Jeg er i en meget svær situation og jeg tør ikke tale med nogle om den. Jeg var kommet i den meget ulykkelige situation, at jeg fik en dom fordi jeg lavede en underretning og blev anmeldt for falsk anklage. Det var jo i sig selv et chock men ikke det jeg vil skrive om. Jeg søgte så hjælp hos noget der hedder "cafe exit" fordi jeg sådan set har mistet alt: Økonomisk, mit studie, ja alt har jeg mistet. 

Jeg kom så til at tale med en yngre kvinde, medio 30 érne. Jeg håbede at de kunne hjælpe mig med terapi, at få en cykel og også at få styr på en masse problemer som jeg har. 

Det jeg var ude for, var sådan set det værst jeg kunne tænke mig, at komme til, efter det med den dom. 

Da jeg en dag havde et møde med hende kvinden, så blev jeg klar over, at når jeg fortalte hende noget, så til trods for min store umage, ja så mente hun, at dig og dat hjalp, selv om jeg fortalte om tidligere forsøg, breve skrevet til instanser bla vedr bolig mv. Det jeg søger at sige er, at jeg ikke følte at hun forstod mog og lyttede. Jeg bekyndte også at græde. Så skulle mødet skutte. Hun skulle til et nyt møde. jeg græd og jeg gik grædende ud på gaden. I mine øjne dybt uprofessionelt fordi man skal "lukke" en samtale og aldrig kan forsvare, at lukke et andet menneske ud af en dør, grædende. 

Jeg skrev så en mail til hende, og skrev, hvordan jeg oleved at hun slet ikke var professionel og hun havde også grint, da jeg sagde: Jeg er så ked af det og hele mit liv er pt så svært, sp jeg bare har lyst til at sove". Hun slog en latter op og sagde: ja det nytter ihvertfald ikke noget". Det var jo ikke det jeg havde brug for!!

Så skrev hun, før ferien, at jeg ville høre fra hende, før ferien. Hun skrev så: "Jeg har talt med min chef og vi vurderer, at vi ikke kan hjælpe dig videre". Jeg var helt chokeret Jeg sætter ord på min oplevelse og så går hun uden besked til sin chef, og jeg ved jo intet om hvad hun har sagt men forstår nu, at hun har fremstillet det sådan, at jeg ikke har gjort som hun sagde, og at jeg ikke har villet som hun mente.

Jeg skrive så, at det var jeg ked af og håbede at vi kunne genoptage samarbejdet. Hun skrev, at hun ville svare før ferien. Jeg hører intet! I en måned! Jeg føler jo, at jeg er "sat i skammekrogen" og at jeg venter på "afgørelse" om, at de vil tage mig ind i "varmen" igen!

Jeg får så en mail om, at jeg ikke har været modtagelig overfor deres hjælp og at jeg heller ikke har haft den tilgang, at jeg har villet lytte på, at hun ville mig det godt! Det har jeg tydeligt, skriver hun, ikke kunnet tage imod! Det er jo et chock og en fejlslutning!

I mine øjne, har hun på flere områder opført sig meget uprofessionelt: 

1. Lukket mig grædende ud i stedet fir at komme 5 min for sent til sit møde og så få "lukket" samtalen ned med mig!

2. At hun har mødt mig med grin, når jeg søgte at fortælle, hvor stresset jeg er og hvor langt ude jeg er!

3. At hun går bag min ryg og drøfter mig med sin chef og så "kasserer" mig i en mail. Uden forklaring

4. At hun ikke holder hvad hun lover og vender tilbage. hun skriver det var pga "ekstraordinær travhed" men det er jo hendes ansvar og jeg har jo ventet på svar og om jeg "kunne tages til nåde". 

Jeg har nu kontaktet Bestyrelsen. Men de skriver, formanden, at det er den nye chef, som ikke var den kvinden gik til før ferien, der skal se på sagen.

Ham ringer jeg så til men han lyder ligeglad og meget fraværende! 

Jeg fik så et nederlag der for jeg søgte hjælp. Af en instans, der er sat i verden for at hjælpe. Og få mennesker til at føle sig værdsat, står der i deres motto!!! 

Men jeg er blevet kasseret! Jeg har fået sat stolen for døren. I en sårbar situation! Og jeg er blevet behandlet meget uprofessionelt af denne kvinde, som jeg opever som svært grænseoverskridende og slet ikke fokuseret på "dialog" som hun sagde til mig at det var det der var fokus, da vi drøftede, at hun ville skrive til instanser, som tidleiger har afvist mig. Men hun ville ikke lytte.

Det der er svært nu er, at jeg er vred på hende. og den frustration over hendes adfærd, den kan hun ikke forstå. 

Enten skal jeg:

1.. Skrive til hendes chef og fortælle om sagen

2. Droppe at gøre mere og så må jeg selv stå med ydmygelsen og frustrationen over, at dem der skulle hjælpe mig, de kasserede mig uden at høre min version. 

Jeg har det meget skidt. Og jeg vil selvfølgelig ikke søge mere hjælp. Det har jeg nemlug mistet modet 100% omkring. 

Efter min mening har denne kvinde ikke inddraget mig og lyttet. Men kasseret mig og "vraget" mig.

Jeg ved ikke hvad I tænker?

vh

hende der er blevet svært ydmyget.