Never stop smiling er egentlig et at de værste råd jeg over hovedet kan give jer. For selvom det til tider kan virke som den bedste løsning, så er det tit bare fordi den virker nemmest. Men med tiden vil den blive en dårlig vane. Så lyt i stedet til sange og just keep breathing.

Jeg var blot et lille barn, da jeg første gang fandt smilet frem. Jeg var ked af det, men kunne ikke forklare hvorfor. Så når folk spurgte mig om der var noget galt, rystede jeg blot på hovedet og smilede og så gik folk videre. Det var en vane jeg hurtig trak til mig, for den var så effektiv. Og inden det første år var gået, var smilet blevet perment. Nu sidder jeg her 10 år senere med det sammen smil og en smerte der vokser dag for dag.

Min barriere er blevet så stor at ingen kommer forbi og jeg må sige at det er noget så ensomt. Jeg har den seneste uge fået det meget være og har nærmest bare lukket mig inde på mit værelse fanget med det ene angstanfald efter det andet. Og med tårerne rullende hver nat. Men selv når alting er på randen til at falde sammen fortsætter jeg med at smile til omverden. Men hvorfor. Hvorfor er det blevet så vigtig for os at virke som om vi har styr på alting, når vi i virkeligheden er ved at falde fra hinanden. Hvordan skal dem omkring os vide, at vi har brug for et ekstra kram eller et par trøstende ord, hvis vi ikke viser dem hvordan vi har det.

Og jeg ved godt at det ikke altid er så nemt, som det lyder. Men næste gang du tager dig selv i at smile, hvor det egentlig er det sidste du har lyst til. Så træk vejret dyb og prøv om du kan fjerne smilet eller måske bare sige; Nej, jeg er ikke okay. Eller måske blot gå hen til en du stoler på og sig; Jeg har bare lige brug for et kram. Det vil de fleste godt kunne forstå. For vi går alle alene med en kamp og alt for mange af os, skjuler den alt for godt.

So let´s stop smiling and start breathing again.

Knus Musicgirl