Ny blog om livet med sociale medier

blogindlæg

Ny blog om livet med sociale medier

Skrevet af
Netliv
Oprettet 1 år 9 måneder siden

Velkommen til den nye blog

Bruger du også sociale medier? Interesserer du dig for, hvad det gør ved os mennesker at bruge det? Elsker du at være på Instagram eller Snapchat? Eller synes du det er åndssvagt at være optaget af likes, følgere og streaks? Uanset hvad du synes om sociale medier, så kan det være, at den her blog er noget for dig.

I Cyberhus er vi altid meget interesseret i, hvad der fylder for børn og unge, og noget af det vi ved, der fylder rigtig meget for mange børn og unge (og voksne) er deres liv på nettet og på sociale medier. Men vi har lagt mærke til, at når mange voksne snakker om børn og unges brug af sociale medier, handler det ofte om ulemper ved sociale medier, og ting, som ikke nødvendigvis passer, f.eks. at rigtig mange børn og unge er afhængige af sociale medier. Eller at rigtig mange børn og unge sender upassende billeder, videoer og beskeder rundt til hinanden. Eller at I kort sagt ikke kan finde ud af at opføre jer ordenligt på sociale medier. Det er på ingen måder vores opfattelse i Cyberhus, og vi ønsker, at vi med den her blog kan rette fokus på alle de gode og sjove ting, man får ud af at bruge sociale medier. Men også alle de ting, der kan være svære eller udfordrende. Kort sagt ønsker vi at have fokus på alt det, der kan fylde for DIG, når du bruger sociale medier. 

Hvem er vi? 

Det er Cyberhus selv, der står for bloggen her. Vi er et par stykker, som tager ud på folkeskoler og gymnasier i hele landet og snakker med elever om sociale medier og god stil på nettet. Vi snakker både med dem, der lige har fået deres første smartphone og skal til at lære det onlineliv, og dem, som har brugt sociale medier i mange år, og måske er ved at være træt af det. Vi snakker med dem, som drømmer om at blive youtubere og er begyndt at få følgere, og dem, som oplever, at jagten på likes ødelægger deres humør.

Vi snakker også med elevernes forældre og deres lærere, og hører om, hvordan de oplever børn og unges brug af sociale medier. I bloggen her vil vi bl.a. skrive om nogle af de ting, vi hører fra eleverne, forældrene og lærerne, men vi er også meget interesseret i at høre fra jer, der bruger Cyberhus om, hvad I bruger sociale medier til, og hvad der fylder for jer, når I bruger det eller hvad jeres tanker er om sociale medier. Så skriv endelig i kommentarsporet, hvilket emne, du synes er spændende. Det kan alt fra tidsforbrug, yndlings youtubere, forældre der deler billeder osv osv. Intet emne er for stort eller småt. 

Et sted med plads til alle

Tanken med bloggen er også, at det kan være et sted, hvor I kan dele oplevelser, tanker eller spørgsmål med hinanden og os bag bloggen selvfølgelig. På den måde bliver vi bag bloggen også klogere på, hvad der fylder for jer eller hvad I synes er spændende, udfordrende eller sjovt. Der er ingen spørgsmål, spørgsmål eller holdninger, der er forkerte at tage op. Hvis I har konkrete spørgsmål, kan I også altid stille dem i vores Netlivs brevkasse. Vi vil kigge på de spørgsmål, der kommer ind i brevkassen, og tage nogle af emnerne op her i bloggen. 

Vi håber, at I vil tage godt i mod bloggen, og følge med :) Vi udgiver snart vores første indlæg. Og skriv endelig med ønsker til emner :) 

Masser af cyberkram fra Netlivsbloggen 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program