Mens og kropsbehåring

brevkassespørgsmål

Mens og kropsbehåring

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 4 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg har fået min første menstruation for omkring en måned siden, og en af mine venner siger at efter menstrationen vokser ens bryster meget, men jeg syntes nærmest jeg har opdaget det modsatte, det er som om at de næsten ikke vokser mere??? 

Og så har jeg også tænkt på om man egentlig skal barbere sig..... dernede når man skal være sammen med nogen....????

Kh den anonyme

Svar: 

Kære dig, 

Godt du skriver! Du stiller et par forskellige spørgsmål om kroppen og udseende. Du skriver, at du for omkring en måned siden fik din første menstruation, og undrer dig lidt over, hvad det mon gør ved dine bryster. Selvom vi alle sammen følger ca. den samme udvikling, så er hastigheden og endemålet ofte ret forskelligt fra person til person. Derfor så kan det sagtens være, at dine bryster ikke vokser så meget lige nu, men kommer til at vokse en masse senere, det kan også være de vokser lidt langsommere. Der er ikke meget andet at gøre end at vente og se. Brysterne vokser oftest klart mest i løbet af puberteten, hvor man også får sin menstruation, men de vokser ikke nødvendigvis hurtigt, og det kan sagtens være derfor, du ikke synes, dine vokser lige nu. Giv det lidt tid ;) 

I dit andet spørgsmål spørger du, om man skal barbere sig (dernede), når man skal være sammen med nogen. Her kan jeg lynhurtigt og tydeligt sige, at det bestemmer du helt helt selv! Det er din krop, og du kan gøre med den, som du vil. Der er intet klamt ved at have hår, vi har alle hår. Man kan godt som pige komme til at føle, at man skal de her ting som at barbere sig på kroppen, gå med makeup og generelt se ud på en bestemt måde, men der er absolut intet forkert i ikke at gøre de her ting. Det vigtigste er, at du har det godt med din krop og er glad for den, så hvis du har lyst til at barbere dig, så kan du gøre det, men hvis du ikke har lyst så skal du lade vær. Behåring betyder sjældent det helt store, når man er sammen med nogen, men det er selvfølgelig forskelligt, hvad man synes er pænt. Det er også noget man kan finde ud af sammen, hvis man er sammen i længere tid. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar!

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program