Drikker nogen gange

brevkassespørgsmål

Drikker nogen gange

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 4 år 1 måned siden

Kan man godt have et alkoholmisbrug selvom man ikke altid drikker lige meget? Hvis man nu drikker vildt meget i nogle periode og så næsten ikke drikker i andre perioder. Det er mest det som gør mig i tvivl ift min far og det er ret hårdt at være tvivl om det er ham eller mig der er noget galt med når jeg synes han drikker for meget.

Spørgsmål og svar er blevet overført til vores nye brevkasse på UngBrus.dk. Se det her.

Svar: 

Kære tvivler.

Mange tak for dit spørgsmål.

Det er et super relevant spørgsmål du stiller.

Du skal vide at din tvivl, deler du med mange børn, unge og  ægtefæller til personer, som har det drikkemønster du beskriver din far har. Det kan være rigtig forvirrende, at han i nogle perioder kan drikke på en måde, så han måske glemmer aftaler og forandrer sig, eks. ved at være tilbagetrukken eller  mere åben, eller måske har store humørsvingninger. Måske får han ikke passet et evt. arbejde. Måske prøver han overfor dig og resten af familien, at skjule det, eller tale om det som om, det bare var en bagatel. Mange benægter eller lyver om, hvor meget de rent faktisk drikker.

Ligeså pludselig som det startede, er det slut igen, og vedkommende lever videre som om intet er hændt. Som familiemedlem står man forvirret tilbage, og er i tvivl om hvorvidt man skal sige noget, eller lade som ingenting. Mange er bange for at sige noget, af frygt for at vedkommende vil blive vred eller såret og måske begynde at drikke igen. Nogle af de unge jeg taler med i BRUS, fortæller om, at det på en måde er værre/tager flere kræfter i de perioder hvor deres forældre ikke drikker, fordi man altid er på vagt overfor, hvornår det sker igen.

Og så er der tvivlen.

Når der er gået noget tid, kan man blive helt i tvivl om hvorvidt tingene rent faktisk skete. Man kan blive i tvivl om hvorvidt man overreagerede og var for nærtagende, for nu opfører forældreren sig jo helt "normalt", og ingen taler om det, der er sket. Jeg har talt med flere, som heller ikke har talt med deres søskende om det. De fortæller, at de eks. gerne vil beskytte mindre søskende, eller skammer sig over at tale om det.

Du skriver, at det er ret hårdt at være i tvivl om, om det er ham eller dig, der er noget galt med, når du synes han drikker for meget. Flere unge fortæller om, at de føler sig forkerte, og er i tvivl om, om de kan stole på  deres egen opfattelse af virkeligheden. Jeg vil sige til dig, og andre unge der læser med: Stol på din egen fornemmelse. Du har helt sikkert ret i, at han har et kompliceret forhold til alkohol, og at han sandsynligvis har udviklet alkoholafhængighed. Jeg er ikke i tvivl om, udfra det du skriver, at han drikker for meget i perioder. Her er det ikke så afgørende, hvor mange genstande han drikker. Det afgørende er, at dem som er omkring ham, oplever at han bliver anderledes, og ikke kan være der for sin familie på samme måde, som når han er helt ædru. Når alkohol er en forstyrrende faktor i famiien, er det for meget.

Det er rigtig godt du skriver. Måske har du aldrig talt med nogen om det, men nu har du taget det første skridt. Du er ikke alene. Man ved, at i gennemsnit 2 i hver skoleklasse både i folkeskolen og ungdomsuddannelserne, kender til at en i familien har et misbrug. Jeg ved fra de unge jeg taler med i BRUS, at flere tror at de er alene om at have en forældre der drikker, og mange er glade for at få taget hul på at få det fortalt til nogle få udvalgte.

Du skal være meget velkommen til at kontakte brevkassen igen. BRUS har også en Chat mulighed hver torsdag kl 18.00-21.00 og fredag kl 10.00-12.00.

På BRUS hjemmeside kan du også se om der er en BRUS afdeling i din kommune, hvor der tilbydes individuelle samtaler og gruppe samtaler med andre unge. Man kan også vælge at tage nogen fra sin famiie med.

Venlig hilsen

Bente

Medarbejder i BRUS

 Spørgsmål og svar er blevet overført til vores nye brevkasse på UngBrus.dk. Se det her.

BenteBRUSs billede
Bente fra Projekt BRUS har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program