Må jeg bo alene ?

brevkassespørgsmål

Må jeg bo alene ?

brevkassespørgsmål af
Jón
15 år
Oprettet 5 år 5 dage siden

Jeg bor på Island atm sammen med mine forældre. Jeg har en dansk statsborgersret og en søster der bor i Danmark og boede der i 12 år. Men mit store spørgsmål til dig er. 

Må jeg godt flytte til Danmark alene efter folkeskole når jeg skal i gymnasium hvis mine forældre betaler for lejliheden eller er det ulovligt. Jeg har bare mega meget lyst til at gå i gymnasium i Danmark. Hvad skal jeg gøre og hvad er mine mulgheder !! 

Svar: 

Kære dig.

Det vil ikke være ulovligt, hvis du vælger at flytte alene til Danmark, når du har færdiggjort din folkeskole på Island. Det lyder rigtig dejligt, at du har meget lyst til at gå på gymnasiet i Danmark. Men jeg vil råde dig til, at snakke med dine forældre om, hvad dine muligheder er. I kan prøve at snakke lidt om fordelene og ulemperne ved det. For selvom at det er en stor drøm for dig, og at det lyder rigtig fedt at skulle gå i gymnasiet i Danmark, vil det måske også blive lidt hårdt. Det vil måske kræve meget at skulle flytte hjemmefra og bo alene, når du kun er 15 år. Du vil selv skulle stå for at købe ind, lave mad, vaske op, gøre rent osv. Samtidig kræver det også meget at gå i gymnasiet og få lavet lektier og afleveringer.

Hvis det er for stort et spring at tage ved både at flytte fra Island, flytte hjemmefra, flytte til Danmark og starte på gymnasiet, kunne det være at det ville være en mulighed at vælge et kostgymnasium. Dette er et gymnasium hvor man bor på et kollegie som er tilknyttet skolen. Der ligger fem kostgymnasier på Sjælland, to på Fyn og syv i Jylland. Så der er nogle forskellige at vælge i mellem. Du kan læse mere om de forskellige kostgymnasier herEt kostgymnasium er en mellemting mellem det at bo hjemme og at bo hel på egen hånd. Du vil være mere på egen hånd og har et større ansvar for at klare din skolegang og din egen hverdag, end hvis du boede derhjemme. På en kostskole vil du bo under gode forhold, hvor der er visse rammer, du skal indordne dig under og der vil også altid være voksne i nærheden.

Så hvis du rigtig gerne vil flytte til Danmark og hvis dine forældre også synes at det vil være en god ide, vil jeg forslå at undersøge de forskellige kostgymnasier og se om det ville være en mulighed.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og finde en løsning på, om du ender med at tage til Danmark og gå på gymnasiet.

De bedste hilsner

Gro

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program