Hvad er der galt med mig?

brevkassespørgsmål

Hvad er der galt med mig?

brevkassespørgsmål af
Kristina
13 år
Oprettet 4 måneder 1 uge siden

Hej. Jeg hedder Kristina og er 13 år.

Jeg har problemmer med at være trist, og jeg har taget mange tester for at finde ud af om jeg har depression. Alle sagde at jeg havde. Jeg har cuttet i et stykke tid, og har været til lægen, men når jeg er kan jeg aldrig få migselv til at svare sandt, fordi at jeg ikke vil gøre min mor og far ked af det. Jeg er begyndt at blive maget træt, og gider ikke i skole.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke vil have at mine forælder bliver ked af det, men vil have det bedre?

Svar: 

Kære Kristina. 

Jeg synes virkelig, at det er stærkt gået, at du selv har været inde og forsøge at finde svar på det, du oplever. Det viser, at du er opmærksom og passer på dig selv, og det er bare så vigtig og god en egenskab. 

Du skriver, at du føler dig trist, at du har cutter og har gjort det i et stykke tid, at du bliver meget træt, og at du ikke gider i skole. Du fortæller også, at du har taget en masse tests, og at de alle viser, at du har en depression, og det tænker jeg også giver rigtig fin mening i forhold til de ting, du fortæller, da mange af disse ting kan være symptomer på en depression. Jeg kan ikke give dig en diagnose, fordi der skal meget mere information til, end det jeg har ud fra dit brev, men jeg tænker, at det lyder til, at du har fat i noget af det rigtige. Når man så mistænker, at man har en depression, så er der forskellige måder, man kan gribe tingene an på. Nogle tager selv kontakt til en psykolog eller psykiater, men mange starter ligesom dig med at få en snak med deres læge, fordi de så kan henvise videre til f.eks. en psykolog eller en psykiater.

Du fortæller dog i dit brev, at du ikke kan få dig selv til at svare sandt på lægens spørgsmål, når du har været der, fordi du ikke vil gøre din mor og far kede af det. Den tanke tror jeg, at rigtig mange i din situation kan nikke genkendende til, og jeg tænker, at det viser stor omsorg for andre. Det er nok et eller andet sted en meget naturlig tanke at få, fordi man gerne vil beskytte dem, man elsker. Jeg tror desværre, at det, fordi du er 13 år, bliver rigtig svært at få noget hjælp til at få det bedre uden samtidig at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Og jeg forstår godt, at det måske ikke var det svar, du søgte, men jeg tænker, at det er vigtigt at huske på, at ligesom du gerne vil passe på dine forældre, så tror jeg også, at dine forældre virkelig gerne vil passe på dig. Så selvom de måske bliver lidt kede af at høre, at du har det skidt lige nu, så tror jeg også, at det vil betyde rigtig meget for dem, hvis du fortæller dem det, så de kan få lov at hjælpe dig, for jeg er sikker på, at der er ikke noget, de hellere vil end at hjælpe dig ud på den anden side. 

Mange oplever ofte også, at ligeså nervøse som de er for at fortælle det inden, de har gjort det, ligeså lettede er de efter. Fordi man ikke længere skal bruge energi på at skjule det, på at holde en facade med smil og glæde oppe, når det ikke er sådan man har det. Derudover så er der pludselig også nogen, som man kan snakke med tingene om, når det hele føles for tungt, og som man kan støtte sig op ad, når man har brug for det. Så jeg tror virkelig, at det vil være en god idé at fortælle dine forældre om det. 

Når det så er sagt, så kan jeg virkelig godt forstå, at det ikke er nemt at skulle fortælle dem det her, men jeg tænker, om det måske kunne blive lettere at få det sagt, hvis du kan finde en måde, som du har det godt med? Nogle har det f.eks. fint med bare at sige det, som det er, mens andre måske foretrækker at snakke med én af deres forældre først eller at skrive det ned i et brev eller noget helt fjerde. Nogle har det også godt med lige at "øve" det lidt inden, og derfor tænker jeg, om det måske kunne være en idé at komme forbi vores 1-1 chat og få en snak om det hele med en af vores søde rådgivere? Det er helt op til dig, og det her er nogle forslag, som du kan tygge lidt på. 

En anden mulighed kan måske også være at høre andre unge på din alder, hvad deres oplevelse har været, da de stod i samme situation, eller hvis de ikke har prøvet det, så måske bare høre, hvad de tænker, at de ville gøre. Hvis det lyder som noget, du kunne have lyst til, så har vi på Cyberhus en fane, som hedder Ung til ung, hvor man bl.a. kan stille et spørgsmål, som andre unge på siden kan svare på.

Lidt i forlængelse så er der også den mulighed at oprette en bruger på Gruppechat.dk, som måske kunne være noget? Her kan man tilmelde sig en gruppe med andre unge, som også har det svært for tiden, hvor man så mødes en gang om ugen og chatter. Der er ikke helt på samme måde mulighed for at få vendt lige præcis det, som fylder hos dig, da der er et emne for grupperne, som alle så snakker om, men du kan prøve at se på det, og se om det lyder som noget for dig. Måske det om end andet kan være noget, som kunne være en rar ting at have ved siden af samtidig med, at du får snakket med dine forældre og måske en professionel omkring det, du oplever. 

For kære Kristina: Det kan blive bedre, det lover jeg. Jeg håber derfor, at mit brev kan hjælpe dig lidt på vej, og at du har mod på at række ud efter hjælpen, så du ikke skal stå med det selv. Jeg sender mange gode, varme og positive tanker din vej, og jeg ønsker dig alt det bedste. 

Mange knus

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program