Kapitel 10: Den sidste omfavnelse (Sidste del)

blogindlæg

Kapitel 10: Den sidste omfavnelse (Sidste del)

Skrevet af
Carina
Oprettet 5 år 6 måneder siden

En torsdag morgen kommer hjemmeplejen som aftalt for at hjælpe min far i tøjet. En taxa holder og venter nede i gården. Den skal køre ham til Viborg sygehus. Han skal til kontrol og en opfølgende samtale efter sin sidste indlæggelse. Jeg har tigget og bedt ham om at lade mig komme med, så han ikke er alene – så jeg kan få den samme besked fra lægen som ham. Men han sætter sig i mod. 

”Jeg vil ikke føle mig som et barn, der skal have sin mor med overalt, Carina. Lad mig nu selv tage ansvaret for mit eget liv.” Og med den sætning minder han mig om alt det, som jeg i min egen behandling, er i gang med at lære i forhold til mig selv. Derfor takker jeg ham for at minde mig om det, og overrækker ham det fulde ansvar for sit liv tilbage. 

Jeg er nervøs hele den torsdag og sen torsdag aften kan jeg ikke holde mig i skindet længere. Jeg griber min mobil og ringer ham op. 

”Hej, det er far.” Han lyder træt. 

”Hej, far. Det er mig. Jeg vil bare høre, hvordan det gik på sygehuset i dag?” Der er stille i den anden ende et stykke tid. Og jeg ved intuitivt godt, hvad han skal til at sige. 

”Jeg kom aldrig afsted,” siger han til sidst. I stedet for at skælde ud og bebrejde mig selv for ikke at være taget med ham alligevel, smiler jeg for mig selv og ryster stille på hovedet. 

”Din skøre skid!” siger jeg. ”Hvad så nu?” 

”Det ved jeg ikke. Jeg er bare så forbandet træt. Det var også derfor jeg ikke kom afsted. Jeg har sovet i næsten 15 timer. Og så har jeg så ondt i den ene lunge. Måske jeg har en blodprop eller et eller andet.” Han siger det som om, at det er ganske normalt, blot lidt irriterende. 

”Far, hvis du har det dårligt, så synes jeg, at du skal kalde efter en sygeplejerske på din kalder!” Jeg kan mærke, at mit hjerte hamrer hurtigere. Det ansvar jeg har givet ham tilbage – er han overhovedet i stand til at varetage det? Men hurtigt minder jeg mig selv om, at det er sådan, det må være, for det er hans ansvar. 

”Pyt med det. Jeg sidder lige i min stol og hører radio – det går nok over i morgen.” 

Resten af samtalen forløber som i gamle dage. Noget af min far vender denne aften tilbage og jeg mærker ham tydeligt gennem telefonen. Vi griner lidt med hinanden og heldigvis slutter vi samtalen af, som vi oftest gjorde. 

”Pas på dig selv, far. Jeg elsker dig!” ”Jeg elsker også dig, mus.” 

Fredag, lige før middag, modtager jeg et opkald fra en læge fra Viborg Sygehus. Min far er død i en ambulance. Han er død af en styrtblødning. Selvom jeg hele det sidste år har forberedt mig på denne dag, så forsvinder jorden under mine fødder. Jeg er lige stået af bussen på vej hjem fra arbejde og når at sætte mig ned på en trappesten, inden tårerne får frit løb. 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program