Kære Emilie.

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker og bekymringer omkring din vægt og din krop.

Du fortæller, at du har kæmpet med de her tanker omkring din vægt, hvor meget du spiser og din krop i et helt år nu, og at du har kæmpet med alle tankerne uden at sige det til nogen. Jeg forestiller mig, at det må være virkelig hårdt, at skulle gå rundt med så svære tanker helt alene.

Hvis man lider af en spiseforstyrrelse som anoreksi, er det normalt at ens tanker kan være meget ambivalente, og at man ikke ved hvad man skal gøre for at få det bedre. På den ene side synes man måske ikke at man er tyk, og vil heller ikke tabe sig mere og måske vil man gerne begynde at spise mere. Og på den anden side er man måske bange for at tage på, og måske har man slet ikke lyst til at fortælle nogen om, hvordan man egentlig går og har det med sig selv. Netop sådanne ambivalente følelser og tanker kan være et tegn på, at man har en spiseforstyrrelse.

Derfor vil jeg virkelig anbefale dig at tage til din læge, og fortælle hvordan du har det. Så vil din læge snakke med dig, og måske måle og veje dig, og måske også tage nogle blodprøver for at se om du mangler nogle vitaminer og mineraler, og for at tjekke din hormonbalance. Jeg kan sagtens forstå, hvis du hverken har lyst til at tage på, spise mere eller fortælle det til nogen, men ikke desto mindre er det vejen frem, for at du kan få det bedre.

Så selvom du lige nu måske slet ikke har lyst til at fortælle nogen om, hvordan du har det, er det din bedste måde at få det bedre på. Jo før du fortæller det til nogen, jo større er mulighederne for at få det godt igen. Så mit bedste råd til dig vil være, at du skal række ud efter hjælp! Det er ikke så vigtigt, hvem du starter med at fortælle det til. Så hvis du lige nu ikke har lyst til at tage til lægen, kan du snakke med din forældre, en god veninde, en lærer du er tryg ved eller en helt femte om, hvordan du går og har det. Det vigtigste er, at du ikke går med de her svære tanker om din vægt, mad og din krop helt for dig selv.

Det er altså vigtigt at du søger hjælp, hvis du har mistanke om, at du har en spiseforstyrrelse. Også selvom du ikke har lyst eller hvis du føler, at du selv har styr på det. For ingen med en spiseforstyrrelse har kontrol over sygdommen, og derfor kan det blive værre, hvis du ikke får hjælp. Derfor er det vigtigt, at der er nogle som ved, hvordan du har det. Du kan også kontakte LMS som er Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Her kan du helt anonymt chatte eller snakke med rådgivere, som ved noget mere specifikt om spiseforstyrrelser.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, og at det hele kommer til at blive lidt bedre. Du er også altid velkommen til, at skrive med en af vores rådgivere i 1-1 chatten, hvor du også kan skrive og snakke helt anonymt.

Mange kærlige hilsner og varme knus fra

Gro.