Menstruation

brevkassespørgsmål

Menstruation

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Jeg er en pige på 13 år har haft menstruation i 2 år nu, men jeg har misset min menstruation i over 70 dage nu, og jeg er bange for at sige det til min mor. Hvorfor har jeg ikke haft menstruation i så lang tid Hvordan skal jeg sige det til min mor

Svar: 

Hej med dig.

Menstruationen kan blive påvirket af mange forskellige ting, så det sker ofte, at der er nogen udsving. For det første, så får man ikke menstruation når man er gravid. Jeg ved ikke om du har haft sex med nogen, men hvis du har det, så skal du i første omgang tage en graviditetstest, for at finde ud af om du er blevet gravid. Menstruationen kan også blive påvirket af mange andre ting, feks. hvis man laver meget motion kan menstruationen komme sjældnere end den plejer. Hvis man ændre kostvaner til meget fedtfattig kost, så kan det også nogle gange påvirke menstruationen fordi kønshormonerne som styrer menstruationen er bygget op af fedt. Det samme sker hvis man har en spiseforstyrrelse, fordi kroppen simpelthen ikke får næring nok til at danne hormonerne. Hvis man er stresset kan man også få uregelmæssig menstruation. Stofskiftesygdom kan også gøre menstruationen uregelmæssig. Hvis der er cyster på æggestokkene kan det også give uregelmæssig menstruation.

Hvis du har haft sex, så synes jeg, at du i første omgang skal tage en graviditetstest. Hvis du ikke har haft sex, så behøver du slet ikke spekulere på graviditet da det er helt udelukket. Lige meget hvad, så synes jeg du skal sige det til din mor. Hvis det er svært, så kan du feks. spørge hende, om hun nogensinde har haft uregelmæssig menstruation. De fleste kvinder oplever uregelmæssige blødninger i løbet af deres liv, så det kan sagtens være, at din mor har oplevet det samme. Det er ofte sådan, at man tænker det er meget slemt at fortælle sådan noget, og når man så får det sagt, så var det meget nemmere end man havde forestillet sig. Jeg tror, og håber, ikke at din mor bliver sur, for det er jo ikke din skyld, og du kan ikke gøre for det. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Hilsen fra Lea

Leas billede
Lea fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program