Føler intet og alligevel alt for meget

brevkassespørgsmål

Føler intet og alligevel alt for meget

brevkassespørgsmål af
Unormal pige
16 år
Oprettet 2 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg føler ikke rigtigt noget mere? Sådan alting er bare lidt ligegyldigt, og intet gør mig glad længere. Ting jeg plejede at elske er på samme måde, de er bare ting jeg ikke gider mere. Når jeg er sammen med mine venner går det lidt bedre, men føler mig stadig ikke rigtig glad også kommer jeg til at tænke over det, og derefter bliver jeg bare helt stille og falder ind i min egen verden. Folk spørg så tit om jeg er okay og siger selvfølgelig ja, fordi jeg fungere vel stadig fint? Som i at jeg laver mine lektier, og gør de ting jeg bliver bedt om. Desuden stoler jeg ikke på dem, stoler ikke på nogen, så tør heller ikke sige at der måske alligevel var noget i vejen. Har gået til psykolog før men sagde aldrig noget så vi opgav det lidt og jeg blev dømt "normal" igen. På det tidspunk selvskadede jeg også, og det er jeg begyndt på igen, men selv det virker ikke mere. Jeg tænker også tit på at jeg bare ville ønske jeg kunne være sådan et rigtigt "fuck up". Drikke, tage stoffer osv. i stedet for bare at være den stille pige der bare er lidt trist. Nu er jeg begyndt at slås så meget som muligt med alle fra min efterskole og nogle gange går det meget voldsomt for sig (mest for dem). Jeg flækkede læben på ham jeg sloges med og rev ham til blods på armen. Normalt ville man vel stoppe fordi man kunne se han led, men jeg blev ved med at sparke og hoppe på ham indtil han gav op. Vi er ikke uvenner eller noget nu, men er bange for at jeg ikke stopper næste gang, fordi jeg i øjeblikket følte mig så stolt. I forvejen er jeg ikke så forfærdelig glad for sådan noget "tøset" noget som lyse farver, sang og sådan noget. Det er så eskaleret lidt fra at jeg bare gik i sort og lyttede til noget andet musik til at jeg kan sidde i flere timer og glo på folk der har cuttet eller bare generelt sådan "dystre" ting. Problemet er bare lidt at jeg synes det er smukt, og kan sidde og blive helt ked af det ikke er min arm der ser sådan ud, eller mig der ikke levede mere. Føler livet bare er en lang ventetid på døden og vi mennesker bare spilder det på arbejde og skole, uden at leve. Hvad nu hvis døden var det total modsatte?! Generelt tror jeg at jeg har det "forkerte" syn på livet Puha det var noget af en omgang, hehe. Hilsen en intetfølende pige

Svar: 

Kære du

Det lyder som om du har det rigtig dårligt i øjeblikket. Intet gør dig glad, alting virker ligegyldigt, og du er begyndt at gøre nogle uhensigtsmæssige ting, bl.a. at cutte og slås. Der er mange ting i dit brev, og jeg vil prøve at komme omkring det hele.

Først vil jeg sige, at det er meget normalt at fortælle andre, at man har det okay, selvom man egentligt ikke har det okay. Både hvis ting 'virker' for en, og hvis intet virker. Og så tænker jeg, at det er godt og imponerende, at du stadig fungerer fint, på trods af hvordan du har det.

Det er ærgerligt, at du ikke stoler på dine venner. Har du en grund til ikke at stole på dem? Hvordan er du bange for, at de vil reagere? Mange tøver med at fortælle selv deres nærmeste venner, når de har det dårligt, fordi de er bange for, hvordan de vil reagere. Nogen kan f.eks. være bange for, at de så ikke vil snakke med en længere, at de siger det videre, eller at de siger noget grimt. Overvej hvorfor du ikke stoler på dem. Måske de kunne reagere på en god måde, hvis du sagde noget. Det at du har det lidt bedre, når du går sammen med dem, er godt. Også selvom du bliver stille og ikke føler dig glad, når du kommer til at tænke over det. Selvom man ikke er glad, hvis man virkelig tænker over det, kan man nogle gange godt blive fanget i situationen, og faktisk føle sig glad i små glimt. Det er om at nyde de små øjeblikke, og for en kort stund prøve at ignorere, at man generelt ikke er glad.

Jeg ved det ikke, men jeg kunne forestille mig, at dit ønske om at blive 'fucked up' handler om, at du ville ønske, at der var noget andet. Du har oplevet, at den 'stille pige', du normalt er, er trist. Ved at starte med f.eks. at drikke eller slås, sker der noget. Du holder op med at være den stille pige og håber på, at det kommer til at betyde, at du holder op med at være trist. Derfor får jeg lyst til at sige, at hvis du egentligt har lyst til at være den stille pige, kan du godt være det, og stadig blive glad. Det at slås meget kan give dig problemer på længere sigt, især når det går så voldsomt til, som det lyder til, at det gør. Måske du blev ved med at sparke ham fordi det virkede ligegyldigt? Det er godt, at I ikke er uvenner nu, men det kunne godt gå galt på et tidspunkt. Du kan overveje hvad du egentligt ønsker at få ud af slåskampene. Følelsen af at være god til noget? Nærkontakt med andre mennesker? Komme ud med dine frustrationer? Måske du kan finde en mere hensigtsmæssig måde at gøre det på. Selvskade er også sjældent hensigtsmæssigt, og jeg håber, at du er stoppet, når du nu har fundet ud af, at det ikke virker. Hvis ikke, kan du som med slåskampene prøve at finde ud af, hvad du gerne vil have ud af selvskaden. Finder du ud af det, kan du prøve at gøre noget, der kan være mere hensigtsmæssigt på længere sigt. Nogle bruger sport, træning eller en hobby som maling til at komme ud med de svære følelser. 

Det lyder til, at det er ved at blive lidt for meget med det dystre. Ikke at du behøver at være 'tøset' med pink og farver, men det at du ville ønske, at det var din arm der så sådan ud, og især at du ikke vil leve mere, gør mig bekymret. Sammen med at alting er ligegyldigt, at du ikke er glad og at du har mistet interessen for de ting du plejer at elske, synes jeg at du skal opsøge noget hjælp. Det er jo ikke sjovt at synes, at livet er ventetid for døden. Nogle af de ting du beskriver kan f.eks. være tegn på depression. Under alle omstændigheder er det ikke rart at gå med alene.

Så er spørgsmålet hvordan du skal have hjælp. Det lyder til, at du har svært ved at åbne op, så det vil være vigtigt at finde en, du tør åbne dig op sammen med. Det kan være en forælder, lærer, veninde eller måske en nabo. Jeg vil dog også råde dig til at få noget professionelt hjælp. Kemi er vigtigt, når man går til psykolog, og det kunne lyde som om, at dig og din tidligere psykolog ikke var det match, du havde brug for på det tidspunkt. Du kan evt. prøve at få tid til en ny psykolog, en du tør åbne op til (evt. efter et par samtaler), og som kan hjælpe dig med dine tanker. Du kan få en henvisning igennem din læge, eller du kan tage kontakt til skolepsykologen.

Jeg håber, at jeg er kommet igennem det hele, og at mit svar har hjulpet dig. Hvis ikke, eller hvis du har brug for mere, skal du være meget velkommen på vores chat, eller du kan skrive til brevkassen igen.

Kram

Luna

Lunas billede
Luna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program