Jeg ved ikke længere om der er noget at gøre

brevkassespørgsmål

Jeg ved ikke længere om der er noget at gøre

Jeg har haft tics de sidste 2 år hvor jeg kaster med hovedet og/eller bevæger skuldrene og spjætter. Jeg får kun tics hvis der er noget der genere mig som fx bestemte lyde (misofoni). Jeg mener selv at jeg har misofoni og har haft det siden jeg var helt lille bare mindre slemt og mine forældre bakker mig op om det men der er desværre ingen kur og ingen godkendt diagnose. Jeg har svært ved at klare skolen men jeg syntes det er træls at gå glip af den især fordi jeg gerne vil klare mig godt og være social. Mine forældre siger at jo mere jeg presser min hjerne jo værre bliver det og jeg tror de har ret for jeg er lige startet fuld tid og mine tics og sensitivitet er blevet værre. Jeg hader det og de andre i skolen glor på mig som om jeg er sindsyg når jeg får tics eller himler med øjnene hvis jeg ber dem om at løfte fødderne når de går (det synes jeg er en ekstremt træls lyd!). Det er utrolig belastende og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg kan ikke forstille mig at leve med det her. Jeg føler også at jeg får det værre psykisk men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. De hjælper ikke at tale med nogen, jeg har talt med utallige læger men de mener alle sammen det går over og tager det ikke alvorligt. Jeg har brug for at vide hvad kan jeg gøre men jeg ved ikke længere om der er noget at gøre. Hjælp

Svar:

Kære Rikke

Tak for din henvendelse. Det du beskriver lyder simpelthen så hårdt, og jeg kan godt forstå, du er desperat.

Jeg kan ikke hjælpe dig angående en diagnose og behandling, for det kræver ekspertviden på området. Men jeg kan forsøge at give dig nogle gode råd om, hvad du kan gøre for at komme videre og forhåbentlig finde nogen, der kan hjælpe dig.

Selvom du har talt med utallige læger, så må du snakke med din praktiserende læge igen, da det er ham eller hende, der kan henvise dig videre. Hvis du ikke føler din læge lytter til dig, kan du overveje at skrive et brev til din læge. Feks det brev, du har skrevet til mig. Nogle gange er det svært at få sagt, det man gerne vil, når man sidder overfor sin læge. Og ord på skrift kan gøre et større indtryk på den, der læser det. Det er vigtigt, din læge forstår, præcis hvor plaget du er af dine tics, og at det påvirker dig psykisk. En anden mulighed er, at du tager dine forældre med til lægen, så de kan være med til at få din læge til at forstå, at det her er alvorligt.
Hvis ikke det allerede er afprøvet, så synes jeg, du skal foreslå din læge, at du bliver henvist til en børne- og ungdomspsykiater.

Angående hvad du kan gøre i din hverdag, så handler det nok om at skære ALLE overflødige ting fra. Dvs alt andet end skole. I hvert fald for en periode for at se, om det har nogen effekt. Det har du sikkert prøvet allerede, men det er nok det bedste råd, jeg kan give.
Jeg synes også, du skal overveje, at stille dig op i klassen og fortælle om din tilstand. Måske vil det kræve rigtig meget af dig, men det vil helt sikkert hjælpe, hvis dine venner og klassekammerater ved, hvordan du har det. Hvis du tør være ærlig og fortælle dem, hvordan lyde påvirker dig, og at du faktisk har det så slemt, at du har svært ved at fungere, så vil de bedre kunne forstå det.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget.

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med at finde frem til den, der kan hjælpe dig.
Mvh Anne