Snus

brevkassespørgsmål

Snus

brevkassespørgsmål af
Kasper
14 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Hej cyberhus 

jeg har gjort noget dumt.

her foleden dag i skolen fik jeg tilbudt snus af en fra de ældre klasser. Jeg sagde ja fordi jeg ikke ville bakke ud, men nu har jeg fortrudt det meget ved Ikke helt om jeg skal sige det til mine forældre...

Svar: 

Hej med dig. 

 

Tak fordi du skriver herind. 

 

Øv hvor er det træls, at du fik gjort noget du egentlig ikke havde lyst til. Samtidig tænker jeg, at du er blevet en erfaring rigere, og det er altid godt, at blive klogere på sig selv. Fremover ved du i hvert fald, at du skal takke nej til lignede, da du rent faktisk får dårlig samvittighed, og ikke synes det er særlig rart efterfølgende. 

Der kan være mange forskellige årsager til, at du valgte ikke at bakke ud. Måske blev du usikker på, hvordan de andres reaktion ville være, hvis du sagde nej? Uanset hvad årsagen er, er det langt vigtigere, at man mærker efter i maven, og handler ud fra hvad man selv føler, tænker og har lyst til, fremfor hvad andre føler og mener. 
Faktisk kan man hurtigt vinde andres respekt ved, at stå ved sine egne holdninger og lyst. 

Du skriver, at du ikke helt ved om du skal sige det til dine forældre, og det kan godt være lidt svært for mig, at svare på, da jeg ikke kender dine forældre, og heller ikke ved, hvad du har gjort dig af overvejelser ved at sige det til dem.
Hvis du har nogen forældre, som du har et rigtig godt forhold til, så synes jeg fint du kan tage snakken med dem. Så kan du også få deres syn på sagen, og I kan sammen få en god snak om, hvordan man kan sige fra i ligende situationer. 

Omvendt kan du også vælge, at sige til dig selv, at du nu har gjort dig den erfaring på egen hånd: det var ikke rart, hvilket du har lært til en anden gang. Lige nu tænker jeg også, at det er din samvittighed overfor dig selv, som driller, men det skal nok blive godt igen. Jeg kan også fortælle dig, at det ikke har nogen konsekvenser rent helbredsmæssigt, at du har prøvet snus én gang. Det er dog ikke en rar følelse og det smager super grimt. 

Jeg synes i hvert fald, at du er ret sej for at mærke efter, og for at være kommet frem til, at det bare ikke var en rar oplevelse. 

Jeg tror på, at du til en anden gang vil handle anderledes, da du har lært noget fra den her episode, og det er rigtig godt. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner
Helene 

 

 

Helens billede
Helene fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program