hvordan kommer jeg igennem det?

brevkassespørgsmål

hvordan kommer jeg igennem det?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej, Jeg mistede som 14 årig min mor meget pludseligt da hun fik en blodprop i hjertet. Det har taget rigtig hårdt på mig, på mange forskellige måder. Først og fremmest savner jeg hende ufatteligt meget, da hun samtidig var min veninde som jeg kunne snakke med alt om. Jeg føler mig også utrolig ensom og tom indeni selvom jeg er omringet af folk. Jeg er under behandling på psykiatrisk afdeling og har fået konstateret en svær depression og en grad af PTSD. Jeg har været på diverse piller, men intet har hjulpet mig igennem mine problemer. Jeg er løbet tør for ideer til hvad jeg kan gøre, for at stoppe min tanke fra denne usunde vej med at jeg ville ønske mit liv sluttede i morgen.

Svar: 

Kære du.

Hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet din mor. Det gør mig rigtig ondt, og jeg kan virkelig godt forstå, at det har taget utrolig hårdt på dig, specielt når du skriver, at det var pludseligt. Sådan nogle oplevelser kan virkelig rive gulvtæppet væk under en, og mange oplever, at det kan tage rigtig lang tid at finde fodfæste igen bagefter. Du skriver, at din mor var mere end bare din mor, at hun var en veninde, som du kunne snakke med alt om, og det lyder til, at I har haft et helt fantastisk forhold og altid været der for hinanden.

Med så kærligt, varmt og tæt et forhold du har haft til din mor, så kan jeg som sagt virkelig godt forstå, at det har ramt dig hårdt. Og savnet vil nok aldrig forsvinde helt, men jeg er sikker på at den med tiden vil blive lettere at bære. Nogle dage vil måske gå, hvor man slet ikke tænker over det, mens man på andre dage vil opleve, at et minde pludselig popper op i hovedet. Det kan være et minde, der gør dig en smule trist i øjeblikket, men det kan også være et minde, som får dig til at smile. Det vil være forskelligt, men jeg håber, at minderne med tiden mest af alt vil blive en påmindelse om, præcis hvor dejlig og fantastisk din mor var. Det minder mig lidt om et citat, som går: "Hvor er jeg heldig at have haft noget, som gjorde det så svært at sige farvel", for sorg og at savne er naturlige følelser, som vi oplever, når vi mister nogen, vi elsker. Nogle siger endda, at sorg er kærlighed. At sorg er den måde, vi viser, hvor meget vi elsker et andet menneske, når de desværre ikke er her længere i fysisk form. Den måde at forstå sorg på, altså som noget naturligt og noget, som kommer af dyb og ægte kærlighed kan for nogle gøre det nemmere at acceptere sorgen og ikke se den som et tegn på, at man har mistet, men som et tegn på at man har elsket.

Men det der også er med sorg, det er, at det bliver bedre på et tidspunkt. For nogle tager det længere tid, men du skal nok komme igennem det her, det er jeg sikker på. Det lyder i hvert fald til, at du får den hjælp, som du har brug for lige nu. Det kan nogle gange være enormt frustrerende, at det alligevel tager lang tid at få det bedre, og jeg kan godt forstå, at du er træt af det, når det nu har stået på i omkring 3 år. Men du er det rette sted, og jeg tror, at det bedste du kan gøre, det er at lade personalet omkring dig hjælpe dig, men også at samarbejde med dem. Vær ærlig, og fortæl dem det, hvis der er noget du føler fungerer bedre end andet, og specielt hvis der er noget, du føler fungerer knap så godt. Jo mere viden de har at arbejde med omkring din situation, dine tanker, følelser og alt hvad der rør sig inde i dig, jo bedre. Specielt hvis tanker som dem, du beskriver med, at du ville ønske, at dit liv sluttede, begynder at presse på, så er det vigtigt, at du fortæller psykologerne og psykiaterne på din afdeling, at det er sådan du har det, for så kan det være, at de skal gribe det hele anderledes an. Det er ikke til at sige, men det er helt sikkert, at ærlighed er enormt vigtigt, når du får psykologisk behandling for depression og PTSD, da det kun er dig, som ved, hvordan det føles indeni.

Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, at det hele kan virke uoverskueligt, og at det er svært at blive ved med at være tålmodig og give det tid, så hvis der er dage, hvor det hele vælter, og det føles håbløst, så tænker jeg om det kan hjælpe at få lov at fortælle og snakke om det, som trykker allermest? Det kan være med en af dem, som behandler dig, men det kan måske også være et familiemedlem eller en god ven eller veninde, som du føler dig tryg ved. Alternativt kan det nogle gange også være rart at snakke med nogen, som ikke kender dig og din situation, så det kan også være at det kunne hjælpe f.eks. at komme forbi vores chatrådgivning og få en god snak med en af vores rådgivere? Det kan i hvert fald nogle gange være nemmere at få snakket og få fortalt om alt det som fylder, også det som nogle gange kan være svært at sige højt. Du skal i hvert fald vide, at du ikke er alene, og at der er mennesker, som vil være der og bare lytte, hvis det er noget, du føler, kunne hjælpe dig, når det hele engang imellem føles ekstra tungt.

Hvis jeg kort skal opsummere, det her lange svar, så vil jeg bare gerne sige, at jeg er virkelig ked af at, du skal igennem alt det her. Jeg forstår godt, at det er enormt hårdt, men jeg synes virkelig, at det lyder til, at du med den hjælp, du får, nok skal komme ud på den anden side. Hvis du har brug for en snak en dag, så kom endelig forbi. Vi sidder klar til at lytte. Jeg sender mange varme og positive tanker din vej, og jeg håber, at du snart oplever, at tingene bliver lettere at bære på.

De bedste hilsner og store knus

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program