Angst!

blogindlæg

Angst!

Skrevet af
CamillaA
Oprettet 2 år 7 måneder siden

Jeg tror, jeg taler for mange, når jeg siger, at ingen eller i hvert fald størstedelen af alle mennesker kan ikke lide og skulle stå og fremlægge eller syns, at det at gå til eksamen er virkelig hårdt sådan psykisk.

 

I en del af årene i folkeskolen blev jeg mere og mere eksamens angst og måske lidt bange for de her eksamener. I virkeligheden gør det jo ikke ondt, men man skal præstere noget og helst så godt som muligt. 

 

Min angst kom mest til udtryk i form af gråd og næsten som om, at jeg fik en masse smerter i brystet/brystkassen. Det føltes næsten som om, at der kom et enormt sug indefra og trak hele min brystkasse sammen. 

 

Jeg vil sige med tiden og især efter, at jeg overvandt det at gå til eksamen på VUC har gjort, at min angst er mindre, jeg får det ikke ligeså ubehageligt. Men sommetider hvis jeg hører om små ting fx kan det være adgangskrav til en eller anden uddannelse, så er der et eller andet indeni mig, der syns, at informationerne bliver for meget og jeg bliver ked af det, fordi jeg selv føler, at jeg knokler, men samtidig er bange for, at jeg ikke får det gjort godt nok. 

 

Kravene bliver jo svære og svære og hårdere og hårdere at opnå.

 

Forleden dag skulle vi fremlægge foran klassen og overfor de lærere, vi har i naturfags-fagene(kemi, biologi og geografi). Vi var tre i min gruppe, hvor vi havde som alle de andre i klassen fordelt de forskellige fag imellem os, så en tog kemi, en tog biologi og en tog geografi. Jeg tænkte så bare, at jeg tager biologi. 

 

Men det var faktisk utrolig svært at finde det helt rette at skulle nævne. Det var svært at finde noget i bogen og i de gemte opslag fra læreren. Altså jeg var ved at gå i spåner over, at jeg intet kunne finde. 

 

Så jeg fandt faktisk først de rette informationer på selve dagen, før vi skulle fremlægge. Så jeg kunne ikke rigtig nå at indøve det, så jeg stod med min computer for at kunne tale ud fra det. Det ville jeg selvf ikke gøre til en eksamen, det ville jo være dumt.

 

Men min krop reagerede på en måde som aldrig før, da vi stod og fremlagde. Jeg blev mere og mere nervøs, og jeg koksede i det en lille smule, men hele min krop var bare totalt modstander af, at jeg stod der, selvom jeg ikke var alene. For da vi var færdige med fremlæggelsen, og jeg kunne få noget at drikke og skulle have feedback, så begyndte tårerne bare. Jeg prøvede at skjule dem, men det er svært. Ligeså snart jeg havde tørt dem væk, så kom de igen. Normalt reagerer jeg ikke så voldsomt, men jeg er ret sikker på, at udover jeg var nervøs, så tror jeg samtidig også, at det var noget angst, som plussede op. 

 

Jeg rystede lidt i mine hænder, mit hoved var helt varmt og det var bare virkelig svært. En ting er at sidde foran sin lærer og en censor, men noget andet er at stå foran hele klassen. Man er jo blottet på en måde. Det er ubehageligt og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Men man kan, hvad man vil, man skal bare gøre det. Men det er altid lettere sagt end gjort. J

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program