Nettet holder øje med dig

blogindlæg

Nettet holder øje med dig

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 5 år 4 måneder siden

Alle de spørgsmål

Tusind tak for en rigtig god gruppechat igår. Selvom emnet om persondataforordningen var lidt tungt, så var I rigtig gode til at deltage og stille spørgsmål. Der var nogen af jer som allerede kendte til den, mens andre vidste meget lidt. Men fælles for jer, var jeres nysgerrighed på hvad det betyder for jer, og hvordan I bedst kan passe på jer selv. Det var super fedt at opleve, og Catrine var også imponeret over jer. 

Youtube, facebook og alle de andre sociale medier

De sociale medier har oplysninger om dig, og det kan være uklart præcis hvorfor de har dem, og hvad de skal bruge dem til. Det førte til en snak om de reklamer, som bliver vist på de sider hvor du bevæger. Hvert like, hvert klik og hver reaktion er med til at påvirke de reklamer, og selvom det måske er ting der interesserer jer, så kan det være skræmmende hvordan de forskellige sider på nettet taler sammen. En af jer skrev: "Men jeg har faktisk også lagt mærke til det på Facebook - altså søger jeg på noget, får jeg pludselig facebookreklamer med det. Og det gør mig egentlig ikke noget, fordi det jo selvfølgelig er emner, jeg er interesseret i. Det er mere det om, at min telefon eksempelvis ved hvornår jeg går i seng og sådan set alt, jeg gør på en dag." 

Der var også nogen af jer, som ikke havde lyst til at jeres oplysninger skulle bruges til reklamer, og her blev AdBlocker nævnt som et godt værktøj til at beskytte sig. En af jer skrev: "jeg kan sige så meget min adblocker har samlet holdt ca 100000 reklamer væk fra mit ansigt på yt i den tid jeg har haft den model på", og Catrine tilføjede: "Den er et slags skjold, som beskytter mod at der indsamles oplysninger om, hvordan I færdes på nettet. Og så kan man ikke sende jer målrettede reklamer. "

Men hvad må virksomhederne så egentlig? 

Hver gang du accepterer købsvilkår eller brugervilkår, så siger du ja til en hel masse ift. hvordan virksomheden må bruge dine oplysninger og hvilke rettigheder (eller mangel på samme) du har. I persondataforordningen, er det blevet et krav at det skal være let og overskueligt at vurdere hvad man siger ja til, men der er stadig mange som ikke læser det. En af jer skrev: "men det er jo ret svært at læse 20 sider med store bogstaver. Altså folk vælger jo selv at de bare trykker "acceptere" når de giver lov til noget, uden at læse vilkårene". Det kan f.eks. være når du køber noget, og du så giver virksomheden lov til f.eks. at bruge (eller sælge) oplysningen om hvad du har købt, til at målrette reklamer til dig. En af jer beskrev det rigtig fint i en cykel-metafor: "Der står jo heller ingen steder med småt, at cykelhandleren må bruge din cykel når de vil. Når du har købt noget, ejer du det, og så synes jeg er virkelig at lige meget hvad der står med småt, burde man ikke have lov til at "medeje" en solgt genstand."

Og heldigvis er det også een af de ting som persondataforordningen skal beskytte jer imod - at jeres oplysninger ikke bliver brugt til alt mulig andet end det som er nødvendigt for den handling I udfører. Det kan f.eks. være at jeres adresse, når I køber noget på nettet, kun må bruges til at sende pakken med - og medmindre I har lavet en profil (og givet virksomheden lov til at gemme adressen), så skal virksomheden slette den bagefter (da det ikke længere er en nødvendig oplysning). 

Anonyme rådgivninger - eller hvad?

I var også rigtig seje til at stille spørgsmålstegn ved anonymitet online, og særligt i forbindelse med de anonyme rådgivninger. Det gælder også Cyberhus.dk og Gruppechat.dk, hvor vi kom ind på en snak om hvilke begrænsninger der er på anonymiteten. Både på Cyberhus.dk og på Gruppechat.dk har vi underretningspligt, hvilket betyder at vi har pligt til at underrette enten kommunen eller politiet, hvis vi vurderer at et barn eller en ung er i risiko for mistrivsel. Men fordi man er anonym, så kan vi kun lave en "normal" underretning hvis barnet eller den unge selv giver os detaljer om skole, adresse, fulde navn, cpr. nr. eller lignende persondata. Der kan dog være tilfælde hvor vi vurderer at barnet eller den unge er i AKUT livsfare, og ikke selv er i stand til at underrette f.eks. 112, så kan vi kontakte POLITIET med vores bekymring, og de kan så, hvis de vælger at gøre det, spore barnets eller den unges IP-adresse, og MÅSKE finde frem til barnet eller den unge. Som rådgivere har vi altså IKKE adgang til IP-adresser, og du er derfor stadig anonym for os. Du kan læse mere om det her på Cyberhus eller her på Gruppechat.dk

Stil spørgsmål og vær kritisk

Men hvor er det bare fedt at I stiller så mange spørgsmål, og er kritiske når I er online - også når I bruger anonyme rådgivninger. Jeg håber I vil blive ved med det - både fordi det stiller krav til tydelig information fra virksomhedernes side, og fordi det gør jer i stand til at bruge jeres rettigheder. I den forbindelse skriver Catrine: "Prøv at læse om digitalt selvforsvar på www.dataethics.eu. Her er gode tips og tricks."

I næste uge

På næste torsdag handler chatten om at være barn og ung i en familie hvor rusmidlerne presser. Det er med særligt fokus på at vi går ind i julefrokost sæsonen, og at det kan være rigtig svært med al den alkohol. Vi får besøg af en gæsterådgiver fra BRUS, og det er rådgiver Sophie som har chatten.

Jeg glæder mig til at chatte med jer igen til december! 

Kærlig hilsen 

Rådgiver Signe

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program