Føler mig helt fortabt ):

brevkassespørgsmål

Føler mig helt fortabt ):

brevkassespørgsmål af
Noah Sweetwine (dækkenavn)
13 år
Oprettet 2 år 9 måneder siden

Heeej... Jeg er lige blevet 13 og er født som pige men lige for tiden er jeg meget i tvivl omkring mit køn. Jeg ved ikke om det bare er en fase eller noget men jeg vil gerne klippes korthåret og skifte navn til at unisex navn. Jeg ved at jeg ikke er 100% dreng men jeg føler mig heller ikke som en pige. Ingen ved det sådan rigtigt bortset fra en anonym profil på appen Momio hvor jeg ærligt skriver omkring det. Det gør mig lidt ked af det når jeg får kommentarer som at det bare er indbildning men ellers er eg glad for at jeg kan være mig selv der. Samtidig er jeg deprimeret med svær depression men er ikke kommet på medicin endnu. Jeg cutter ikke længere men jeg selvskader ved at slå mig selv så jeg får blå mærker. Mine forældre ved det lidt godt men jeg ignorere dem når de prøver at tale med mig om det. Alle de psykologer og læger jeg har talt med siger hele tiden at jeg nok skal få det bedre men der sker bare ikke noget. Jeg er træt af livet og kan ikke holde mig selv ud. Når jeg forklare en psykolog fx om at jeg ikke kan mere siger de bare at alting kommer til at blive okay og det bare er sygdommen der gør jeg tænker sådan. Det føres ikke som om jeg nogensinde vil være okay igen og jeg har haft det sådan i et helt år. Jeg vil ikke dø men jeg vil heller ikke leve. Min klasse ved godt der er noget galt med mig da jeg ikke kommer så meget i skole men det er som om de bare har vænnet sig til jeg ikke er der mere og jeg mister mine venner mere og mere. De glemmer mig men det er okay for så bliver de ikke så kede af det hvis/når jeg gør noget dumt. Den eneste rigtige ven jeg har kender jeg ikke rigtigt. Vi skriver sammen hver dag og jeg elsker ham sådan virkelig og han er min bedste ven. Jeg betyder knap så meget for ham og det gør mig meget ked af det. Han sårer mig rigtig meget nogle gange med hans meninger og jeg ved jeg burde holde lidt afstand til ham men han betyder for meget. Jeg vil ikke leve uden ham. Jeg ved godt det lyder dumt men sådan er det. Jeg kunne have skrevet om mange andre problemer som fylder meget i min hverdag men synes ikke at brevet skal være så langt. Jeg håber i vil hjælpe mig på en eller anden måde om hvad jeg skal gøre for jeg ved det virkelig ikke. -Noah sweetwine (dækkenavn)

Svar: 

Kære Noah Sweetwine,

Tak for dit brev. Det er virkelig sejt af dig, at du skriver herinde.

Det lyder som om, at du har virkelig mange ting du slås med. Jeg vil gerne være sikker på, at jeg svarer ordentligt på dem alle sammen, så derfor tager jeg dem fra en ende af.

Du skriver, at du er født som pige, men er meget i tvivl omkring dit køn, og du føler dig ikke 100% som det ene eller det andet. Mange mennesker oplever, at blive i tvivl om deres køn og kønsidentitet på et tidspunkt i livet. Det kan komme til udtryk på rigtig mange måder, men mange har det ligesom dig, og føler ikke de passer ind i de "almindelige" kategorier for køn (dreng og pige). Det kan føles alt for snævert, at der kun er de to at vælge i mellem, og man kan føle sig meget fastlåst af det. Køn og kønsidentitet består af tre dele: 1. Det biologiske køn, som er det køn vi er født med, 2. Det oplevede køn, som er det køn den enkelte oplever at have, og 3. Det udtrykte køn, som er den måde man udtrykker sit køn på igennem tøj, hår, opførsel mm (se mere her og her). For nogle er alle tre dele af kønsidentiteten det samme, men for andre, som dig, er det biologiske køn måske en ting, mens det oplevede og det udtrykte køn er noget helt andet.

Vores samfund er desværre indrettet sådan, at langt de fleste ting er ordnet i to kasser: enten er du dreng eller også er du pige. Og derfor kan det være svært for mange at forstå, hvis der kommer nogen og siger, at de ikke føler de passer ind i nogen af de to kasser. At sige sådan passer ikke ind i de fleste menneskers forståelse af verden, og derfor siger de tit ting som "det er indbildning" eller "det er bare en fase", som du skriver, at du også har oplevet. Det er meget ubehageligt, at få den slags ting at vide, og det kan gøre, at man begynder at tvivle på sig selv og på om man egentlig har ret i det man siger og føler, eller man måske i virkeligheden er mærkelig, som alle andre går og siger. Derfor er jeg rigtig glad for at høre, at du har fundet et sted, hvor du kan være dig selv - også selvom det foregår anonymt og online. Det er nemlig vigtigt, at du tror på dig selv og holder fast i hvad det er du mærker og føler.

Ud fra hvad du skriver, lyder det som om, at du gerne vil have dine forældre, dine venner og din klasse til at forstå, respektere og anerkende dig for den du er, men at det er svært, fordi de ikke vil lytte og ikke tror på dig når du fortæller hvordan du har det. Hvis du skal have dem til at forstå og respektere dig, er den eneste vej frem dog, at blive ved. Blive ved med at fortælle dem, at det altså er rigtig nok hvad du siger, og at du har det som du har det, og det er der ikke noget forkert eller mærkeligt i. Hvis det er for svært at tale med dem direkte, så prøv at sætte dig ned og skriv dine tanker og følelser ned i et brev og giv det til dem. Fordelen ved at skrive det ned er, at du er sikker på at få sagt alt det du gerne vil, og samtidig har modtageren ikke mulighed for at afbryde dig. Måske kan du endda bruge det samme brev til dine forældre, dine venner og din klasse. For det er nemlig helt normalt at have det som du har det, og der er bestemt ikke noget forkert ved dig.

Du skriver, at du har en svær depression, at du selvskader og at du er træt af livet og ikke kan holde dig selv ud. Du skriver også, at du ikke vil dø, men at du heller ikke vil leve. Det lyder som en enormt ubehagelig følelse at have og den må være meget svær at gå med. Det er virkelig sejt af dig, at du skriver her inde og fortæller hvordan du har det. Mange i din situation ville ikke magte den opgave, så det er virkelig godt gået. Du skriver, at det har stået på i et år, og at det ikke føles som om du nogensinde bliver okay igen. Det lyder som om, at verden ser meget dyster og håbløs ud fra dit synspunkt og det kan derfor være meget svært at se noget som helst positivt. Men jeg tror alligevel, det vil være rigtig godt at prøve. Det er ikke noget med at finde de store positive linier i livet, men derimod at prøve at fokusere på nogle helt små ting. Fx at væres stolt af dig selv over, at du er kommet ud af sengen her til morgen, at blive glad over at se solen skinne på en frostkold morgen eller at se din yndlingsserie på Netflix og få et godt grin. Det kan virke meget uoverskueligt og flyvsk at få at vide, at man bare skal tænke positivt, men hvis du formår at fokusere på de helt små ting, tror jeg, at du vil mærke at det ligeså stille vil gøre en lille forskel. Ud fra hvad du skriver lyder det til, at du gerne vil på medicin, men jeg kan ikke helt se, om det er planen, at du skal på medicin snart. Hvis det ikke er planen endnu, vil jeg råde dig til at tale med læge, psykolog og psykiater om ikke du kan blive sat i gang. At overkomme en svær depression uden medicinsk behandling er en meget svær opgave. Ofte vil medicin i kombination med terapi hos en psykolog være en rigtig god hjælp, så jeg håber for dig, at hvis det ikke allerede er planen at du skal i gang, så bliver det det snart.

Du skriver, at du ofte er væk fra skolen, at du mister dine venner mere og mere og at de glemmer dig. Du skriver, at det er okay, for så bliver de ikke så kede af det når/hvis du gør noget dumt. Det gør mig bekymret at du skriver sådan, for jeg synes det lyder som om du har selvmordstanker. Jeg kan derfor ikke understrege nok, at selvmord ikke er løsningen. Selvmord befrier dig ganske vidst for dine symptomer, men du er ikke i live til at opleve, at de er væk.

Det lyder også som om, at du føler dig meget ensom. Ensomhed er en meget tung følelse at gå med, og når du samtidig kæmper med en svær depression bliver det ikke ligefrem lettere. Normalt vil mit råd, til mennesker der føler sig ensomme være, at de er nødt til selv at være opsøgende og vove pelsen og tage kontakt til andre. Jeg beder dem som regel finde en fritidsinteresse at gå til eller en sportsgren de kan dyrke, hvor de møder andre med samme interesser som dem selv. Men i din situation er det ikke det rette sted at starte. Når du har det som du har det, er det alt for stor en mundfuld, at skulle opsøge andre på den måde. Derfor er det noget helt andet du skal fokusere på. Det er de helt små ting du skal stille skarpt på, som jeg skrev før, nemlig, at rose dig selv for at stå op om morgenen, og at tage skridtet og bevæge dig udenfor, og mærke vintersolen skinne på dit ansigt. Og så synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at du bliver ved med at skrive på Momio, fordi du her kan være dig selv og kan tale med andre om alt det der rører sig inden i dig. Her er du en del af et fællesskab, og det er en vigtig ting at dyrke, da jeg tror, at du vil kunne mærke de positive følger fra det.

Du skriver, at du har én rigtig ven, og som jeg tolker det, er det en ven du kender online og på skrift, men ikke i virkeligheden. Det at du klynger dig til ham selvom han sårer dig er på ingen måde dumt og er faktisk meget forståeligt. Når vi føler os alene og ensomme gør det en kæmpe forskel for vores livsenergi og livsmod hvis vi har bare én ven. Derfor kan jeg sagtens forstå, at du ikke kan leve uden ham, selvom han sårer dig. Ud fra hvad du skriver lyder det som om, at han er en positiv ting i din hverdag, og derfor giver det rigtig god mening, at du holder fast i ham. Både i forhold til din egen helingsproces, men også set i lyset af, at du holder enormt meget af ham og at han giver dig noget af den opmærksomhed som er dig så inderligt velundt.

Du afslutter dit brev med at skrive, at du har mange andre problemer, der fylder i din hverdag, men at du ikke synes brevet skulle være så langt. Du er altid velkommen til at skrive her inde igen, og ellers kan du også fange os i chatten mandag og onsdag fra 14-17 og tirsdag og torsdag fra 18-21.

Jeg håber du kan bruge svaret.

De bedste hilsner,

Stine

 

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program