Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
Andrea
13 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej cyperhus

jeg har det meget svært ved at stoppe med at hade migselv og for at jeg ikke skal skærer i migselv er jeg begynt at ryge og jeg ved ikke hvordan jeg skal snakke med nogle om det jeg føler at alle jeg dem jeg snakke med siger en masse bullshit som ikke hjælper hvad skal jeg gøre

Svar: 

Kære Andrea

Nogle gange kan tingene være svære at overskue, og det lyder som om du har det sådan lige nu. Jeg tror mange også kender til den der følelse af at der ikke rigtig er noget der hjælper, men selv om det måske ikke føles sådan, så er det vigtigt at blive ved med at prøve. Ligesom du gør når du skriver her i brevkassen. 

Du skriver at du er begyndt at ryge, for at kunne lade være med at skære i dig selv. Det fortæller mig, at du virkelig prøver at gøre nogle gode ting for dig selv. Nej, rygning er nok ikke en super god løsning, men hvis det er det der kan holde dig fra at skære, så er det jo faktisk noget godt du gør. I det hele taget så lyder det som om du prøver at finde måder til at klare det følelser og tanker som er rigtig svære. Jeg tænker det nok også er derfor du har skåret dig selv tidligere. Fordi det har hjulpet dig til at klare de ting der gør ondt indeni. 

Jeg skriver det her, fordi jeg synes du skal prøve at tænke over det her med rygningen og selvskaden, på en anden måde. Hverken selvskade, eller rygning er selvfølgelig en løsning eller den bedste strategi, til at håndtere det der gør ondt indeni, eller dit selvhad. Men du har dog alligevel gjort forsøg på at håndtere det der gør ondt, og det er faktisk en god ting. Det fortæller mig at du virkelig ønsker at tingene skal være anderledes, og at du arbejder for at det skal ændre sig. 

Det er virkelig godt at du har prøvet at snakke med nogen, men selvfølgelig ærgerligt at du synes de siger en masse bullshit. Du fortæller ikke noget om hvad det er for noget bullshit, så det er svært for mig at dykke så meget ned i det. Men jeg ved at det er svært at tale om selvhad, og andre svære følelser og tanker.
Jeg ved også, at det er det eneste rigtige at gøre, fordi svære følelser, som man går rundt med helt alene, som regel vokser. Man kunne måske tænke at de bliver mindre, hvis man prøver at lukke ned for dem, og undlade at tale med andre om dem. Desværre er det som regel det modsatte der sker. Jo mere man prøver at gemme dem væk, jo mere vokser de, og jo mere gør de ondt. 

Men det er desværre heller ikke sådan at alting hurtigt bliver bedre, hvis man taler om dem. Det tager tid, og nogle gange kan det måske endda føles som om at det hele bliver værre af at tale om tingene. Men selv om det nogle gange kan være svært, så ved jeg også at det nytter, og jeg ved at det i sidste ende er det eneste der hjælper. At få det ud, og få hjælp. 

Vi er alle sammen forskellige, og derfor er det også forskelligt, hvordan vi kan have brug for at tale om det der er svært. Det du har prøvet indtil videre, har ikke fungeret særlig godt for dig. Så jeg tænker du måske kunne overveje at kigge forbi vores chat, og snakke med en rådgiver om hvad det mere præcist er du har brug for. Hvem er det du kunne forestille dig at tale med om de her ting. Hvordan kunne I tale sammen, og hvad kunne du godt tænke dig dem du taler med gør og siger? Sammen med rådgiveren kan du måske komme lidt tættere på, hvad det er der skal til, og hvordan du kan få den hjælp, du ønsker. For jeg er sikker på at du kan få hjælp, og jeg er sikker på at du kan lykkes med at ændre dine tanker om dig selv, så du ikke hader dig selv, som du gør i dag. 

Chatten har åbent hele ferien, og der sidder rådgivere klar til at lytte. 

Mange tanker
Maya 

Mayas billede
Maya fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program