Vælg din egen jul

blogindlæg

Vælg din egen jul

Skrevet af
Stafetblogger
Oprettet 5 år 4 måneder siden

Skrevet af Majken, Behandler i BRUS

I BRUS møder jeg mange børn og unge, som kæmper med rusmidler i deres familie. Kampen foregår hver dag, men blive ofte særligt hård i julen.

I julen sættes alt på spidsen, følelser, roller, praktik, relationer og rammer. Alt hvad der er svært i hverdagen bliver særligt svært i julen, fordi forventningerne er høje til, hvordan julen skal udspille sig. Vi har både vores egne forventninger og traditioner for, hvad julen skal være. Vi spejler os i blanke facader, vi har set hos dem vi kender, og den jul der holdes på instagram, Facebook og i Disneys Juleshow.

Virkeligheden er, at det er meget svært for os alle, at holde en Disney jul derhjemme. Hvis man har en forælder, der er påvirket af rusmidler, er ked af det, eller har tømmermænd, er det en fuldstændig umulig opgave.

På overarbejde

Mange unge fra familier med rusmidler, har en lang historie med at tage det ansvar, deres forældre kan have svært ved at løfte. I julen bliver mange fanget i, at prøve at lave om på det der er. De prøver at kompensere for, det der mangler. De køber de gaver, mor har glemt, eller sætter det træ på fod, far sparkede til, da han blev vred. Skjuler for de yngre søskende at stemningen er dårlig, eller at risengrøden er brændt på, fordi mor gik i skuret.

I BRUS høre vi mange historier om en følelse af skyld eller skam over ikke at slå til, ikke at kunne redde julen for de andre, om at være på overarbejde og opleve enorme mængder af stress.

Dilemmaer

Mange unge står i dilemmaer til jul, fordi rusmidler har skadet relationerne i familien. Her er nogle af dem jeg har hørt i BRUS.

”Skal jeg tage med til julefrokosten, når jeg frygter, at min far kommer op at slås med sin bror ligesom sidste år”

”Min søster er sur på mig over, at jeg ikke holder jul med familien, fordi mine forældre drikker”

”Hvad gør jeg, hvis far og mor kommer op at skændes, inden anden kommer på bordet?”

”Jeg vil meget gerne med til min Mormors julefrokost, men jeg har ikke lyst til at være sammen med min mor, når hun er skæv”

Mange af disse dilemmaer hænger sammen med en pligtfølelse, der dikterer hvad "man" skal og bør i julen. Pligtfølelsen kan nogle gange være afslået fra, det der faktisk er muligt og den kan diktere strenge krav om, hvor meget man skal kunne klare, eller være med til i julens navn.

Vælg din egen jul

Der er mange grunde til at julen kan være svær, men der er en overordnet løsning.

Mærk efter i dig selv

Hvis den her jul skal være den, hvor du har det bedst muligt, hvordan skal den så være?

Hvis du giver slip på skal og bør, hvad virker så mest logisk at gøre?

Hvilke rammer skal der være omkring din jul?

Hvem vil give dig glæde at holde jul med?

Hvordan skal du bruge din tid og energi, så du også hænger sammen til nytår?

Pas på dig selv, vær dit eget kompas, du er vigtigst. Hvad nytter det, at det ligner en Disney jul, hvis du bare er ked af det i den?

Held og lykke med at vælge den jul der er bedst for dig.

Kærlig hilsen

Majken

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program