Angsten stopper mig i livet

brevkassespørgsmål

Angsten stopper mig i livet

brevkassespørgsmål af
Sophia
23 år
Oprettet 8 måneder 3 uger siden

 

Hej! 

 

Jeg har siden folkeskolen døjet med angst, primært grundet mobning og vidne til de andre fra folkeskolens egoisme og snæversynethed. Jeg har siden 9. klasse prøvet en masse forskellig terapi, som ikke har hjulpet og medicin, som jeg dog slet ikke er meget for, især ikke, når det blot er for at dulme min reaktion på sandheden. Jeg er jo ikke paranoid, men angst af gode og naturlige grunde. Jeg kan bare ikke være som dem, der nærmest som en robot følger normen og går den vej, de tror de er nødt til at gå grundet andres/samfundets forventninger. Så vil jeg nærmest hellere mærke den hårde virkelighed, for det er netop ubehag, der gør os i stand til at handle. Jeg er nu 23, og kommunen vil stadig gerne have, at jeg tager en uddannelse. Jeg tror ikke, jeg i min tilstand vil kunne passe ethvert almindeligt arbejde, og de få “offentlige” jobs, jeg ville kunne passe, kræver en lang uddannelse. Jeg tror ikke, jeg bliver i stand til at tage en uddannelse på almindelige vilkår, og føler virkelig, at systemets krav ødelægger det for sådan nogle som mig. Jeg har derfor overvejet at blive selvstændig og starte min egen virksomhed. Jeg har både idéer og alt, hvad det kræver af mig på plads, og jeg er selv meget positiv over at det nok skal blive godt, og at jeg vil kunne klare det meget godt, måske endda bedre end flere der har en uddannelse bag sig, fordi jeg netop har læst så meget op på det og har mit hjerte med 100%. Jeg har læst om mange unge, endda folk helt ned i 17-års alderen, som starter deres egen virksomhed, fordi de har noget at byde på, som måske ikke kræver en offentlig uddannelse og et sølle diplom. Jeg har det på samme måde, og har så godt styr på mit felt, at jeg føler mig klar til at starte. Men der er 1 ting der holder mig tilbage, og det er andres meninger og mistillid til mig. Selv mine nærmeste, som alle har fulgt “normen” og enten har taget en uddannelse eller er blevet fastansat hos et eksisterende firma, er skeptiske over om det kan lade sig gøre. De overvurderer dét at være selvstændig og undervurderer mig. De tror ikke på mig, og de er ikke engang bange for at indrømme det, når jeg fortæller om mine planer. Det sårer mig utrolig meget, og det er kun dét, der giver mig for meget angst til at turde springe ud i det, og tiden går, og jeg kommer ikke i gang, blot fordi ingen tror på mig. Jeg har endnu ikke nævnt det for kommunen, som stadig gerne vil have mig i beskæftigelse, for jeg er også bange for, at de vil være skeptiske og forsøge at stoppe mig. I princippet er der en lov, der siger, at jeg gerne må starte som selvstændig. Jeg skal selvfølgelig bare afmelde min offentlige forsørgelse, når/hvis jeg begynder at tjene penge og følge alle de praktiske regler. Det vil spare samfundet en masse skattekroner, hvis jeg bliver selvstændig, så hvorfor skal folk være så meget imod det? Jeg er ikke så bange for, at det ikke lykkes mig, som de ikke forventer, for så har jeg da prøvet; jeg er bare bange for det faktum, at folk ikke har tillid til mig, hvilket de jo tydeligt udtrykker. Jeg er bange for at nogen vil forsøge at give mig et dårligt ry, fordi jeg starter uden uddannelse. Kan det passe, at man er nødt til at have et diplom, før folk har tillid til en? Jeg har selv mødt professionelle, som aldrig har taget mere end 9. klasse, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne, når nu jeg har idéen og alt hvad det kræver på plads? Jeg er også bange for, at folk jeg kender, vil blive misundelige, hvis jeg skulle være så heldig, at det kommer til at gå mig godt og at jeg kommer til at kunne leve som selvstændig med min idé. Forresten drømmer jeg ikke om at blive rig, tværtimod ønsker jeg blot at gøre noget godt for verden, og jeg har slet ikke behov for at tjene mange penge, kun nok til at leve. Men... Jeg er bange for, at folk ikke vil se mig få succes, fordi de er vant til, at føle sig hævet over mig, fordi jeg har været på bistand og uden beskæftigelse så længe. De ser slet ikke, hvad jeg har at byde på, og deres mistillid ødelægger alt for mig. Det giver mig uro og jeg mister troen på mig selv, når de ikke kan tro på mig. Jeg ved, at jeg godt vil kunne svare på folks eventuelle spørgsmål, til at jeg ikke har en uddannelse, men jeg føler mig alligevel meget dømt af den årsag. Hvordan håndterer jeg det? :/ 

 

Mvh. Sophia

Svar: 

Kære Sophia

Tusind tak for dit brev. Jeg kan forstå at du går med tanker om at starte som selvstændig, men at du oplever rigtig meget modvilje mod dit ønske fra familie og venner. Det betyder at du bliver angst, som du i forvejen har været i behandling for længe, og derfor ikke kommer i gang. Du udtrykker en klar frustration over den manglende støtte, og jeg kan virkelig godt forstå at det er svært for dig at være i. Langt de fleste, hvis ikke alle, mennesker har brug for at der er nogen som tror på dem og støtter dem, for at de kan trives i deres liv. Når det så er sagt, så kan støtte nogle gange komme til udtryk på misforståede måder. Med det mener jeg at dine nærmeste har fulgt dig længe, og har været vidne til din angst og din behandling som, ifølge dig selv, ikke har virket særlig godt. De har set dig have det svært, og jeg tænker på om de måske er bange for at du vil få det endnu sværere hvis du bliver selvstændig? Tænk over det. Hvis du nu var bange for at noget ville gøre noget andet endnu værre, ville du så ikke også prøve at stoppe det? Eller i hvert fald forsøge. Det kan også kaldes for et misforstået hensyn, fordi det jo i virkeligheden gør dig endnu mere ked af det at de ikke tror på dig, men måske er det deres forsøg på at skåne dig? Altså et hensyn som er skabt i den bedste mening, men som desværre ikke rammer rigtigt. 

Nu ved jeg ikke hvor meget du præcist har forsøgt at snakke med dem om dit ønske om at være selvstændig, og hvor tydeligt du har forklaret hvad det betyder for dig når du ikke føler dig støttet eller forstået, men det er altid en rigtig god idé at være ærlig omkring hvad deres holdning betyder for dit syn på dig selv og din situation. Det lyder jo til at det, lige nu, mest er din oplevelse af deres modvilje som holder dig tilbage, og samtidig er der et pres fra kommunen om at du kommer i beskæftigelse. Så der er flere ting der spiller ind på dit billede af dit eget værd, og så kan det virkelig være svært at høre sin egen stemme. En stemme som, hvis jeg forstår rigtigt, bare utrolig gerne vil prøve af hvordan det er at være selvstændig og rent faktisk få kontrollen tilbage i dine egne hænder. 

Du skriver også at du er bange for at de vil ændre syn på dig hvis du får succes som selvstændig. At de bliver misundelige og vil ønske dig ondt. Selvom jeg godt kan forstå at du gør dig tanker om deres reaktion, så er det umuligt at spå om hvad der kommer til at ske i fremtiden - men én ting er helt sikker: hvis du ikke prøver at blive selvstændig, så bliver du det i hvert fald ikke. Så måske er livet bare for kort til at gå rundt og bekymre dig om hvad der måske vil ske, hvis noget andet måske sker? Som du skriver, så er der flere som har haft succes med at blive selvstændige, og det lyder til at du har både et engagement og et gåpåmod. Det er to meget gode egenskaber som giver dig et godt fundament. Og ja, så har du angsten, og lige nu er den med til at forstærke den tvivl du går med, men du skriver også selv at det er ubehaget ved det uvisse som skubber os fremad, som gør os i stand til at handle. 

Det kan selvfølgelig også være sådan at dine nærmeste bare ikke tror på dig (uden at det er pga. hensyn), og at de vil blive endnu mere ubehagelige hvis du får succes som selvstændig. Hvis det nu forholder sig sådan, så kan du jo spørge dig selv om de er værd at beholde i dit liv? Som allerede nævnt, så har man brug for nogen der tror på og støtter en, og man har ligeledes brug for at lære at give slip på de mennesker (eller ting, følelser, tanker, osv.) som holder en nede; som bryder ned i stedet for at bygge op.

Mit råd til dig er at overveje hvad du vil fortryde mest. At du ikke prøver livet som selvstændig, eller at du prøver og derfor åbner muligheden for enten at få succes eller fejle. Reflektér over, og måske skriv lidt ned til, de følgende spørgsmål: Hvad er egentlig det værste der kan ske? (Hvis du fejler, så ender du vel tilbage der hvor du er nu?) Hvad er det bedste der kan ske? (Måske du kan bevise noget over for både dig selv og dine nærmeste?) .

Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du også er velkommen i vores chat, hvis der er flere spørgsmål som dukker op.

Kærlige hilsner,

Signe

 

 

SigneHs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program