Kapitel 9: Skal vi genoplive? (Anden del)

blogindlæg

Kapitel 9: Skal vi genoplive? (Anden del)

Skrevet af
Carina
Oprettet 5 år 7 måneder siden

”Saga? Prøv at sætte ord på de tanker, der fylder lige nu.” Psykologen kigger afventende på Saga, der sidder og kigger ud ad vinduet. Hun vender ansigtet mod psykologen, der sidder klar med sin notesbog. 

”Jeg tror ikke, at jeg tænker noget. Det hele er indviklet og forvirrende. Jeg kan ikke finde hverken hoved eller hale i mine tanker.” 

”Okay.” Hun retter sig i stolen og tænker lidt. 

”Så prøv at fortælle mig lidt om, hvad der er sket siden sidst.” Psykologen kigger på sit ur. Saga synker og trækker vejret dybt ned i maven. Hun ved, at vejrtrækningen kan få hende til at finde ro. Hun tænker over, hvad der er sket siden sidst. Der er sket så meget. 

”Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Min far blev indlagt igen i søndags. Efter 3 dage på et akutcenter i Viborg. Jeg har aldrig set ham så dårlig før." 

Saga stopper op. Hun har efterhånden sagt den sætning mange gange. Hver gang hun ser sin far, tænker hun, at nu kan det ikke blive værre. Men det kan det og det gør det - dag for dag. 

"Det var forfærdeligt," fortsætter Saga. "Vi kunne ikke rigtig snakke ham til fornuft, så vi fik ham indlagt mod sin egen vilje.” Saga stopper op igen og trækker vejret dybt ned i maven. På den måde kan hun holde på bare en smule af sin kontrol. 

”I søndags blev han akut indlagt på Viborg sygehus. Han var blevet ret dårlig, og personalet mente, at der var store chancer for hjertestop. Jeg kørte med ham ind på sygehuset. De stillede en masse spørgsmål, og pludselig forsvandt han.” Saga kan ikke holde på tårerne længere. Det er pinligt og hun hader at græde foran andre, men hun kan ikke styre det. 

”Er han død?” psykologen bliver selv forbavset over det direkte spørgsmål og ændrer det. 

”Er han gået bort, Saga?” 

”Nej.” Saga forsøger at få luft igen. ”De fik ham under kontrol og han er nogenlunde stabil nu. Men hans krop er gået i en tilstand, som de kalder leverkoma. Nu ved vi ikke, hvornår han vågner igen – og om han vågner igen.” Saga har genfundet lidt af sin kontrol og drikker en tår vand fra glasset på bordet og retter igen sin opmærksomhed mod sin vejrtrækning. 

”Saga, det gør mig ondt. Men det er godt, at du kommer af med noget af alt det, der hober sig op. Jeg kan godt se på dig, at du ikke har det godt. Sig mig, var du alene i alt det her?” psykologen har fået en rynke mellem brynene. 

”Nej.” Saga stiller forsigtigt glasset på bordet. ”Min mor og min bror var der også. Så på den måde er jeg ikke alene. Men jeg føler, at det er mig, der må og skal holde styr på tingene. Hvis ikke jeg handler, så mister jeg ham først. Han har ikke rigtig andre end Martin og jeg.” 

”Det er godt, at du ikke er helt alene. Men med det sagt, Saga, så mener jeg, at du bør overveje at lade dig sygemelde for en periode. Du kan ikke blive ved med at holde til leve på den måde, som du gør lige nu. Er der en mulighed for, at du vil kunne snakke med dit arbejde?” 

”Om en sygemelding?” Saga ryster på hovedet, imens hun siger det. 

”Det kan jeg ikke få mig selv til. Det skal ikke gå ud over mit arbejde, at jeg har en far, der har valgt alkoholen frem for mig.” Saga tørrer sine øjne med et stykke papir fra en holder på bordet foran hende. 

”Det ville være et kæmpe nederlag. Jeg synes i forvejen, at mit arbejdsliv og privatliv er blevet blandet for meget sammen. Det bryder jeg mig faktisk ikke om. Jeg føler mig så forkert og som sådan et ”beskidt barn” – som om, at det er det her jeg bliver bedømt ud fra og ikke mig som person og mine faglige kompetencer.” Saga sidder med hænderne i skødet og vipper med benene for at få uroen til at lægge sig. 

”Saga, du er alt andet end forkert. Jeg tror på, at alle i din situation, ville handle som du gør. Men du har gået her i næsten fem måneder nu og din situation er kun blevet forværret. Jeg er faktisk oprigtig bekymret for dig. Du kan ende med selv at blive alvorlig syg, hvis ikke du stopper op og giver dig selv lidt luft der, hvor det kan lade sig gøre lige nu. Og ikke mindst der, hvor det giver mening for dig.” Psykologen har lukket sin notesbog. 

”Jeg har nævnt det for dig flere gange før. Men nu mener jeg helt alvorligt, at du må handle på noget af det, der kan være til gavn for dig. Hvad ville det bedste være i din situation lige nu?” 

”Jeg har sådan en grundlæggende følelse af, at jeg befinder mig midt på motorvejen med 180 km/t. Jeg kan hverken nå at orientere mig eller bremse – det er kun et spørgsmål om tid, før jeg kører galt – det er nok sådan, jeg bedst kan beskrive, hvordan jeg har det lige nu. Så jeg ville nok ønske, at der ville komme én og vise mig en afkørsel til landevejen.” Saga smiler af sin metafor og kigger på psykologen. 

”Det forstår jeg godt, Saga. Den eneste, der kan gøre det, er dig selv.” 

”Men det nytter jo ikke noget. Jeg kan jo ikke sætte hele min tilværelse i stå, fordi min far er ved at dø. Jeg ville ønske, at jeg kunne, men sådan fungerer livet jo ikke. Alt fortsætter, selvom jeg ville ønske, at det ikke gjorde. Jeg bliver nødt til at følge med.” 

”Saga, der er kun dig til at passe på dig. Hvis du sad foran én i samme situation som dig, ville du så også sige til hende, at hun blev nød til at fortsætte, selvom det var ved at ødelægge hende?” Psykologen er blevet mere spids i sin stemme og Saga kan godt se, hvad hun mener. 

”Nej, det ville jeg aldrig gøre.” Selvfølgelig ville hun ikke det. Det er bare som om, at det er noget andet, når det er hende selv, det gælder. Det føles så skamfuldt – som et nederlag. 

Måske føles det hele som et nederlag. Men Saga forstår nu, at hun har tabt en kamp, som hun aldrig har kunnet vinde. Den eftermiddag på vej hjem fra psykologen ændres noget inde i Saga. En snært af selvomsorg dukker frem bag de tåger, som hun har befundet sig i de sidste mange år. 

Her slutter Sagas historie, men min, Carinas, begynder. Denne samtale med psykologen fra IOGT og en sygemelding fra mit arbejde bliver det første skridt på vejen mod et liv ud af medafhængigheden. Kampen for og kærligheden til min far stopper dog ikke her, og derfor er historien endnu ikke slut. Men historien tager en drejning. For første gang i uendelig lang tid tager jeg en beslutning om at passe på mig selv, derfor bliver Saga nu til mig, Carina. Den første del af historien har været en kamp at komme igennem, fordi den er tung og sorgfuld, derfor har jeg været nød til at ændre både min brors og mit eget navn. På den måde er det blevet muligt for mig at kunne fortælle det ærligt og åbent. Godt nok er den næste og sidste del også sorgfuld, men også smuk. På dette tidspunkt går jeg stadig hos psykologen ved IOGT, men jeg er også startet i behandling hos Århus MisbrugsBehandling. Jeg begynder at opdage, at jeg ikke er alene – jeg begynder at lære mig selv at kende igen. Jeg genoplives som Carina og siger farvel til alkoholikeren og hans datter. 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program