”Hvad?” han kigger på hende og forstår ikke, hvad der sker omkring ham. De to ambulanceredere står nu i soveværelset. 

”Sig mig,” siger den ene. ”Er I her alene sammen med ham i den tilstand?” Saga når ikke at svare før ambulancerederen sender den anden ned efter båren og går i gang med at hjælpe deres far op at sidde. 

”Hvad hedder jeres far?”
 

”Lars, Lars Egebæk.” Saga flytter sig fra sengekanten og gør plads til ambulancerederen. 

”Lars? Goddag jeg er ambulancereder og vi er her for at hjælpe dig. Du har det ikke godt. Dine børn har passet godt på dig. Men nu kører vi en lille tur til Viborg, så vi kan få dig på højkant igen.” Deres far svarer ikke. 

”Han skal have et par bukser på og så spænder vi ham på en bestemt båre, så vi kan få ham ned ad trapperne ude i opgangen. Jeg ved godt, at det er meget at bede jer om, men tror I, at I kan klare det med bukserne, mens jeg hjælper til med at få båren op?” 

”Ja.” siger Martin. ”Det er ingen ting sammenlignet med det, vi lige har gjort.” Han kigger på Saga og kan igen ikke lade være med at smile lidt. 

”Hvad er det, jeg skal?” Deres far sidder foroverbøjet på sengekanten og kigger på Saga, der holder ham oppe. 

”Du skal køres til Viborg, far. Du er rigtig dårlig og Martin og jeg kan ikke passe godt nok på dig her i lejligheden. Men vi skal nok tage med dig. Jeg bliver hos dig, så du skal ikke være bange.” Han reagerer ikke på det, hun siger, men sidder bare, hjælpeløs. Martin finder et par joggingbukser på bordet og får dem med besvær på ham. 

Ambulancerederne har fået ham spændt fast på båren. Saga har pakket en taske med noget rent tøj, tandbørste, barbergrej og hans personlige ejendele. De er på vej ud af lejligheden. Deres far er udtryksløs og hænger bare i selerne på båren. Han kigger op på Saga og Martin, da de kører over dørtrinnet ud mod ambulancen. 

”Jeg synes, at I er unfair.” Han kigger igen udtryksløst lige ud i luften. Martin klemmer Sagas arm. 

”Jeg ved, hvad du tænker. Men husk på, at han er langt væk lige nu, han aner ikke, hvad han siger. En dag vil han takke os.” Martin går om og starter bilen, og venter på, at ambulancen er klar til at køre. Ambulancerederne er ved at få ham og båren ind i ambulancen. Saga står midt i gården og kigger på. Hun kan ikke længere mærke sig selv. Pusten er slået ud af hende. Hendes tanker er efterhånden så mange, at hun ikke kan finde rundt i dem. Hun føler sig tom, nærmest død indeni. 

I ambulancen sidder hun ved hovedet hos hendes far. Hun aer ham forsigtigt på kinden. Han kigger op på hende, men siger ingenting. Det hele føles som et ondt mareridt. Hun er i tvivl med sig selv. Gør de det rigtige? Burde de have ladet ham få fred? Hun kender ikke svaret, men ved kun, at hun ikke kan leve med ikke at have gjort alt, hvad hun kunne. 

Resten af aftenen er som brudstykker for Saga, da hun ligger i gæstesengen hos hendes mor. Det har været en forfærdelig dag, men heldigvis var der mennesker, der turde hjælpe dem. Det er hun dem evigt taknemmelig for. Endnu engang har hun været tvunget til at forlade ham. Nu ligger han alene i en plejeseng i Viborg og hun aner ikke, hvor meget han selv er bevidst om. Om han ved, hvad dagen har budt på af forfærdelige oplevelser. Om han ved, hvor han er på vej hen. Hun ligger med telefonen i hånden. Personalet har lovet at ringe, hvis der bare er den mindste ændring i hans tilstand. De kunne ikke love, at han overlever weekenden over. Men de sagde, at de vil gøre deres til, at han har det så godt, som han nu kan have det. Med de tanker falder hun i en dyb søvn. 

”18 gange 3, hvad giver det?” Han sidder med blyanten bag øret og peger ned i hendes matematik bog. 

”Det ved jeg ikke.” Saga er ikke særlig god til matematik. Det er især svært med de store tal. Det fylder for meget inde i hovedet. 

”Jo, jeg hjælper dig. Se, vi skriver det ned her,” siger han og peger i hendes noteshæfte. Saga lader ham hjælpe. Ikke fordi han er god til matematik, for hun har altid fejl i hendes lektier, når det er ham, der har hjulpet. Men hun lader ham hjælpe fordi, at hun kan mærke ham nu. Han er far og han er hendes far. Han vil gerne hjælpe hende. Han vil gerne hende. Al den tid, som hun kan få med ham, den tager hun – og hun suger den til sig.