Hvordan snakker jeg med min veninder om onani?

brevkassespørgsmål

Hvordan snakker jeg med min veninder om onani?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej, tænkte på hvordan jeg kunne starte en samtale om onani med mine veninder. Vil gerne snakke med nogen om det. Vi snakker om drenge, menustration, puberteten, bh'er og andet ved bare ikke hvordan jeg starter samtalen. Og hvordan siger jeg til min veninde jeg gerne ville være sammen med hende seksuelt? Tak på forhånd

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder til, at dine veninder og dig er meget åbne over for hinanden, når det kommer til at tale om andre private ting, så derfor virker det ikke til, at dine veninder vil synes, at det er mærkeligt, hvis du tager emnet onani op. Det kan bare være svært at stille spørgsmålet direkte, om de også onanerer, men måske kan du få samtalen over på det, hvis du fx "tilfældigvis" falder over en artikel om onani, som du kan starte en samtale ud fra. Det kan også være en statistik over, hvor mange der onanerer eller hvor gammel man er, når man starter med at onanere, eller hvis du har hørt en historie om det. Jeg tænker i hvert fald, at det kan være lettere at starte samtalen, hvis du har noget at læne dig op af, så fokus ikke nødvendigvis er på dig, men på en artikel eller historie fx. Ellers kan det være godt at tænke på, hvad det værste er, der kan ske, hvis man er lidt nervøs eller bange for at gøre noget, eller prøve at tænke, hvordan du selv ville reagere, hvis en af dine veninder bragte det op. Måske vil de andre gerne tale om det, men er ligesom dig i tvivl om, hvordan man starter den samtale. 

Du spørger også til, hvordan du kan sige til din veninde, at du gerne vil være sammen med hende seksuelt. Min første tanke er, om du ved, at hun også er interesseret i at være sammen med dig? For hvis du ikke ved det, så kan det være et voldsomt spørgsmål at få, og i værste fald kan det påvirke jeres venskab negativt, hvis det ikke er noget, hun vil. Så jeg tror, at det er bedre at prøve at snakke med hende om hvorvidt hun har haft tanker om at være sammen med en pige, og mere generelt om hendes tanker om det at være sammen med en af det samme køn. Hvis hun giver udtryk for, at det ikke er noget hun har lyst til, så synes jeg ikke, at du skal spørge hende om hun vil være sammen med dig seksuelt. Men hvis det er noget, hun er positiv overfor, så kan det være lettere at spørge hende, hvad hun tænker om at være sammen med en veninde, fx dig.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program