Fucking ensom coronatid

brevkassespørgsmål

Fucking ensom coronatid

brevkassespørgsmål af
Den ensomme
17 år
Oprettet 3 år 8 måneder siden

Hej 

Jeg har lige fået vide at vi skal være hjemme indtil d. 4. september. Og jeg holder det simpelthen ikke ud. Sidder med mig selv hver dag og kigger ind i en skærm. WTF er det for et liv. Jeg har brug for mennesker omkring mig og at være sammen med andre på min alder. I stedet for sidder jeg blot her på mit værelse. Det er en total overdrivelse at lukke alt ned og jeg er så vrede på dem der har besluttet det. 

Jeg ved godt I ikke kan gøre for det og kan ikke ændre det, men jeg har brug for at være vred! Og skrive det. Måske I også har et råd til hvor jeg så kan gå hen i Aarhus og møde nye venner og jævnalderne, når jeg ikke må komme i skole!? I en Coronatid!

Svar: 

Hej ’Den ensomme’

Mange tak for dit brev. Det er virkelig forståeligt, at du er frustreret og vred. Det har været en lang og svær tid med mange afsavn, og nu hvor vi endelig troede, det gik den rigtige vej, oplever vi et tilbageslag og yderligere restriktioner. Det er ligeud sagt træls!

Jeg gætter på, du er hjemsendt fra en ungdomsuddannelse. Det må være rigtig frustrerende, da du forståeligt nok har brug for at have mennesker omkring dig og være sammen med dine venner og klassekammerater. For de fleste, og især for unge, er det et stort indgreb i dagligdagen ikke at kunne være social, da vi jo i bund og grund er sociale væsener, der har brug for at være i fysiske fællesskaber med andre.

Jeg tænker, det er vigtigt at huske, at der ikke er tale om en decideret nedlukning af samfundet som tilbage i marts måned, så derfor er der heldigvis en større frihed til at kunne tage ud i verden og mødes med andre på forsigtig vis. Hvis du generelt oplever at have gode venskaber enten gennem din uddannelse eller andre steder fra, vil jeg derfor råde dig til at ses jævnligt med en lille gruppe af venner i din fritid (hvis du altså ikke allerede gør dette). Jeg tænker, det er vigtigt, at du får nogle sociale oplevelser i din dagligdag efter en lang dag foran skærmen. Derudover kan det være en god idé generelt at komme ud af huset; gå en tur eller fx dyrke noget sport, da frisk luft og fysisk aktivitet kan hjælpe på ens psykiske trivsel, særligt i en svær tid.

Hvis du derimod er blevet opmærksom på, at dine sociale behov ikke bliver ordentligt dækkede, enten pga. manglende venskaber, eller at venskaberne ikke lever op til dine behov, kan du overveje at opsøge steder som fx Ventilen (www.ventilen.dk) eller Husrum (www.husrum.dk) mhp. at møde nye mennesker og bryde ensomhed. Du kan også opsøge Ungekontakten i Aarhus (www.aarhus.dk/ungekontakten), hvis du får behov for at snakke med en rådgiver om netop din situation, og det, der er svært for dig i denne tid.

Det er super godt, du er opmærksom på, hvordan du reagerer i denne tid, og at du har lyst til at gøre noget ved det. Jeg håber, du kommer godt igennem de næste ugers hjemsendelse og samtidig får nogle gode sociale oplevelser.

Hilsener herfra

aarhuslouises billede
Iben fra Aarhus kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program