Var det en fejl

brevkassespørgsmål

Var det en fejl

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 5 år 3 måneder siden

hej, 

jeg var til en fest for en måned siden hvor jeg nussede lidt med en dreng på samme alder. Inden jeg kom havde jeg drukket lidt men vi havde det hyggeligt..... jeg troede han kunne lide mig og jeg havde aldrig troet at han var en player.... han har nusset med en masse andre piger inden.... nu er der gået en måned og han har bare opført sig totalt normalt som om ingen ting skete. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare glemme det? 

Inderst inde kan jeg godt lide ham tror jeg...

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan virkelig godt forstå, at du bliver irriteret, når ham du måske godt kan lide ikke reagerer efter I har hygget Jer for en måned siden. Du er slet ikke den første, det er sket for. Mange oplever at være sammen med en dreng til en fest og så når man kommer i skole eller hvor man ellers ses, så er det som om der slet ikke er sket noget. Det kan være rigtig frustrende og man kan faktisk godt blive ret ked af det. 

Du skriver, at ham her fyren også har nusset med en masse andre piger. Det er selvfølgelig ikke sjovt at vide, hvis du er gået hen og blevet lidt glad for ham. På den anden side så kan det være, at det for ham er "normalt" at nusse med forskellige piger. Det kan så betyde, at han slet ikke tænker på, om du kan lide ham eller at det, at I to nussede var et tegn på, at der kunne være noget. Det kan være, at han bliver overrasket, hvis du siger til ham, at du godt kan lide ham. Og hvem ved? Måske kan han også godt lide dig. Det gør det da værd at fortælle ham, at der faktisk var mere i det for dig. 

Du skriver, at han har opført sig som om ingenting var sket. Du kan også vende det om og spørge dig selv, om du har opført dig anderledes? Det kan selvfølgelig sagtens være, at du har det, men det kan også være svært, hvordan man lige skal opføre sig. Nogle gange er drenge bare lidt langsomme og faktisk kan det også sagtens være, at han er for genert til at sige noget til dig og derfor er det lettere at lade som om det ikke er sket.  

Uanset hvad så er det ikke til at sige, om han kan lide dig med mindre du spørger ham. Det kan selvfølgelig godt være, at der ikke var mere i det for ham. Men det kan jo også være, at han har gået og tænkt det samme om dig og har været for genert til at sige noget. Hvis du har mod på det, så er det jo bare at fortælle ham det eller skrive noget til ham, så han kan regne ud, at du går og tænker lidt på ham. Uanset hvad du vælger, så vil jeg ønske dig held og lykke med det. 

Venlige hilsner fra 
Signe M.  

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program