snus og stoffer

brevkassespørgsmål

snus og stoffer

brevkassespørgsmål af
jakob
13 år
Oprettet 4 år 6 dage siden

hej 

1. jeg har prøvet snus 4 gange sidste år, vil min tandlæge sige til mine forældre at jeg har taget snus eller vil de ikke sige noget??

2. hvis politiet griber mig i at ryge eller tage snus eller stoffer som cocain eller piller eller hash hvad vil der så ske?

3. hvad hvis min lærer høre eller ser mig ryge eller tage snus eller stoffer udenfor eller i skole tiden vil hun så skrive hjem til mine forældre?

 

Spørgsmål og svar er blevet overført til vores nye brevkasse på UngBrus.dk. Se det her.

Svar: 

Hej med dig

Tak for dine spørgsmål. Det lyder til at du tumler med nogle spørgsmål omkring rusmidler, og det er rigtig godt at du søger rådgivning omkring det.

Jeg tænker ikke umiddelbart at din tandlæge vil kontakte dine forældre på baggrund af, at du har taget snus 4 gange det sidste år.

Det er korrekt at snus kan skade dine tænder, og det vil din tandlæge være opmærksom på, men hvis det drejer sig om 4 gange tror jeg ikke dine tænder eller tandkød har taget skade.

Snus kan misfarve dine tænder, og tandkødet kan trække sig tilbage, så mere af dine tænder bliver synlige. Når tandkødet har trukket sig tilbage, vokser det ikke op igen.

Hvis politiet griber dig i at tage stoffer i form af snus, kokain og piller, så vil de kontakte dine forældre og evt. de sociale myndigheder. Det er ikke for at straffe eller skræmme, dig, men for at sørge for du får noget hjælp og støtte til at stoppe med at bruge rusmidler.

Det er ofte sådan at når helt unge anvender rusmidler, så kan det være fordi de er nysgerrige og gerne vil prøve, hvordan det virker. Men det kan også handle om, at den unge har nogle andre problemer, som de forsøger at dulme ved at bruge rusmidler. I begge tilfælde er det vigtigt at få dels rådgivning om, hvilke konsekvenser det kan have at bruge rusmidler, men også at få hjælp hvis der er nogle problemer som er medvirkende til at der bruges rusmidler.

Der er mange unge mennesker der eksperimenterer med rusmidler, og rigtigt mange holder heldigvis hurtigt op igen. Men der er også en lille del som forsætter og risikerer at blive afhængige. De har brug for hjælp og støtte til at komme ud af misbruget. Der findes heldigvis gratis behandling til unge med rusmiddelproblemer i alle kommuner.

Hvis din lærer ser at du tager snus eller andre rusmidler, så vil din lærer formentlig tage en snak med dig om det, men din lærer skal også kontakte dine forældre. Det er for at du kan få hjælp og rådgivning omkring rusmidler. 

Kender du nogen som vil være god for dig at tale med omkring de her ting? En som du har tillid til, og som sammen med dig kan finde ud om du har brug for noget hjælp?

Det er rigtig flot at du skriver her, for der er mange unge mennesker som går med nogle af de samme tanker og udfordringer som dig. Måske du kan have gavn af at kigge på hjemmesiden www.netstof.dk som tilbyder rådgivning og information omkring alkohol og stoffer anonymt. Der er også en ung -til- ung chat, hvor man kan søge hjælp hos andre unge.

Du er også meget velkommen til at skrive igen. 

Pas godt på dig selv.

De bedste hilsner fra Hanne

Spørgsmål og svar er blevet overført til vores nye brevkasse på UngBrus.dk. Se det her.

Hanne fra BRUS har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program