Det var en udmygende "vi kasserer" dig oplevelse.

brevkassespørgsmål

Det var en udmygende "vi kasserer" dig oplevelse.

brevkassespørgsmål af
anonym
23 år
Oprettet 2 uger 6 dage siden

Jeg er i en meget svær situation og jeg tør ikke tale med nogle om den. Jeg var kommet i den meget ulykkelige situation, at jeg fik en dom fordi jeg lavede en underretning og blev anmeldt for falsk anklage. Det var jo i sig selv et chock men ikke det jeg vil skrive om. Jeg søgte så hjælp hos noget der hedder "cafe exit" fordi jeg sådan set har mistet alt: Økonomisk, mit studie, ja alt har jeg mistet. 

Jeg kom så til at tale med en yngre kvinde, medio 30 érne. Jeg håbede at de kunne hjælpe mig med terapi, at få en cykel og også at få styr på en masse problemer som jeg har. 

Det jeg var ude for, var sådan set det værst jeg kunne tænke mig, at komme til, efter det med den dom. 

Da jeg en dag havde et møde med hende kvinden, så blev jeg klar over, at når jeg fortalte hende noget, så til trods for min store umage, ja så mente hun, at dig og dat hjalp, selv om jeg fortalte om tidligere forsøg, breve skrevet til instanser bla vedr bolig mv. Det jeg søger at sige er, at jeg ikke følte at hun forstod mog og lyttede. Jeg bekyndte også at græde. Så skulle mødet skutte. Hun skulle til et nyt møde. jeg græd og jeg gik grædende ud på gaden. I mine øjne dybt uprofessionelt fordi man skal "lukke" en samtale og aldrig kan forsvare, at lukke et andet menneske ud af en dør, grædende. 

Jeg skrev så en mail til hende, og skrev, hvordan jeg oleved at hun slet ikke var professionel og hun havde også grint, da jeg sagde: Jeg er så ked af det og hele mit liv er pt så svært, sp jeg bare har lyst til at sove". Hun slog en latter op og sagde: ja det nytter ihvertfald ikke noget". Det var jo ikke det jeg havde brug for!!

Så skrev hun, før ferien, at jeg ville høre fra hende, før ferien. Hun skrev så: "Jeg har talt med min chef og vi vurderer, at vi ikke kan hjælpe dig videre". Jeg var helt chokeret Jeg sætter ord på min oplevelse og så går hun uden besked til sin chef, og jeg ved jo intet om hvad hun har sagt men forstår nu, at hun har fremstillet det sådan, at jeg ikke har gjort som hun sagde, og at jeg ikke har villet som hun mente.

Jeg skrive så, at det var jeg ked af og håbede at vi kunne genoptage samarbejdet. Hun skrev, at hun ville svare før ferien. Jeg hører intet! I en måned! Jeg føler jo, at jeg er "sat i skammekrogen" og at jeg venter på "afgørelse" om, at de vil tage mig ind i "varmen" igen!

Jeg får så en mail om, at jeg ikke har været modtagelig overfor deres hjælp og at jeg heller ikke har haft den tilgang, at jeg har villet lytte på, at hun ville mig det godt! Det har jeg tydeligt, skriver hun, ikke kunnet tage imod! Det er jo et chock og en fejlslutning!

I mine øjne, har hun på flere områder opført sig meget uprofessionelt: 

1. Lukket mig grædende ud i stedet fir at komme 5 min for sent til sit møde og så få "lukket" samtalen ned med mig!

2. At hun har mødt mig med grin, når jeg søgte at fortælle, hvor stresset jeg er og hvor langt ude jeg er!

3. At hun går bag min ryg og drøfter mig med sin chef og så "kasserer" mig i en mail. Uden forklaring

4. At hun ikke holder hvad hun lover og vender tilbage. hun skriver det var pga "ekstraordinær travhed" men det er jo hendes ansvar og jeg har jo ventet på svar og om jeg "kunne tages til nåde". 

Jeg har nu kontaktet Bestyrelsen. Men de skriver, formanden, at det er den nye chef, som ikke var den kvinden gik til før ferien, der skal se på sagen.

Ham ringer jeg så til men han lyder ligeglad og meget fraværende! 

Jeg fik så et nederlag der for jeg søgte hjælp. Af en instans, der er sat i verden for at hjælpe. Og få mennesker til at føle sig værdsat, står der i deres motto!!! 

Men jeg er blevet kasseret! Jeg har fået sat stolen for døren. I en sårbar situation! Og jeg er blevet behandlet meget uprofessionelt af denne kvinde, som jeg opever som svært grænseoverskridende og slet ikke fokuseret på "dialog" som hun sagde til mig at det var det der var fokus, da vi drøftede, at hun ville skrive til instanser, som tidleiger har afvist mig. Men hun ville ikke lytte.

Det der er svært nu er, at jeg er vred på hende. og den frustration over hendes adfærd, den kan hun ikke forstå. 

Enten skal jeg:

1.. Skrive til hendes chef og fortælle om sagen

2. Droppe at gøre mere og så må jeg selv stå med ydmygelsen og frustrationen over, at dem der skulle hjælpe mig, de kasserede mig uden at høre min version. 

Jeg har det meget skidt. Og jeg vil selvfølgelig ikke søge mere hjælp. Det har jeg nemlug mistet modet 100% omkring. 

Efter min mening har denne kvinde ikke inddraget mig og lyttet. Men kasseret mig og "vraget" mig.

Jeg ved ikke hvad I tænker?

vh

hende der er blevet svært ydmyget.

Svar: 

Kære du. 

Jeg kan godt forstå, at du er frustreret, fordi det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse! Det er aldrig rart at føle, at man bliver "ladt i stikken".

Det er svært for mig at sige, hvad der præcist er sket, da jeg ikke har været tilstede. Men uanset hvad der er sket, og selvom at jeg ikke håber og tror, at det har været hendes mening at efterlade dig med den her trælse fornemmelse, så er det sådan, at det er endt, og det er super ærgerligt, fordi sådan skal man jo ikke have det, når man har søgt hjælp. 

Jeg forstår godt, at du føler, at det måske ikke rigtig vil nytte noget at skrive til den her chef, for det er desværre ikke altid, at man får en undskyldning, selvom at man fortæller om en træls oplevelse. Men jeg tænker, om det ikke nogle gange alligevel kan hjælpe, selvom man ikke rigtig får noget konstruktivt tilbage? Kan det f.eks. give lidt, at man faktisk har stået lidt op for sig selv og sagt sin mening? Så har man ligesom gjort sit, og man har fået lov at komme ud med sine frustrationer, og måske det så kan være lidt lettere ligesom at slippe oplevelsen igen?

Det kan også være, at du bare føler, at det koster mere energi og tid end det er værd, og det er også helt okay. Nogle gange så kan man også bare mærke at det bedste for en, det er at komme videre. Hvilken en af de muligheder, som er den bedste for dig, det tænker jeg, at du selv skal bestemme. Ingen kender dig bedre, end du selv gør, selvom at det nogle gange kræver lidt tid at finde ud af, hvad man har det bedst med. 

Uanset hvad du vælger, så tænker jeg, at det er tydeligt, at du stadig står i en rigtig svært situation, og at det ville være rigtig godt til dig at få noget hjælp til at håndtere det. Du skriver, at du ikke vil søge mere hjælp, fordi du efter den her oplevelse har mistet modet, og det forstår jeg godt. Jeg tror, at de fleste ville føle sig lidt modløse, hvis de havde haft sådan en oplevelse her, men det er bare så mega ærgerligt, fordi der er hjælp at hente, men måske det bare ikke lige er det her sted, men måske der kunne være nogle andre muligheder. 

En mulighed jeg tænker på er simpelthen at kontakte kommunen og fortælle dem om din situation og spørge dem, hvilke muligheder du har for at få støtte til at komme på benene igen. Det er nemlig forskelligt fra kommune til kommune, hvad tilbud de har. 

En anden mulighed er hjemmesiden UngØkonomi, som er et gratis tilbud, hvor man kan få hjælp af rådgivere til at få styr på sin økonomi. Det kunne måske være en hjælp i hvert fald til noget af det, som du står overfor. 

En tredje mulighed tænker jeg kan være at kigge forbi vores 1-1 chat, hvor du kan få en snak med en af vores søde rådgivere, som du kan få vendt hele din situation med én og snakke om, hvad du måske kan gøre fremover. 

Det er dem, som jeg lige kan komme på sådan her på stående fod, men jeg er sikker på, at der også er andre muligheder. For der er hjælp at hente, og jeg håber, at du vil give det en chance til, fordi selvom det kan være rigtig svært at komme sig over en rigtig øv-oplevelse, så tænker jeg bare, at det er endnu mere øv, hvis man så lader den oplevelse forhindre ens mulighed for at få hjælp til at få det bedre. Du fortjener bedre end at lade den her oplevelse koste dig muligheden for at få den hjælp, som du fortjener. 

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål, og jeg sender tusind gode tanker din vej. 

Alt det bedste, 

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program