En god ven

brevkassespørgsmål

En god ven

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 1 måned siden

Hej, jeg er bedste venner med en dreng fra min klasse. Men jeg ved ikke med mig selv om jeg kan lide ham, alle tror at vi er kærester eller har noget men det har vi ikke. Jeg kan bare godt lide at være sammen med ham, men alligevel er der noget i mig som er i tvivl om at det bare er det eller om der er nogle følelser gemt. Vil heller ikke ødelægge vores venskab selvom jeg ikke er sikker på han kan lide mig. Nogle gange kan det nemlig godt være sådan hvis vi fighter lidt for sjov eller noget at han holder mig i hånden. Ved ikke om det en god ide at prøve på at sige noget om det til ham, jeg skal nemlig på efterskole efter sommerferien og jeg ved ikke om jeg vil ud i noget langdistanceforhold hvis det holder til den tid. Vil bare gerne høre det fra en jeg ikke kender og se en andens synsvinkel på det.

Svar: 

Hej med dig

Det lyder dejligt med en virkelig god ven. Og der er nok mange derude, der har prøvet at være lidt i tvivl om ens følelser egentlig er vennefølelser eller vild-med-dem følelser. Nogen gange er det måske endda lidt en blanding eller et sted i mellem. Det er måske også ok, at man ikke har fundet ud af præcis hvad, følelserne går ud på, hvis man ikke har noget behov for at finde ud af det. Derfor er spørgsmålet måske mere, hvad du selv føler, du har brug for?

Hvis du egentlig synes det er fint bare at være venner, og du ikke kunne tænke dig at blive kærester med ham, når du skal til at på efterskole, så haster det måske ikke med at dykke ned i følelserne. På den anden side, er der også lidt lang tid til, at du skal på efterskole, så det kan måske være lang tid at gå og spekulere og at holde tilbage i, hvis det fylder meget for dig. Hvis du er meget nysgerrig på, at finde ud af hvad, følelserne går ud på, behøver du jo ikke holde dig tilbage.

Hvis I egentlig er vilde med hinanden, kan det måske godt være svært, at fortsætte som venner helt, som I plejer. Det lyder allerede til at fylde en del for dig, og det er ikke sikkert, det vil fylde mindre, som tiden går. Hvis den ene er mere vild med den anden end omvendt, kan det også være hårdt ikke at få sine følelser gengældt. Og det vil det måske være uanset, om I snakker om det åbent eller ej. Men ved at få snakket åbent om det, kan I måske undgå misforståelser om, hvem der føler hvad.

Uanset om du vælger at snakke med ham om det eller ej, så er der ikke en løsning, der er den "rigtige", og det kan være enormt svært at planlægge, hvordan ens følelser skal være og hvornår. Det bedste du kan gøre er, at lytte til dig selv, og hvad du har brug for. Du er også meget velkommen i chatten, hvis du har brug for at snakke mere om det.

Med venlig hilsen

Agnete

Agnetes billede
Agnete har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program