Svært valg

brevkassespørgsmål

Svært valg

brevkassespørgsmål af
Jonas
16 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Hejsa Cyberhus

Jeg har længe gået og tænkt over hvad jeg ville efter skolen som uddannelse. Men jeg står med et svært valg fordi jeg vil gerne være Tømrer fordi jeg interresere mig for det men jeg har også lyst til IT fordi jeg kan finde ud af alt muligt på en computer og vil klassificere mig selv som en nørd indenfor computer. Hvad ville i vælge hvis det var jer? Pls svar

Svar: 

Hej Jonas.

Mange tak for dit brev. Det er en stor beslutning at skulle frem til, i forhold til at finde ud af, hvad man gerne vil være og derfor også hvad man først enten skal i lære som eller studere til. Så jeg kan godt forstå, at du synes at det er rigtig svært at skulle vælge om du skal være tømrer eller lave noget med IT.

Til at starte med synes jeg, at du skal vide, at der er mange andre unge, som har det ligesom dig. Det er helt almindeligt, at man som ung har svært ved at finde ud af, hvad man gerne vil læse eller lave. Der er mange muligheder for hvad man kan blive, og samtidig ligger der en forventning om, at man ret tidligt skal vide, hvad man gerne vil. Og det kan være vildt stressende. Men i virkeligheden er det faktisk sådan, at det slet ikke er alle, der ved hvad de gerne vil være i en alder af 16 år. Der er mange som først skal prøve nogle forskellige ting af, før de finder ud af, hvad de gerne vil være. Andre finder måske aldrig helt ud af, hvad de egentlig gerne vil. Og det er helt okay, ikke at vide hvad man gerne vil være!

Du fortæller, at du gerne vil være tømrer eller lave noget med IT. Begge dele lyder som nogle virkelig spændende muligheder! Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med at give et svar på, hvad du skal vælge at de to muligheder. Men jeg kan prøve at give dig nogle råd til, hvad du selv kan gøre, for at blive mere afklaret omkring, hvad du måske gerne vil.

For det første er det rigtig godt - som du også allerede har gjort - at finde ud af hvad der interesserer dig og hvad du godt kan lide at bruge din tid på at lave. Det er i hvert fald en rigtig god start. Fordi det man ender med at lave og arbejde med, er også noget man kommer til at bruge meget af sin tid på, og derfor er det et rigtig godt udgangspunkt, at vælge en retning som man kan se sig selv i. De to muligheder som du overvejer - enten tømrer eller IT - er forskellige, både i forhold til selve uddannelsen og hvad man skal lave og arbejde med bagefter. Uddannelserne kan være forskellige. Du kan derfor prøve at tænke over, om du bedst kan lide at arbejde med et håndværk, hvor der også vil være noget fysisk arbejde, hvor man kommer ud blandt andre og hvor man måske skal arbejde i et team. Eller om du bedre kan lide at fordybe dig i nogle lidt mere nørdede ting (som du selv kalder det) inden for IT, hvor du måske vil sidde meget foran en computer, og muligvis arbejde mere alene. Det er altså en god ide at prøve at tænke lidt over, hvad der passer dig bedst, og hvilken type af både uddannelse og måden at arbejde på, som du godt kan lide. Synes du stadig det er svært at finde ud af, kan du faktisk chatte med en vejleder inde på UddannelsesGuiden. Her kan du stille spørgsmål og få svar på hvilke studier og jobs, der findes, og som måske også kunne passe til dig. Du kan også stille konkrete spørgsmål til hvad uddannelsen og jobbet som enten tømrer eller noget med IT indebærer. 

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogle venner eller med dine forældre om, at du er i tvivl om, hvad du skal vælge? Mit bedste råd til dig er, at snakke med dine venner og dine forældre. De kender dig godt, og derfor kan de måske hjælpe dig med at finde frem til, hvad du skal vælge og hvad der passer bedst til dig.

Jeg håber, at mit svar har givet dig idéer til, hvad du kan gøre. Held og lykke med uddannelsesvalget!

Mange hilsner fra

Gro.

 

 

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program