Diverse psykiske sygdomme

brevkassespørgsmål

Diverse psykiske sygdomme

brevkassespørgsmål af
Clara
14 år
Oprettet 3 år 3 måneder siden

halløj, Jeg hedder Clara, jeg er ligeglad med og være anonym n' shit. Jeg kæmper med, svær depression, angst, og en spise forstyrrelse. Jeg har det her problem med, at jeg ik kan fortælle det til nogen, eller, jeg har fortalt det til få, men det er folk som jeg har mødt online, så er jeg sikker på de ik vil kontakte mine forældre, for det gider jeg ik, de har nok og se til. Jeg vil godt komme af med alle de her problemer, for de ødelægger mig lidt, meget. Og altså gider heller ikke at mine tætteste venner ved det, for de vil are ændre sig og opføre sig mærkeligt omkring mig, også selv om jeg siger de skal opføre sig normalt, efter sådan en bummert er intet normalt. Jeg ved faktisk ik helt hvad meningen er med det her " brev". Jeg har bare holdt ud i for lang tid nu, 2 år, er gået siden jeg begyndte og føle mig grim, fed, værdiløs, at jeg ik er god nok. Jeg vil vel bare have hjælp, uden mine forældre ved det, jeg ved ik om det er muligt. Men kunne virkelig godt tænke mig og få hjælp og slippe af med de her sindssyge selvmorderiske tanker. De slår mig snart ihjel.

Svar: 

Kære Clara,

Det er så fint at du skriver herind når du har svært ved at snakke med andre om de ting du kæmper med. Det løser sjældent noget når man står alene med tingene, så super godt du har taget skridtet og skrevet hertil. Jeg kan høre at du har det rigtig svært, og det er ikke spor rart at have det som du har det, hvor depression, angst og spiseforstyrrelse fylder så meget. Du skriver at du har haft kontakt til nogle online fordi det har været den nemmeste måde at komme ud med det på. Men jeg kan høre at det ikke har hjulpet dig, og derfor synes jeg vi skal prøve at have fokus på, hvordan du kan få hjælp og støtte så du kan få det godt. For du fortjener at få det godt. Du skriver dine forældre har nok at se til og at du helst vil undgå at de skal vide noget. Jeg kan godt forstå at det er rigtig svært at fortælle om disse ting til dine forældre, især når du føler de har for travlt, men mit første råd vil faktisk være at fortælle det til dem. Jeg ved godt at det kan virke provokerende når du selv helst vil undgå det, men du skal vide at dine forældre ikke har tralvt for at gøre dig ondt og at de i deres travlhed måske slet ikke ser, hvordan du har det. Derfor kan det være godt for Jer alle med en øjenåbner. Hvis du føler det er meget grænseoverskridende at skulle fortælle dem om disse ting, så kan du evt. vise dit brev hertil og fortælle at det er svært for dig og at du faktisk slet ikke havde lyst til at sige noget, men at du ikke kan holde det ud længere. Forhåbentlig vil dine forældre tage det alvorligt, så I sammen kan finde ind til en måde at snakke sammen om dette og søge yderligere hjælp. Når jeg skriver yderligere hjælp, er det fordi jeg tænker at det kunne være en hjælp til dig, hvis der kom en læge og/eller en psykolog ind over. Det er længe du har haft det som du har det og det skal tages alvorligt så det ikke udvikler sig og så du kan finde ro indeni. Ingen fortjener at have det som du har det, men mange bøvler desværre med psyken og det skal man ikke gå med alene.

Du nævner at du ikke har lyst til at sige noget til dine venner fordi de så vil behandle dig anderledes. Du kalder det en "bummert", men du skal vide at sådanne ting ikke er nogen bummert. Jo mere ærlig man kan være overfor både sig selv og sine nærmeste jo lettere vil det blive at finde ro igen. At skulle gå rundt med en facade fører sjældent til noget godt. Tværtimod vil det ofte forværre situationen og man får det værre. Jeg skriver det ikke for at presse dig, men jeg synes det er vigtigt du ved det. Jeg kan høre på dig at du gerne vil have det bedre og du rækker ud her, så du har åbnet op for nogle muligheder og det er en rigtig god start. Vær ikke bange for at åbne op for dine nærmeste venner - hvis de er rigtige venner, så vil de være der og støtte dig. Det behøver ikke være sådan at I så altid skal snakke alvorligt, men det kan være rigtig godt at de ved, hvordan du har det og at der i jeres venskaber kan være plads til både det svære og det sjove. Det vigtigste er at du lader facaden falde.

Hvis du lige nu føler at det slet ikke er en mulighed for at dig at gå til dine forældre, så vil jeg råde dig til at få en tid hos din læge. Det kan du godt gøre til en start uden at dine forældre ved, hvad det handler om. Mit bud er dog at din læge vil opfordre til det samme som mig - nemlig at snakke med dine forældre. Men du har altid muligheden at gå til din læge og i første omgang få en snak uden at dine forældre bliver involveret. Du kan også gå til en lærer du føler dig tryg ved, det kan også være en god hjælp. Du skal bare vide at både en lærer og læge begge vil spørge til, hvordan det går derhjemme og hvor du står ift. dine forældre. Så i længden tænker jeg fortsat at det vil være godt for dig at få dine forældre med på, hvad der sker i dig. Men lige nu kan du overveje, hvad du føler mest for. Min hensigt er kun at du skal have det bedre, så alt hvad jeg skriver er for at hjælpe dg bedst muligt - også selvom det kan virke skræmmende eller provokerende.

Jeg håber du finder modet til at åbne op for dine nærmeste, så du ikke længere skal gå med smerten alene. Det er kun menneskeligt at have svære perioder i sit liv. Alting skal og bør ikke være perfekt. Og når vi åbner op for det svære, så kan der for alvor begynde en udvikling mod noget godt.

Jeg ønsker dig alt det bedste. Og husk du altid er velkommen her eller på chatten.

 

De bedste hilsener

Charlotte

 

 

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program