Hej,

Jeg er en 19-årig dreng, som er kommet i et forhold med en jævnaldrende pige. Vi har været kærester i lidt over 2 måneder, men var meget sikre på hinanden også førhen. Vi har det bedste og tætteste forhold, som jeg kunne forestille mig - og hun siger det samme. Jeg har haft en kæreste i 1,5 år før, så jeg har allerede en vis ide om, hvordan jeg vil have mit forhold.

Sagen er den, at vi snakker sammen om ALT og vi kommer til hinanden som de første, hvis vi har et problem. Vi snakker derfor meget om helt små ting angående vores forhold også. Vi har bare en problematik for tiden, der handler om, at jeg føler, at jeg har lyst til at være sammen med hende så ofte som muligt - og gerne hele tiden, men hun har mange begrænsninger for, hvor ofte jeg må komme og vi kan være sammen. For mig er det meget vigtigt, at vores forhold er meget seriøst, og ikke bare er er "deltidsforhold", hvor man ses en gang i mellem. Jeg vil gerne være en fast del af hendes hverdag og familie. Og det har jeg også været de seneste 2 måneder henover sommerferien, hvor jeg nærmest har været med hende hver dag - og det har været fantastisk for os begge. Nu er vi bare startet i gymnasiet igen, og jeg har selvfølgelig bare lyst til fortsat at ses hele tiden. (Det skal nok nævnes, at vi går i klasse sammen, men hun vil gerne begrænse, hvor meget vi er sammen i klassen, fordi hun føler, at hun bliver distanceret til hendes veninder i klassen ellers).  Jeg spørger næsten hver dag, om vi kan være sammen efter skole eller sove sammen senere, men hun bliver meget ofte nødt til at sige nej, fordi hun siger, at hun har brug for at være alene også. Hendes familie kræver også rigtig ofte at være sammen med hende, hvilket jeg ikke selv kan genkende så meget. Vi snakker tit om den her problematik med, at jeg ideelt set ville leve sammen hver dag, men hun i modsætning til det, har brug for at få tid uden mig. Det føles tit som om, at det er hendes krav der begrænser mig. Men omvendt føler hun, at det er ærgerligt, at det er hende der altid skal sige nej. Vi taler om, at det er ærgerligt for hende, at det skal virke som et "fravalg", når vi ikke er sammen, men at det burde være et "tilvalg" når vi endeligner sammen (for hende).

Vi ser ikke rigtig nogen måde, hvorpå det her kan løses. Vi snakker om det hele tiden, og vil gerne finde en løsning, hvor vi begge bare er glade ved det. Lige nu accepterer jeg bare, når hun siger, at hun har brug for ikke at være sammen, hvilket er lidt hårdt. Jeg kan godt komme i dårligt humør, når jeg ofte føler, at jeg skal "holde mig væk". Omvendt så giver hun sig lidt mere, end hun egentlig havde lyst til, for at gøre mig gladere.

Findes der en løsning udover bare at være mere tollerante overfor hinandens behov?