Kontekst er ALT

blogindlæg

Kontekst er ALT

Skrevet af
Cyberhus
Oprettet 4 år 2 måneder siden

Tak for en god chat!

Hvor var det fedt at holde gruppechat med jer igår på Gruppechat.dk! Vi fik kickstartet året med en chat om brugen af billeder online, og hvor var det fedt at I gad at dele jeres tanker, følelser og oplevelser med os. Chatten blev afholdt i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge, som lige om lidt holder en konference om børn og unges brug (og misbrug) af billeder online. Det er alt fra emojis, selfies, til deling af fake nudes, og flere gange i chatten blev jeg overrasket over hvor mange tanker I har gjort jer om emnet.

Emojis kan hjælpe på forståelsen

Vi talte særlig meget om emojis. Det var det nemmeste for jer at forholde jer til, og I brugte dem allesammen. Nogle af jer havde nogle få favoritter, mens andre legede mere med de mange forskellige emojis der findes. De får derfor også lidt forskellige betydninger, og der var en smule splittelse mellem brugen af emojis som "kun for sjov" eller som "seriøst". Uanset hvad, så var I enige om at de bidrager til en forståelse af et budskab. En af jer skrev: "Ja, altså beskeder kan tit forståes forkert, og med en emoji føler jeg det skaber en stemning og på den måde er det sværrere at misforstå", og en anden tilføjede: "Jeg bliver altid mega usikekrt hvis folk bare skriver en kommentar uden nogen form for emojis eller andet lignende, da jeg ofte tolker det som de er sure." 

Emojis virker dog til at have haft sin storhedstid, og der var flere af jer som mente at de måske er ved at blive erstattet af en skriftlig beskrivelse af stemninger i stedet. Der blev skrevet: "Jeg oplever dog at man generelt ikke bruger emojis suuuper meget mere." og "Det er faktisk rigtigt, folk er begyndt at udtrykke følelser og stemninger mere i ord, som fx. som du selv siger "ahaha"". Det overraskede mig, for jeg har egentlig tænkt at emojis i høj grad blev brugt til både at støtte en sætning, men også til at danne sætninger i sig selv. Hvis du nu sidder og har en mening om det her, så skriv endelig en kommentar!

Selfies handler om at høste anerkendelse

Vi talte videre om brugen af selfies, enten på instagram, snapchat eller lignende (ingen nævnte facebook - bliver det bare ikke brugt mere af jer unge?), og der var, igen, bred enighed om at selfies handler om at man vil høste anerkendelse fra andre. En af jer skrev: "Jeg føler mere at man deler selfies for at få anerkendelse, ikke for at udtrykke følelser eller stemninger.". Det førte os til en snak om at vise det perfekte og det uperfekte, og I oplever at der er en bevægelse væk fra at man kun viser det smukke/perfekte, til at det mere uperfekte (#nofilter) vinder frem. En af jer beskrev det sådan: "Jeg mener at der har været meget fokus på det perfekte og det lever vi med symptomerne på. Derfor er der flere der viser det uperfekte for at ændre synet på sociale medier og vores psyke". Jeg synes det er en super god måde at beskrive det på.

Snapchat blev dog nævnt som et af de steder hvor selfies også godt kan fungere en smule. Her var I dog enige om at KONTEKST ER ALT - det vil sige at det billede man sender skal passe til budskabet, og det skal passe ind i samtalen. Et tomt billede af et gulv eller et bord var ikke et hit. Uanset hvor vigtig en streak er: "Jeg elsker streaaaks, men hold da op jeg er vågnet i panik fordi jeg har glemt at sende snaps. x.x"

Usikkerhed forklædt 

Sidst i chatten talte vi lidt om fake nudes, og om hvorfor man kan finde på at dele nøgenbilleder af andre, og lade som om at det er ens egen krop. En af jer skrev: "Jeg har et par veninder som har gjort det. Det var fordi du var usikre på om deres egne kroppe var gode nok og har følt sig presset til at sende noget. Så de har brugt andres billeder for ikke at skulle tænke, "hvad nu hvis den ikke er god nok". Så igen var I tilbage på at det handler om at undgå sin egen usikkerhed, og søge efter en anerkendelse fra andre, selvom det så er på bekostning af andre. En af jer skrev også at det også kan hænge sammen med catfishing, hvor man bevidst snyder den anden (ved at lade som om man er en anden) for at opnå noget. 

I næste uge

Gruppechat.dk har gruppechat igen i næste uge. Der er det torsdag kl.18-21, og der er delvist åben chat om ensomhed. Det vil sige at vi skal tale om ensomhed, men at der samtidig er plads til alt det andet der fylder. 

Jeg glæder mig til at chatte med jer igen!

Venlige hilsner,

Rådgiver Signe

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program