Af Carina, 28 år

”Livet indeholder så meget – så meget at være taknemmelig for hele tiden. De fleste søger lykken og stiller betingelser. Men man kan kun føle sig lykkelig, hvis man ikke stiller betingelser.”

Arthur Rubinstein

Mennesket søger konstant mening; mening med tilværelsen, mening med dets eksistens og mening med livet. Hvis ikke, det vi foretager os, og det, vi omgiver os med, giver mening, vil vi føle os utilfredsstillede og rastløse – vi vil ikke kunne føle os lykkelige. Vi vil være på konstant jagt efter at finde bare noget, der giver mening i det liv, vi fører – på jagt efter lykken.

Jeg tror, at mennesket har en tendens til at søge tilflugt i misbrug, når der ikke føles til at være mening med tilværelsen, når vi føler os rastløse og forkerte. Når det er svært at lade sin taknemmelighed være styrmanden i sit liv og ikke betingelserne, der omgiver os. Alle former for misbrug er i mine øjne en undvigelsesmanøvre. Vi dulmer os med alkohol, stoffer, spil, mad og overforbrug for ikke at mærke efter og se vores manglende følelse af mening i øjnene. Meningen med tilværelsen, eksistensen og livet skal vi selv skabe – vi har selv et ansvar for at leve det liv, vi føler giver mening for os. Når vi erkender det og handler på det, så tror jeg på, at vi føler os lykkelige.

Handling er også at acceptere, at vi indimellem har brug for hjælp fra vores omverden til at tackle de sorger og udfordringer, som livet også giver os. I sin reneste form kan denne accept og handling gøre hele processen både lærerig og smuk.

En tomhedsfornemmelse

Da jeg mistede min far, fik jeg en enorm tomhedsfornemmelse. Jeg har aldrig været god til at mærke efter og handle på mine egne følelser og tanker – de fandtes, det kunne jeg mærke, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle handle på dem. Indimellem troede jeg, at jeg handlede på mine egne behov, men det var behov, som medafhængigheden gav mig, ikke Carinas behov. Min opmærksomhed og min drivkraft lå hos min far, og min medafhængighed gjorde mig derimod i stand til at handle på min fars følelser og tanker. Jeg selv har altid bare været et hylster – sådan kan jeg bedst beskrive følelsen. Jeg levede for det meste for min fars trivsel, selvom jeg den dag i dag kan se, at jeg kæmpede en kamp mod min far, som jeg ikke stod til at kunne vinde.

For til sidst levede min far kun for sit misbrug. Når jeg skriver det sådan, synes jeg selv, at det lyder ret hårdt. Men det var jo sådan, virkeligheden var. Jeg kunne ikke mærke mig selv. Alt var tomt. Da min far ikke længere var tæt på mig, hvad var der så tilbage?

Et tilbageblik på handlinger begået i håb og kærlighed

Da min bror og jeg en sidste gang fik vores far indlagt, var det mod hans vilje, og han sagde: ”Jeg synes, at I er unfair.” Min bror og jeg kiggede på hinanden og uden at sætte ord på vores tanker, kunne vi se på hinanden, at vi tænkte det samme:

”Hvordan kan han sige det? Vi har lige reddet hans liv”

Virkeligheden var, at vores far højst sandsynligt ville have forladt os de følgende dage, hvis ikke vi havde handlet. Grundet for dårlig tilstand var han blevet sendt hjem i egen lejlighed af kommunen efter et kort ophold på et afrusningscenter i Viborg. Han ville ikke indlægges, så kommunen havde ikke andet valg. Men virkeligheden var pludselig, at næste træk lå hos min bror og jeg. Skulle vi bare lade ham ligge? Skulle vi sidde og se ham dø lige så stille af det misbrug, der fyldte så forbandet meget? Kan man regne med, at et menneske, der er så medtaget og syg af sit misbrug, ved, hvad han siger, når han giver udtryk for, at han ikke orker det mere? Jeg turde ikke tro på min fars ord på det tidspunkt. Jeg turde ikke tage chancen og lade tvivlen bore i mig resten af mit liv. Den dag i dag tror jeg på, at vi tog den rigtige beslutning. På trods af, at vores far skulle igennem flere dage (2,5 måned), der var en kamp mod alkoholen for ham, så fik vi nogle sidste gode stunder sammen. Vigtigst af alt sidder jeg ikke i dag med skyldfølelse, for jeg ved, at vi gjorde, hvad vi kunne.

Selvom vores far i det øjeblik mente, at min bror og jeg var unfair, så er jeg i dag ikke i tvivl om, at vores far har vidst, at alt det, vi gjorde og kæmpede for, var af kærlighed til ham – fordi vi så et menneske, en far, som vi ikke ønskede skulle tabe kampen mod alkoholen. Vi mente, at han havde mere værd end det.

Som medafhængig handler du ofte på håb, og håbet tabte jeg aldrig – det, jeg tabte, var troen på, at det kunne blive godt igen – troen på, at der kunne findes en mening med hele denne galskab.

Jeg tror for første gang min beretning ovenfor er en del af min fortid. I dag håber jeg ikke kun på det gode i livet, jeg tror også på det. Selvom mit forhold til min far var turbulent og gjorde ondt, så var det også godt. Det, jeg kan tage med mig, er en kæmpe læring om, hvor stærk kærlighed kan være mellem mennesker og en kæmpe læring om mig selv. Min fars ønske er, at vi husker ham som den, han var, og ikke det, alkoholen gjorde ham til. Det ser jeg en mening med.

Når jeg tænker på min far den dag i dag, fyldes jeg af lykke – på trods af de udfordringer, som vores relation har skabt for mig. Jeg accepterer dem og handler. Vi kan ikke vide, hvad der vil ske med os gennem livet. Men vi kan bestemme, hvad der sker indeni os – hvordan vi vil reagere, hvad vi vil gøre – og det er det afgørende i sidste ende.

Jeg er fortsat i en proces, hvor jeg hver dag har fokus på alt det, jeg i dag kan vende til noget brugbart. Jeg er ved at lære, at jeg ikke længere behøver at vente på, at en situation skal komme ud af kontrol, før jeg gør noget ved den. Når jeg siger mine udfordringer højt, synes de mere virkelige, og så er det sværere at skubbe dem til side. Det gør, at jeg kan få øje på og tackle situationerne, inden de vokser mig over hovedet.

Derudover har jeg tonsvis i mit liv, som jeg er taknemmelig for. Det er det, som giver mening for mig.