Svært at bo derhjemme

brevkassespørgsmål

Svært at bo derhjemme

Hej. Jeg er en pige på 18 der bor hjemme. Jeg har ca. siden jeg fyldte 18 år (september), begyndt at have det rigtig svært derhjemme. Mine forældre er gode, ingen vold eller alkohol eller noget i den stil - jeg kommer simpelthen bare ikke ud af det med dem. Jeg føler ikke længere at jeg passer ind i familien. Jeg har intet tilfælles med dem; ikke deres politiske eller religiøse overbevisning, principsager, måde at leve på, spise på, ting de snakker om osv. - Ingen af de ting de gør eller siger interesserer mig.

Jeg tror godt at mine forældre kan mærke det på mig idet de tit siger jeg er sur eller vrisser eller er urimelig. Jeg prøver virkelig at arbejde på det, men jeg har så svært ved at snakke pænt til dem, fordi jeg ofte bliver så vred på dem uden grund. Jeg føler ikke længere at jeg har behov for at se dem, snakke med dem, eller omgives med dem. Dette er selvfølgelig ret svært for mine forældre, tror jeg. Det har så medført at jeg får en enormt klaustrofobisk følelse af at være derhjemme fordi de hele tiden, eller det føles i hvertfald som hele tiden, prøver at tage kontakt til mig, snakke med mig osv., og dette gør mig virkelig irriteret uden grund. Jeg går til en psykolog en gang i mellem, men i den her coronatid har jeg ikke været til samtale, og det føles meget værre. Jeg snakker lidt med mine veninder om det, men det føles ikke rigtig som om de forstår det. De griner bare lidt og siger "Haha jeg kender ikke nogen som dig, der hader din familie så meget". Og jeg hader slet ikke min familie, jeg elsker dem mere end noget andet, men jeg kan bare ikke bo sammen med dem for tiden, kan jeg mærke. Hver gang jeg er hjemme hos mine veninder virker det altid som om de kommer godt ud af det med hinanden, og det gør de også, i den grad som teenagere nu gør. Dette føler jeg på ingen måde at jeg kan relatere til, og jeg synes det er rigtig svært at forstå når mine veninder f.eks prioterer familie-ting over venne-ting, fordi jeg slet ikke har det på samme måde. Jeg synes det er rigtig svært, og jeg føler mig meget alene med det. Jeg prøver at ses med folk hjemme hos dem så jeg slipper for at være derhjemme, men i virkeligheden har jeg ikke særlig mange venner, hvilket gør det lidt svært. I lang tid (mange år) har jeg haft en stor ensomhedsfølelse, og den er kun blevet værre i denne tid, og det er endnu sværre når de eneste mennesker jeg ses med, er min familie.

Jeg går i 2.g i gymnasiet og derfor er det lidt problematisk for mig at flytte hjemmefra. Mest fordi jeg har rigtig lidt overskud i mit hoved, og jeg føler ikke at jeg ville kunne passe et arbejde. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre - jeg har kigget på lejligheder, men det er meget dyrt at bo i København, og der er ikke nogen af mine venner der har planer om at flytte hjemmefra lige foreløbigt, så jeg kan heller ikke finde en lejlighed med dem.

Jeg er meget fortvivlet, og håber virkelig at i kan hjælpe mig med hvad jeg skal gøre. Jeg føler jeg er ved at få et sammenbrud.

Hilsen Karla

Svar:

Kære dig

Tak for dit spørgsmål.

Det er helt normalt at du, som ung, føler behov for at adskille dig fra din familie, og det er også nu at du begynder at finde ud af hvordan du gerne vil have dit liv. Det kan nogle gange være svært at gøre, hvis ens familie eller forældre lever på en helt særlig måde, som man ikke føler sig knyttet til. Det betyder ikke at man ikke kan finde et fællesskab med sin familie igen, men det betyder at der nogle gange er behov for afstand for at man kan værdsætte hinanden igen. Du skriver også at du oplever en høj grad af ensomhed, og jeg tænker egentlig at det giver rigtig meget mening i forhold, når du ikke føler dig forbundet til din familie lige nu. Det vil ligeledes påvirke dit overskud, som du også selv nævner.

Når jeg læser dit brev, så kan jeg altså mærke at du er presset på flere områder, men samtidig så læser jeg også en begyndelse på udvikling af dig som menneske, og en søgen efter at finde ud af hvad dit liv skal indeholde, hvilke mennesker der skal være i det, og hvad der er vigtigt for dig. Det er en meget vigtigt proces, og du er rigtig heldig at du begynder på den allerede nu, fordi jo mere du kender dig selv, jo bedre kan du også vælge til og fra i dit liv.

I den forbindelse, så har du selv tænkt på at flytte hjemmefra, men der er forskellige ting som gør at det vil være svært. Det får mig til at tænke på hvad du ønsker at opnå ved at flytte hjemmefra? Er det for at opnå noget? Eller handler det måske mere om at komme væk fra noget (Altså din familie)? Grunden til at jeg spørger, er fordi at mennesker rent evolutionært, rigtig gerne vil flytte sig væk fra det der opleves som farligt, og derfor har vores hjerner udviklet sig til at sætte gang i en flugtrespons hver gang noget føles som farligt. Oprindeligt var det en måde at beskytte sig selv på fra vilde dyr, men nu kan selv svære følelser sætte gang i responsen. At flytte sig væk, eller flygte, fra noget som virker farligt, er rigtig tit en nemmere løsning, men det er bestemt ikke altid den bedste løsning. Så måske vil det give mening for dig at tænke over (eller skrive ned) hvilke grunde du har det til at ville flytte væk, at få et arbejde, at blive en del af andre fællesskaber, og så undersøge hvornår det kommer af frygt eller flugt, og hvornår det kommer af et positivt ønske for dig selv. Det kunne fx være "Jeg vil flytte væk for at undgå at skændes" (frygt/flugt) og "Jeg vil flytte væk for at blive selvstændig og lære at passe på mig selv" (positivt ønske for dig selv). Hvis der er flest af de første, så kan du spørge dig selv om hvad det er, i dig, som gør det svært for dig at være i, og hvordan du måske kan gøre små ting hver dag, som gør det nemmere for dig at være i. Det kan fx være at du bruger mere tid på de ting som har betydning for dig, og mindre tid fysisk sammen med din familie. Det kan også være at du skal invitere dem til at deltage i noget der betyder noget for dig, så du også kan vise dem hvad der er vigtigt for dig.

Hvis det nu slet ikke giver mening for dig, så kan jeg også anbefale dig at kigge lidt på mulighederne for at flytte på kollegie. Jeg har fundet en hjemmeside hvor man kan se alle kollegier i KBH, og ansøge om at få et værelse. Du kan se den her. Jeg har tjekket at der også er kollegier som er henvendt til ungdomsuddannelserne, fx gymnasium. I forhold til at have råd, så kan du allerede nu begynde at spare penge sammen af din SU, og evt. tjene lidt ekstra ved at tilbyde dig som hundelufter, babysitter eller lignende. Du kan også blive vikar, og så har du muligheden for at sige nej, hvis de ringer på et tidspunkt hvor du ikke lige kan overskue arbejdet.

Her til sidst vil jeg lige skrive at det er meget forskelligt hvordan man har det med sin familie, men langt de fleste har på et eller andet tidspunkt oplevet konflikter - også dine veninder. Jeg tænker også på om du måske kan spørge dem om hvordan de kommer så godt ud af det med deres forældre? Måske har de nogle gode ideer som du kan afprøve. Ligeledes tænker jeg at du skal kontakte din psykolog for at få en telefonsamtale eller måske en videosamtale. De fleste psykologer tilbyder nemlig alternativer til det fysiske møde i den her periode, og der er også lige så stille ved at blive åbnet op for walks-and-talks.

Jeg ved godt at det er en svær periode lige nu, og at hele corona situationen ikke gør det nemmere. Jeg håber du kan bruge mit svar, og at du kan se den samme begyndelse som jeg kan.

Kærlige hilsner,

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål