Seksuelle overgreb
Der er unge, der lever med den hemmelighed, at de er blevet seksuelt misbrugt. Desværre. Mange tør ikke fortælle nogen om det. Og at det er så svært at fortælle andre om seksuelle overgreb er helt forståeligt. Nogle er bange for hvad andre vil tænke. Andre har måske bekymringer om hvad der vil ske hvis de fortæller det til nogen. Nogle holder måske på hemmeligheden fordi de skammer sig og tror de selv er skyld i overgrebene...det er de selvfølgelig ikke.
Selv om det er svært giver det god mening at søge hjælp og fortælle om det man har oplevet. Både for at få hjælp til at stoppe overgrebene, hvis de stadig foregår. Men også hjælp til at få styr på de tænker og følelser som kan fylde og gøre ondt indeni efter at man har været udsat for et seksuelt overgreb.
Nederst i artiklen kan du se, hvor du ellers kan henvende dig og fortælle nogen om overgrebet. Du kan også altid skrive til en af vores rådgivere i vores 1-1 chat.
Hvad er seksuelle overgreb?
Mange tror at seksuelle overgreb skal være fuldbyrdede for at "tælle", men det kan dog være mange ting. I strafferetslig forstand taler man om seksuelle overgreb og seksuelle krænkelser.
- Seksuelle overgreb: Der er tale om seksuelle overgreb, hvis den ene part ikke ønsker den seksuelle kontakt eller bliver lokket, presset eller truet til at gøre noget, som vedkommende ikke har sagt ja til eller forstår konsekvenserne af. I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år, hvilket betyder at seksuelle aktiviteter, hvor den ene er under 15 er ulovligt og strafbart. Et fysisk seksuelt overgreb er f.eks. hvis krænkeren berører ofrets krop eller kønsdele, har samleje med eller tvinger vedkommende til at berøre krænkerens kønsdele. Et ikke-fysisk seksuelt overgreb kan finde sted, hvis krænkeren ikke rører ved ofret, men istedet blotter sig overfor vedkommende, tvinger vedkommende til at se pornografiske billeder eller film, eller tvinger ofret til at tage tøjet af.
- Seksuelle krænkelser: Seksuelle krænkelser er som regel handlinger af grænseoverskridende karakter. F.eks. kan det være at tage en anden på brysterne, at onanere (eller forsøge på det) i fælleslokaler eller at bruge krænkende ord.
Straffeloven skelner mellem de forskellige former for overgreb. F.eks. om der er tale om samleje, anden kønslig omgang end samleje, blotteri, beføling eller beluring, fotografering af barn/ung under 18 eller køb af seksuelle ydelser af barn/ung under 18.
Har du været udsat for seksuelle overgreb?
Hvis du har været udsat for seksuelle overgreb af en voksen eller en, der er ældre end dig, så har du mulighed for at få hjælp fra Kvisten til at forstå, hvad der er sket, og hvorfor du reagerer, som du gør. Kvisten er en frivillig organisation, der arbejder med mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Organisationen har afdelinger i Aarhus, Aalborg og Viborg. Kvisten Aarhus tilbyder både individuel terapi, men også gruppeforløb samt telefonisk rådgivning og støtte og vejledning pr mail. Viborg tilbyder yderligere samtaler i Bjerringbro, Grindsted, Holstebro, Nykøbing Mors, Randers, Silkeborg, Skive og Thisted.
Personalegruppen på Kvisten Aarhus består af erfarne og uddannede psykoterapeuter.
Telefonisk rådgivning og vejledning over mail henvender sig til alle, og er f.eks. brugbart hvis man vil høre mere om, hvor man ellers kan henvende sig med sin egen personlige problemstilling. Du kan finde telefonnummer og mail her. Alle rådgivere er underlagt tavshedspligt.
Kvisten Aarhus’ brugere er både kvinder og mænd over 18 år, der har været udsat for seksuelle overgreb før de var 15 år. De arbejder derfor med de sene konsekvenser af seksuelle overgreb i barndommen, hvilket ofte kommer til udtryk som svære psykiske lidelser eller tunge, psykologiske problemstillinger. Problemstillinger kunne f.eks. være følelser af skyld eller skam, vanskeligheder ved grænsesætning, selvskade, spiseforstyrrelser eller misbrug af alkohol eller andre rusmidler. Kvisten tilbyder også pårørendeforløb, der har til formål at hjælpe pårørende til at forstå overgrebet og overgrebets betydning for ofrene.
Klik her for at læse mere om Kvisten