alkohol

brevkassespørgsmål

alkohol

brevkassespørgsmål af
julie
15 år
Oprettet 4 år 4 måneder siden

HEJ jeg ville gerne spørge ca hvor meget alkohol % skal der til før man bliver fuld 

Spørgsmål og svar er blevet overført til vores nye brevkasse på UngBrus.dk. Se det her.

 

Svar: 

Hej Julie,

Godt spørgsmål - særligt her i december, hvor alkohol fylder meget i samværet med andre for mange mennesker, særligt i jul og nytåret.

Gad vide om du spørger, fordi du selv har lyst til at prøve at drikke alkohol og har brug for at vide hvad du skal være opmærksomt på. Det kan også være at du stiller dette fine spørgsmål, fordi du oplever andre fulde - måske voksne som du har omkring dig og er interesseret i at vide, hvor meget de egentligt drikker?

En huskeregel: jo lavere alkoholprocent, jo længere tid tager det at blive fuld. Det betyder også noget om alkohol drikkes på tom mave eller man har spist godt inden eller imens alkohol drikkes, særligt fed mad er godt. Så betyder det også noget, hvor stor en krop man har, altså hvor meget vejer man. Er man spinkel af bygning, kommer beruselsen hurtigere, selvom man drikker det samme som en større person. Vil du undgå at blive fuld er det godt at drikke almindelig vand indimellem de genstande du drikker, og ikke drikke for hurtigt. Danskvand eller andet med kulsyre i, fremmer beruselsen.

En almindelig øl -33 cl. dåse/flaske, har omkring 4,6% og betegnes som 1 genstand. Juleøl har 5,7% og special øl har endnu højere %, og betegnes som 1½ genstand.

Vin har en højere % end øl, 12-15% og i en flaske vin på 0.75 liter, er der ca. 6 genstande.

Spiritus er højdespringeren, 38 - 42% så vær virkelig varsom med shots, vodka, rom, gin og drinks. 4 cl. spiritus betegnes som 1 genstand. 

En anden hovedregel er at det ca. tager 1½ time at forbrænde en genstand i gennemsnit. Så derfor er det vigtigt ikke at drikke for hurtigt. Hold nogle gode pauser. Sundhedsstyrelsen anbefaler at man max drikker 5 genstande ved en begivenhed og at kvinder max drikker 7 genstande om ugen og mænd 14 genstande om ugen. At tallet er højere for mænd har noget med det jeg nævnte tidligere, kropsbygningen og hvor stor en procentdel af kroppen der er vand. Socialstyrelsen anbefaling er for at passe godt på kroppen. 5 genstande giver beruselse.

Jeg selv kan mærke i hoved og krop, hvis jeg har drukket 2 genstande. Jeg vil ikke betegne mig som fuld af 2 genstande, men let påvirket.

Har man vænnet sin krop til at tåle flere genstande har man øget tolerancen og der skal flere genstande til før man oplever sig selv fuld. Dog - ens reaktionsevne og sanser er nedsat selvom man ikke føler sig fuld. Derfor kommer mange let tilskade eller gør mærkelige/dumme ting i beruselse.

Hvis dit spørgsmål går mere på voksne omkring dig, så skriv endelig igen i det nye år. Du kan også søge viden på nettet, hvor der er megen viden om alkohol.

God jul og godt nytår til dig 

Lena

 

Spørgsmål og svar er blevet overført til vores nye brevkasse på UngBrus.dk. Se det her.

LenaBRUSs billede
Lena fra Projekt BRUS har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program