Bekymret for fremtiden efter flere år med selvmordstanker og spiseforstyrrelse.
brevkassespørgsmål
Bekymret for fremtiden efter flere år med selvmordstanker og spiseforstyrrelse.
Hej til enhver, der læser dette Jeg går i 3.g på gymnasiet lige nu, og jeg nærmer mig afslutningen. Efter gymnasiet skal jeg starte på et helt nyt kapitel i mit liv. Dog har jeg kæmpet med selvmordstanker og spiseforstyrrelser i flere år, og det har begyndt at påvirke min fremtid. Lige siden jeg var 12 år gammel, har jeg båret på følelsen af ikke at ønske at leve. Jeg har tænkt på, hvor fredeligt døden måske kunne være og hvordan det ville betyde, at smerten forsvandt. En gang forsøgte jeg endda at begå selvmord, da jeg var 12 år gammel. Jeg stod foran en kløft og var lige ved at hoppe, indtil en kvinde opdagede mig. Hun bad mig om at komme ned derfra, og jeg blev så bange og distraheret, at jeg valgte at gå ned og flygte. Jeg så aldrig kvinden igen, og jeg fortalte aldrig nogen om dette. Jeg gik bare hjem, som om intet var sket. Disse tanker har plaget mig i årevis, men jeg har aldrig kunnet tage det afgørende skridt til at handle på dem. Måske var der en del af mig, der stadig ønskede at leve. Uanset hvad har disse tanker været en del af mig i lang tid. Da jeg startede på gymnasiet, tog tingene en negativ drejning. Jeg havde svært ved at komme op om morgenen og havde ikke energi til at deltage i skolen. Jeg blev indkaldt til flere samtaler om mit fravær, men jeg delte aldrig mine følelser med nogen. Indeni vidste jeg, at jeg sandsynligvis aldrig ville fuldføre min studentereksamen alligevel. Jeg begyndte med at hører stemmer og se ting som ikke var der. Det virker som om, at mærkelige minder fra min barndom begyndte at dukke op, ting jeg ikke tidligere kunne huske, der involverer mig i misbrugs situationer. Dermed I stedet for at bruge min tid på at studere, brugte jeg den på at tænke på, hvor stor mine lår var, eller jeg talte kalorier. Jeg var besat af min vægt, så jeg kunne ikke koncentrere mig i timerne. Dels på grund af underernæring, men også fordi det eneste, jeg tænkte på, var mad og hvad jeg ikke skulle spise, eller hvor skyldig jeg følte mig over den kage, jeg spiste for to uger siden. Mine tanker fyldte mit sind så meget at var som jeg ikke kunne tænke som et normalt menneske længere. Jeg ændrede mig meget, og selvom min familie og mine venner kunne se det, forstod de det ikke helt. Jeg vidste, at jeg teknisk set kunne klare undervisningen og få gode karakterer, men det føltes som om, min hjerne ikke ville tillade det. En dag åbnede jeg mit karakterblad, og det gik op for mig, hvor meget jeg havde fucket up. Karakterer på gymnasiet er vigtige for ens fremtid, og jeg havde ødelagt min fremtid på grund af min besættelse af at tælle kalorier og døden. Jeg var vred og skuffet over mig selv. Jeg havde været så optaget af, om jeg ville leve længe nok, at jeg aldrig havde tænkt på min fremtid. Nu, da jeg snart er færdig med gymnasiet, er mine selvmordstanker begyndt at aftage en smule, og jeg kan endelig se noget, jeg gerne vil gøre. Men jeg føler mig fanget i en situation, hvor jeg ikke kan handle på det. Jeg ved, at karakterer ikke definerer en person, og der er mange andre muligheder i livet. Men for mig føles det anderledes. Det sidste, jeg ønskede, før jeg forlod alle, var at gøre mine forældre stolte, og det er noget, jeg har fejlet i. Jeg er godt klar over, at jeg selv bærer en del af skylden, og at jeg nok skulle have søgt hjælp, men det gjorde jeg bare ikke. Jeg frygter fremtiden så meget, især fordi jeg aldrig har kunnet forestille mig mig selv i den. Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan jeg skal komme videre i livet efter alle disse år, og om der er nogen andre, der står i samme situation som mig. Jeg har virkelig svært ved at se hvordan jeg skal forklarer mine forældre mine karakter da jeg altid blev set som "et klogt barn" og om jeg bare totalt har skuffet dem. Jeg føler mig sådan helt låst fast. Det er som om, jeg gerne ville, men alligevel ikke, fordi jeg ikke rigtig har noget håb. Der er en del af mig, der gerne vil komme videre, men samtidig overvejer jeg at sluge en pakke piller for at få det overstået
Svar:
Kære M,
Tusind tak for dit brev. Det lyder som nogle virkelig svære ting, du har kæmpet med, og jeg vil gerne rose dig for at skrive herind. Det er virkelig modigt af dig!
Først og fremmest vil jeg lige give dig et kæmpe kram - hvis du vil have det. Det er så svært, det du står i. At du har været så tæt på, og at du har forsøgt selvmord i en alder af bare 12 år. At du senere er endt ud i en spiseforstyrrelse og fået gravet nogle ubehagelige minder frem, som du ikke helt forstår, og som helt sikkert er virkelig skræmmende. Kære M, jeg håber du ved, at det ikke behøver være så svært for evigt. Det er virkelig svært nu, men du har taget det aller første skridt - at sige det til nogen. Tusind tak fordi du rækker ud. Tusind tak fordi du stadig er her.
Du beskriver nogle virkelig svære situationer i dit brev, og jeg vil derfor gerne starte ud med at fortælle dig, at de bekymringer, du går rundt med om fremtiden, om karakterer, og om du har skuffet dine forældre, er fuldt forståelige. Samtidig vil jeg også gerne fortælle dig, at selvom karakterer betyder noget i forhold til videre uddannelse, er det bestemt ikke alt. Der er mange veje at gå, selvom man ikke har de bedste karakterer. Den skyldfølelse du går med omkring at skuffe dine forældre og dine karakterer, er du ikke alene om. Rigtig mange i gymnasiet føler et enormt pres om at kickstarte deres fremtid og yde sit aller, aller bedste, uanset hvad. Det betyder heldigvis ikke, at du er løbet tør for muligheder for at skabe dig en fremtid. Jeg læser nemlig også dit brev som et lille håb. Som du selv beskriver: "Der er en del af mig, der gerne vil komme videre," og det er en virkelig vigtig del, når du skal tage de næste skridt frem i livet.
Jeg tager udgangspunkt i det håb, som jeg fornemmer, du har i dit brev, og vil derfor gerne give dig nogle muligheder til at tage det næste skridt. Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle dig, hvor du skal ende henne eller hvilken uddannelse, du skal ud på. I stedet vil jeg give dig et par råd om, hvordan du kan søge hjælp til at håndtere det, du står i. Du beskriver selv, at dine selvmordstanker er begyndt at aftage en smule, og derfor tænker jeg, at det er godt tidspunkt for dig at overveje at søge hjælp. Der er flere måder, du kan søge hjælp på, og der er ingen rigtig eller forkert måde at starte på.
Jeg tænker, at et sted at starte, er at tage fat i dine forældre. Du beskriver i dit brev, at de har lagt mærke til, at du har ændret dig. Rigtig mange, der går og kæmper med spiseforstyrrelser og andre store problemer, oplever at folk lægger mærke til at de ændrer sig, men at de ikke forstår hvorfor. Så det er du bestemt ikke alene om at føle. Du kan starte med at tage fat i bare en af dine forældre, enten din mor eller far, eller måske en søskende, hvis du ikke føler, at dine forældre kan bære de problemer, du står med. Fortæl dem alt, hvad du har fortalt mig. Du kan eventuelt vise dem dit brev herind eller skrive dit eget brev, hvor du fortæller, hvad du synes, du kan holde til at fortælle. Det er helt okay at starte med kun at fortælle, at du har haft selvmordstanker længe, eller at du er bange for at skuffe dine forældre, eller at dine tanker om mad og vægt fylder så meget, at du har brug for professionel hjælp. Du kan vælge kun at fortælle dele af, hvad du går og kæmper med, og langsomt fortælle mere, når du føler dig mere tryg i at fortælle det. Dine forældre kan bedre støtte dig i det, du kæmper med, hvis de ved, hvad det er - og du behøver ikke går alene med det længere. Jeg tænker især, at din skyldfølelse omkring dine karakterer, måske kan blive aflivet lidt, hvis dine forældre får at vide, hvad du går og kæmper med.
Du kan også tage fat i en god ven eller veninde og fortælle dem om alt det, der går og fylder. Mange unge oplever, at ens venner og veninder bedre forstår at være der for dem. Det kan også være, at du har større tillid til deres forældre end dine egne, og kan åbne op overfor dem omkring det. Du kan fortælle så meget eller så lidt, som du nu føler, du har tillid til at dele. Du kan gøre det gennem en besked eller et brev, så du ikke behøver sætte dig selv i spotlightet. Det kan være meget grænseoverskridende at skulle stå overfor en anden og fortælle om de hårde ting. Omvendt kan det også være meget befriende at få svar med det samme.
Når du nu går på gymnasiet, er der muligvis også en skolepsykolog tilknyttet. Hvis du har mere mod på at tale med en professionel om det - for nogle er det nemmere at tale med fremmede om det end at fortælle det til dem, der er tæt på - så er det en mulighed at søge hjælp der. Det kan også være, at du har en lærer på skolen, som du virkelig føler lytter til dig og kan rumme dig. Her kan du også vælge at starte. De kan hjælpe dig med at finde bedre hjælp og få givet dig noget støtte, så du ikke skal stå helt alene i alle de her svære ting længere.
Lægen er måske mit bedste bud i denne her situation. Du er 18, så dine forældre behøver ikke blive involveret, hvis du ikke vil have det. Din læge kan henvise dig til en psykolog, som kan hjælpe dig med at få styr på alt det, der går og fylder - nogle gange er psykologer, der ikke er tilknyttet gymnasiet, bedre rustet til at hjælpe dig i lige præcis din situation. Det er ikke fordi skolepsykologen ikke kan hjælpe dig - det er blot en anden måde at søge hjælp på. Begge har tavshedspligt, så du skal ikke bekymre dig om, at de siger det videre til nogen. Derudover kan din læge hjælpe dig med at få givet dig støtte på skolen og eventuelt fremadrettet, så din fremtid bliver overskuelig, mens du får det bedre.
Uanset hvad du vælger, så er det vigtigste skridt at starte og tage valget, at du vil søge hjælp. Det kan kræve rigtig meget mod at fortælle sin omverden om de svære ting, især hvis man skammer sig over det, det har ført til - som det lyder til er dit tilfælde. Det er ikke skamfuldt at være overvældet af svære ting, og at man ikke har været i stand til at søge hjælp. Det er du ikke alene om heller. Vi har mange, der skriver ind, som går og kæmper med lignende problematikker, så du er slet ikke den eneste. Jeg håber, at nogle af de muligheder, jeg har lagt frem, er nogle, du vil overveje og som du kan bruge til at søge hjælp, så du ikke skal stå så alene. Du må altid skrive herind igen, hvis du har brug for det. Du kan også overveje at bruge gruppechatten. Her vil du også kunne møde andre unge, der er i tvivl om deres fremtid, af forskellige årsager. Her er også andre unge i gruppechatten, som har kæmpet med en rigtig svær fortid. Vi er her, når du har brug for det.
De bedste hilsner,
Frida fra Cyberhus.
Relateret indhold
Mine veninder...
Jeg har 2 problemer om næsten den samme ting: Jeg har en rigtig god veninde som jeg går i klasse med. Hun er nok det eneste menneske jeg vælger at kalde mig bedste ven. Vi har det rigtig sjovt sammen, når vi f.eks er alene sammen efter skole. Men i skolen er det næsten som om hun ignorere mig...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
0
