Om at være kærlig overfor dig selv

blogindlæg

Om at være kærlig overfor dig selv

Skrevet af
Stafetblogger
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Af Cathrine, 25 år

Det er omkring 4 måneder siden jeg stoppede i BRUS. Jeg har haft et langt forløb - først i individuel terapi, siden i gruppeterapi og afslutningsvist i mere individuel terapi. Jeg har brugt mange timer på at tale, lytte og prøve at forstå mig selv og min historie med alkoholmisbrug.

Jeg har lært enormt meget af mit forløb hos BRUS. Det vigtigste, jeg har lært, er, at jeg skal være kærlig overfor mig selv.

Det øver jeg mig på hver eneste dag. Jeg har opdaget, at med en opvækst som min, er det ikke noget, som kommer af sig selv. Jeg har ikke været vant til at sætte mig selv først, men derimod at sætte alle andre først. Det er der sikkert en del, som læser med her, som kan genkende.

Jeg har fundet ud af, at der er mange måder, jeg kan være kærlig overfor mig selv på.

I hverdagen handler det, for mig, om at skabe mere fokus på mig selv. Det handler om, at huske at mærke efter, hvad jeg har lyst til og brug for – og så gøre det! Hvad end det er at dyrke yoga, ligge alene på sofaen hele dagen, melde mig syg på arbejde, sige nej til at drikkel øl i fredagsbaren, spise kage eller lave en aftale med en veninde.

Det lyder nemmere end det er. Nogle gange glemmer jeg det. Jeg bliver optaget af at passe ind i krav og omstændigheder omkring mig – og pludselig har jeg glemt mig selv. Når jeg opdager, at dét er sket, kan jeg nemt slå mig selv oveni hovedet med det. Jeg ved jo godt, at jeg skal være kærlig overfor mig selv. At jeg har brug for tid alene, at jeg ikke kan nå det hele, at jeg skal huske at spise frokost. Jeg bebrejder mig selv.

Men så er det, at jeg husker, at jeg skal være kærlig overfor mig selv – også i dén situation. Øvelse gør mester.

Husk, at være kærlig overfor dig selv. Du er vigtig, god og rigtig – præcis som du er.

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program