Hvem bestemmer over mine penge

brevkassespørgsmål

Hvem bestemmer over mine penge

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 3 år 2 måneder siden

Jeg har et arbejde i netto og så sparer jeg penge til at købe noget forskelligt. Problemer er at min mor vil bestemme hvad det er jeg må bruge pengene til men må hun godt det. Det er jo mig der har tjent dem men hun siger at hun må bestemme når jeg er under 18. wtf??

Svar: 

Hej

Tak for dit spørgsmål.  

Jeg kan godt forstå, du finder det frustrerende, at din mor vil bestemme, hvad du må bruge dine penge til. Når du arbejder og får en løn, er det forståeligt, at du gerne selv vil råde over dem og bruge dem som du ønsker.

For til en start at svare specifikt på dit spørgsmål vil jeg henvise til det, der hedder ’Værgemålsloven’. Heri står der, at forældre skal sørge for, at deres barns penge bliver brugt på en måde, så det kommer barnet til gode. Ift. alder står der specifikt:   

§42. Umyndige råder selv over
1) hvad de har erhvervet ved eget arbejde, efter de er fyldt 15 år….

(Se www.retsinformation.dk/eli/lta/2007/1015)

Så i din situation, hvor du er over 15 år, så har du ret til selv at råde over de penge, du tjener gennem dit arbejde.

Jeg kommer til at tænke på, om der mon er en særlig grund til, at din mor vil bestemme, hvad du bruger pengene til? Måske er hun bekymret for, hvordan du bruger pengene og ønsker, at du sparer op eller har penge til vigtige ting i din hverdag. Jeg tænker derfor, det kan være en god idé at snakke med hende og høre hendes begrundelser og samtidig fortælle dine ønsker og behov. Måske kan I lave nogle gode aftaler fremadrettet på baggrund af en sådan snak?

Hvis I kører fast, kan du overveje, om du har en anden voksen i familien eller i dit netværk, der kan hjælpe dig med at snakke med din mor. Ellers kan du/I også søge rådgivning, se fx Ungekontakten (ungekontakten.aarhus.dk)

Jeg synes, det er godt, du tænker over dine rettigheder ift. de penge, du selv tjener. Jeg håber, at du i første omgang kan få en god dialog med din mor omkring det, og at I dernæst kan komme nærmere en løsning og aftale, som du finder god og rimelig for dig.

Du er velkommen til at skrive igen.

Mvh.

aarhuslouises billede
Iben fra Aarhus kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program