Kapitel 10: Den sidste omfavnelse (Første del)

blogindlæg

Kapitel 10: Den sidste omfavnelse (Første del)

Skrevet af
Carina
Oprettet 5 år 7 måneder siden

Jeg sætter mig på kontorstolen og tænder for computeren. Formiddagen har givet mig fornemmelser, som jeg bliver nød til at få ned på papir, inden jeg mister dem igen. Der er for meget, som jeg ikke kan sige til ham. Jeg er ikke sikker på, om han kan holde til at tage imod det, eller om det er mig, der ikke kan bære at sige det. Måske er det en blanding af det hele. Derfor vælger jeg at skrive et brev til min far. 

D. 13.12. 2015

Kære far, 

I morgen fylder du 50. Jeg er taknemmelig for at have haft dig helt indtil nu. Dagen i dag har på mange måder været fantastisk, selvom den også har været sørgelig og givet mig ondt i maven. Jeg synes, at jeg kan se på dig, at tiden er ved at rinde ud. Det har selvfølgelig været en realitet i lang tid efterhånden, men det bliver mere og mere virkeligt for mig, især følelsesmæssigt. 

Vi får bearbejdet og snakket om mange ting for tiden og jeg føler, at vi er ved at sige farvel til hinanden. Jeg kommer til at savne dig så ubeskriveligt meget. Jeg føler, at jeg er den eneste der virkelig kan se dig. Det gør mig ondt, når jeg tænker på den smerte og de svigt du har måttet opleve. Men lige meget hvad, så skal du huske på, hvor betydningsfuld og dejligt et menneske du har været og stadig er. Selvom der er mange ting ved dit liv, som du har svært ved at acceptere, så lov mig, at du vil huske på alle de gode ting. For som du selv sagde i dag, mens du smilte, tog min hånd og kiggede mig i øjnene: ”vi har også haft rigtig mange gode timer sammen" - Jeg håber, at gaven med de mange billeder vil hjælpe dig til at huske det. 

Jeg øver mig hver dag i at sige farvel til de dårlige oplevelser, de er ikke værd at samle på. I stedet ønsker jeg at huske alle de gode oplevelser og samtaler, vi har haft gennem vores liv. Dem er jeg taknemmelig for at have og huske tilbage på. 

Vi har altid haft et utroligt bånd til hinanden. Selv om det i en lang periode har været svært at være sammen – måske fordi, at vi har mindet hinanden om et liv, som vi inderst inde ønsker, men som ikke kan blive en realitet – så føler jeg, at vi er kommet tættere på hinanden. Jeg kan høre dig og forstå dig, jeg kan mærke din smerte og dit savn, men jeg kan til gengæld også mærke din glæde og dine smil, når du fortæller og tænker tilbage på det liv, der var en gang. Det bånd kan vi kun have, fordi vi er far og datter. 

Min behandler har fortalt mig, at hun, første gang hun mødte mig, kunne mærke min store kærlighed til min far. Og det er jeg glad for, for det ønsker jeg også at folk omkring mig kan mærke - den er stor, og for mig er du alt. De ting, du sagde til mig i dag har lagt sig varmt og helende om mit hjerte. Du sagde, at du ville tænke på alle de gode ting, og at jeg var en af dem. At jeg, med oprigtig interesse og mod, altid kæmper mine kampe færdige. Du aner ikke, hvad det betyder for mig, at høre de ord fra dig. At vide, at du ser mig, din datter, med de øjne. Det betyder alt. Og jeg ved, at jeg hver gang jeg tænker på de ord, vil smile og føle ægte kærlighed, for min far elskede mig. 

Vi lovede hinanden, at vi i vores næste liv, vil opleve de ting sammen, som vi ikke nåede i det her liv. Det glæder jeg mig til. Selvom alt er ved at rinde ud, så håber jeg stadig. Det er ikke noget jeg tør sige højt, men hvis jeg skal være ærlig, så håber jeg af hele mit hjerte. Jeg tør ikke fokusere på det, for jeg tror ikke, at det lykkes dig at vinde din kamp. Derfor ønsker jeg, at du snart lader dig selv give slip, så du én gang for alle kan få fred. 

Du var ikke en fejl eller en fiasko, du har været en kriger hele dit liv. Jeg vil altid tænke tilbage på dig med et smil – en helt igennem fantastisk far. 

Jeg elsker dig ubetinget. Din datter 

Da jeg sætter det sidste punktum løber tårerne ned ad mine kinder. De sidste mange måneder har været et mareridt. Min far lå i leverkoma i fjorten dage og meddelelsen fra lægerne var, at han ikke ville overleve. Men min far var sejlivet. Jeg selv tror, at noget i ham alligevel ikke har været helt klar til at tage herfra. Pludselig en dag slår han på trods sine øjne op, han rejser sig og kun få dage senere er han tilbage i sin egen lejlighed – tilbage til der, hvor det hele startede. Jeg gemmer brevet og tørrer mine øjne. Jeg er endnu ikke klar til at dele de ord og tanker med omverdenen. Gør jeg først det, bliver det hele pludselig alt for virkeligt. 

... fortsættes...

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program