Kære du,

Tak for dit brev! Hvor er det sejt af dig, at du skriver her - godt gået!

Når man begynder at komme i puberteten, hvilket for de fleste sker, når de er mellem 11 og 14 år gamle, begynder man at blive mere og mere opmærksom på sig selv og sin krop. Samtidig begynder man, at blive mere opmærksom på, hvad andre tænker om en og hvad de synes om en. Det kan betyde, at man pludselig begynder at blive meget bevidst om, hvordan man ser ud i forhold til de andre og hvad man godt kan lide og hvad de andre kan lide. Det er en sund opmærksomhed at have, fordi den er med til at gøre en bevidst om, hvem man selv er og hvem andre er i forhold til en. På den måde kan den være med til at forme den person man bliver og være med til at skabe ens identitet.

Men opmærksomheden kan også tage overhånd, og det lyder lidt som om, det er det der er sket i dit tilfælde. Du skriver, at du er bange for at spise foran andre, og at det kun er noget du gør, når du bliver nødt til det, og ikke har andet valg. Og når du spiser foran andre, spiser du kun meget lidt og meget langsomt. De eksempler du kommer med, handler om at spise foran dine klassekammerater eller andre fra skolen, og jeg antager derfor, at du ikke har noget problem med at spise med din familie der hjemme. Det lyder til, at det eneste måltid du springer over der hjemme er morgenmaden, men ud fra din beskrivelse tolker jeg det som, at det mere handler om, at du ikke har lyst til noget at spise på det tidspunkt af dagen, og ikke så meget er et spørgsmål om, at skulle spise foran andre. Sådan er der mange der har det.

Præcis hvad det er der gør, at du er bange for at spise foran de andre i skolen er svært for mig at sige. Måske har du haft en dårlig oplevelse med mad omme i skolen. Måske er du blevet drillet med din madpakke. Måske har du følelsen af, at alle kigger på dig og dømmer dig når du spiser. Måske er det bare kommet ligeså stille, uden du helt ved hvorfor. Måske er der en helt fjerde grund. Uanset hvad er det nu nået til et punkt, hvor du helt er holdt op med at spise i skolen og faktisk får det decideret dårligt bare ved tanken. Du skriver, at det ikke har noget med sult at gøre, for uanset hvor sulten du er, spiser du ikke. Men når du tænker på at spise i skolen får du det dårligt og begynder at svede.

For mig lyder det til, at du er ved at udvikle noget begyndende angst, hvilket netop kan gøre, at man kan få svedeture og få det fysisk dårligt i bestemte situationer. Noget du kan gøre er, at prøve at lave det man kalder en eksponering. Eksponering vil sige, at man udsætter sig selv for det man er bange for, først en lille smule og så mere og mere efterhånden som man bliver tryg ved det. På den måde kan du øve dig i at spise foran andre. Start med bare at spise en lille smule. Fx nogle rosiner, et par mandler, to æblebåde eller lignende. Det betyder ikke så meget hvad det er. Det vigtige er bare, at du øver dig i at spise lidt. Når du så er tryg ved at spise en lille smule foran andre kan du stille og roligt bygge mere på. Du skal nok regne med, at der skal gå mindst en uge i mellem hver gang inden du bygger noget på. Og til sidst kan du måske nå op på, at spise hele din madpakke omme i skolen.

Det kan lyde nemt, når man siger det på den måde, men det er det langt fra. Det tager lang tid at øve sig, og man er nødt til at gå meget langsomt frem. Den første store hurdle du skal overvinde er overhovedet at spise noget foran de andre. Det kan godt kræve et stort tilløb. Og det kan godt være, at du skal prøve til mange gange før det lykkes. Men når det endelig lykkes skal du give dig selv et kæmpe skulderklap, for så er du virkelig nået langt. Og jeg tror også du vil mærke, at når først du har taget den første bid, så bliver det ligeså langsomt lettere at tage de næste.

Udover selv at prøve dig frem med eksponering tror jeg det vil være rigtig godt for dig, at tale med nogen om hvordan du har det. Det kan fx være din mor eller far, en god ven eller en lærer du er særligt glad for og tryg ved. Måske kan de hjælpe dig til at finde ud af, hvad der er årsagen til, at du bliver bange, når du skal spise foran de andre i skolen. Fordi det, at du ikke spiser, er højst sandsynligt et tegn på, at der er noget i dit liv lige nu, der gør, at du ikke trives. Og det at behandle de små ting nu er en rigtig god her-og-nu løsning, men hvis du gerne vil opnå en mere langvarig bedring, er du nødt til også at behandle årsagen til de her ting. I dit tilfælde vil det altså sige, at finde ud af hvad det er der gør, at du ikke spiser. Og den bedste måde at finde ud af det på, er, at tale med nogen om det.

Jeg håber du kan bruge svaret og vil ønske dig held og lykke!

De bedste hilsner,

Stine