Har det svært

brevkassespørgsmål

Har det svært

brevkassespørgsmål af
Lolla
13 år
Oprettet 5 år 2 måneder siden

Hej

Har det virkelig svært for tiden. For et halvt år siden kom jeg i en ny klasse fordi min gamle skole kun gik til sjette så jeg skulle ud på en ny og større skole med mine venner. Kom i en LORTE klasse. Drengene er virkelig dominerende fordi vi kun er 7 piger i klassen. De taler ikke pænt til mig og er nogle røvhuller efter min mening. Jeg har næsten ingen venner i klassen kun to måske tre så to en halv. Oven i det syntes jeg ikke vi lære noget i flere af vores timer. Min bedste veninde K er kommet i en anden klasse end mig og jeg føler jeg er ved at miste hende vi var altid sammen men nu er vi aldrig. Det er svært og se hende få mega mange nye venner. Hader at stå på sidelinjen. Græder mig nogle gange i søvne. Mine forældre ved det godt men de kan jo ikke gøre så meget. De ved heller ikke at keg har det så slemt som jeg har det.

Har virkelig brug for hjælp til hvordan jeg kan blive mere positiv og komme igennem den her svære tid.

Svar: 

Hej Lolla

Det lyder til, at der er rigtig mange ting, der fylder lige nu, og jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at være dig lige for tiden. Derfor er det rigtig godt du skriver, og jeg håber mit svar kan hjælpe dig til at komme igennem den svære tid.

Nogle gange kan det være virkelig uoverskueligt og overvældende, når der sker forandringer i vores liv, fordi tingene ændrer sig, og man måske føler, at det hele ramler sammen omkring en. Det lyder lidt til, at det er det, der er sket for dig efter, at du har skiftet skole. Dit skoleskift har både medført, at du er startet i en ny kasse, har fået nye lærer, skal skabe nye venskaber og oven i det er din bedste veninde kommet i en anden klasse, hvor hun har fået nye venner. Det er mange nye ting på kort tid, og der er ikke noget at sige til, at det kan være svært at tackle alle de ændringer på én gang.

Noget af det jeg tror kan være en hjælp for dig, er at dele dine tanker og følelser med nogen. Du gør det allerede ved at skrive her i brevkassen, men jeg synes også det er vigtigt, at du snakker med nogen som du er tryg ved om alt det, der fylder lige nu. Det er så hårdt at gå og tumle med sine tanker og følelser selv, og det fornemmer jeg også du mærker, når du skriver, at du nogle gange græder dig selv i søvn. Det kunne måske være rart at snakke med en lærer, som du har det godt med, om de ting der fylder i skolen. På den måde kan lærerne for eksempel blive mere opmærksomme på drengenes opførsel i klassen, og de kan blive klar over, at du ikke altid synes du lærer noget i timerne, og måske begynde at udlevere andre opgaver, som passer til dit niveau. Min pointe er, at det en stor hjælp for os selv, når vi deler vores tanker og følelser, fordi det giver vores omgivelser en mulighed for at støtte os og komme med forslag til forandringer. Netop derfor synes jeg også du skal være ærlig og fortælle dine forældre alt om, hvordan du har det. Det kan være svært for dem at vide, hvor slemt du egentlig har det, hvis du er god til at skjule det for dem, og hvis du er ærlig overfor dem, så tror jeg, at de vil støtte dig til at tackle de udfordringer du møder, og sammen kan I måske finde frem til løsninger, der kan gøre hverdagen lidt nemmere for dig lige nu.

I forhold til din veninde, så kan jeg virkelig godt forstå, at du savner hende, når I tidligere har været så meget sammen. Det er helt forståeligt, at det er svært at se hende få mange nye venner, når du samtidig føler, at du er ved at miste hende som ven. Selvom I ikke ses så meget lige nu, så tror jeg ikke nødvendigvis det betyder, at I er ved at glide fra hinanden som venner. Det kan i stedet være et udtryk for, at hun, ligesom dig, har brug for lidt tid til at vænne sig til de forandringer hun også oplever efter at være begyndt i en ny klasse, og derfor er fokuseret på at falde godt til. Du kan måske prøve at tage kontakt til hende og spørge om ikke I skal ses en dag efter skole. Det kan være, at det vil være rigtig rart for jer at snakke med hinanden om, hvordan det har været at starte i en ny klasse. På den måde I kan dele jeres erfaringer og give hinanden gode råd til, hvordan I får det rart på den nye skole.

Når det kommer til at få nye venner og falde til i klassen, så tror jeg, at det nok skal komme. Det tager tid at falde til i nye omgivelser og blive tryg ved nye mennesker, og derfor er det helt naturligt, at du indtil videre kun har fået et par nye venner. Vær tålmodig og tro på dig selv, så er jeg sikker på, at der nok skal blomstre nye venskaber op. Pøj pøj med det hele.

De bedste hilsner

Maren

 

Marens billede
Maren fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program