Jeg er blevet sorget gang på gang og at lukke et andet menneske ind, er noget af det sværste jeg overhovedet kan forstille mig. Jeg har en meget fin krænse mellem mit ydre og mit indre. Folk omkring mig kan tro at jeg virkelig er begyndt at åbne op for dem, uden at de overhovedet er kommet forbi mit ydre skjold. Men det gør det også svært at elske og at holde af andre. Og det er det denne blok skal handle om, nemlig at man skal huske at elske mens man stadigvæk kan.

Det der er sværste for mig ved at lukke andre ind, er frygten for at miste dem igen. Tanken om at jeg endelig har en som kender mine indre ar og stadigvæk elsker mig som jeg er, er et stort ønske jeg har, men frygten for at miste dem igen er størrer, fordi jeg har oplevet det så mange gange. Man giver livet endnu en chance og tænker; denne gang vil det fungere, men så bliver jorden trukket væk under dig og du ødelægges igen.

Men hvad er livet egetlig værd, hvis man lever den i frygt for at miste? Så mit råd til jer og også til mig selv er:

Elsk i nuet! Er der en omkring dig eller flere, som holder af dig og tænker på dig? Er der nogen som bekymre sig for dig? Så giv dem en chance, for en dag vil de ikke længere være der og så vil det gå op for dig, hvor meget de egetlig betød. Livet er udforudsigeligt og det må vi lærer at leve med. Vi kan ikke kontrolere alt. Men vi bestemer selv hvem vi lukker ind, hvem vi giver en chance og hvem vi tilbringer livet med.

Så hver ærlig, elsk og lev med hjertet, så kan det ikke gå helt galt.

Knus Musicgirl