Menstruation

brevkassespørgsmål

Menstruation

brevkassespørgsmål af
Maya
13 år
Oprettet 3 år 1 måned siden

Hej jeg har haft mens i 7 måneder. De sidste 3 gange jeg har haft det har der kun gået 3 uger imellem jeg ved godt den kan være uregelmæssig men den plejer at være ret regelmæssig og så bare fra den ene gang til den anden gang gik der kun 3 uger når der plejer at gå lidt over 4 uger imellem skal jeg være opmærksom på noget eller er det bare sådan det er?

Svar: 

Hej Maya

Mange piger oplever at have meget uregelmæssig menstruation, så du er bestemt ikke alene om at have den her bekymring. 

Det er altså helt naturligt, at menstruation er forskellig fra kvinde til kvinde, og særligt i teenage årene kan være meget uregelmæssig. Med tiden skal menstruationerne gerne blive mere regelmæssige, men der er meget som kan have indvirkning på menstruationerne, blandt andet hvis man træner for lidt eller for meget, pludselig tager på eller taber sig i vægt, eller hvis der sker ændringer i ens livssituation og man for eksempel føler sig stresset eller trist. 

Uregelmæssigheden, kan i nogle tilfælde skyldes PCOS (polycystisk ovariesyndrom), som er en hyppig sygdom hos unge kvinder. Op mod 20 % af alle unge kvinder lider af den. Det er ikke en farlig sygdom, men den er kendetegnet ved at man har uregelmæssige menstruationer.  Typisk behandler man sygdommen med p-piller, og så forsvinder problemerne for de fleste. 

Da du kun har haft din menstruation i syv måneder, vil jeg ikke være så bekymret, men bare give det tid. Det er meget almindeligt at den er uregelmæssig de første mange måneder. 
Hvis du om seks-syv måneder fortsat har meget uregelmæssig menstruation, synes jeg du skal tage en snak med din læge. Bare for en sikkerheds skyld.

Mange hilsner Julie

Julies billede
Julie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program