Rød bule i midten af penis

brevkassespørgsmål

Rød bule i midten af penis

brevkassespørgsmål af
Den anonyme
14 år
Oprettet 5 år 2 måneder siden

For nogle dage siden begyndte jeg at få ondt ca i bunden af skambenet når jeg trykkede. Det udviklede sig så i går til en ret stor rød bule på min penis som bare føles, som ekstra hud men ser hævet ud - den gør lidt ondt. Mit spørgsmål er om det er noget jeg skal være bange for eller gå til læge med jeg ved ikke hvad det er.

hilsen snart meget nervøs dreng på 14

Svar: 

Hej med dig,

Hvor er det godt du skriver.

Det kan være svært at bedømme sådan en bule uden at se den, så derfor vil jeg råde dig til at gå til lægen og få den undersøgt. Lægen har set sådanne ting mange gange før, og derfor skal du ikke være nervøs eller pinlig over at gå til lægen med det.

Ømhed ved skambenet og en rød, hævet, let øm bule på penis kan skyldes mange ting. Det kan bl.a. skyldes at der er gået betændelse i en hårsæk eller en fedtkirtel, hvilket er helt ufarligt. Det kan også være en form for eksem. Hvis bulen sidder oppe i lysken, kan det være en hævet lymfeknude eller et brok. Hvis du er seksuelt aktiv kan det også skyldes en kønssygdom, og derfor vil jeg råde dig til ikke at have sex med nogen før du har fået det undersøgt. Det er også vigtigt, at du har god hygiejne og holder området rent.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Bedste hilsner,

Emilie, Læge

EmiliePis billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program