Pludselig kan de høre en bil nede for an opgangen. De rejser sig begge og kigger ud ad vinduet. Nede i gården træder en ældre mand ud af en taxa, han har en lægetaske i hånden. Martin og Saga kigger på hinanden. Begge kan de fornemme lettelsen i hinandens blikke.

Det banker på døren og vagtlægen træder ind i gangen. Martin og Saga står og venter. Saga går et skidt mod vagtlægen og rækker ham hendes hånd, som er kold og fugtig. 

”Hej. Jeg hedder Saga, det er mig, du har snakket med. Det er Martin min bror. Vores far ligger herinde.” Hun peger skråt over skulderen ind mod soveværelset. 

”Hej Saga og Martin. Det gør mig ondt.” Han betragter dem et øjeblik og klapper Saga stille på skulderen. 

”Lad os se på ham.” Han træder forbi dem og går ind i soveværelset, hvor han sætter sig på sengekanten. Han tager sine briller op ad sin skjortelomme og kigger nærmere på deres far. 

”Lars? Lars, kan du høre mig?” vagtlægen bukker sig ind over ham og klapper ham forsigtigt på kinden. Deres far drejer hovedet og åbner stille sine øjne. Han ser forvirret rundt i rummet fra den ene til den anden og så på vagtlægen. 

”Lars? Goddag, jeg er vagtlæge og kommer fra Viborg. Dine børn er meget bekymrede for dig og jeg kan se, at du ikke har det godt. Hvordan synes du selv, at du har det?” Vagtlægen snakker tydeligt og langsomt. Deres far rynker brynene og gør grimasser, da han forsøger at rejse sig op i sengen. 

”Bliv bare liggende, Lars. Ved du, hvad der er foregået i dag?” Deres far svarer stadig ikke, men kigger kun forvirret rundt på dem alle tre. Saga rømmer sig og forsøger at forklare vagtlægens ord. 

”Far, vi har ringet efter en vagtlæge, fordi du har det dårligt. Du har det så dårligt, at de ikke kan love os, at du overlever weekenden over. Vær nu sød at lytte til det, vagtlægen foreslår. Martin og jeg skal nok være her og passe på dig.” Hun kigger på sin far med bedende øjne og så tilbage til vagtlægen, der er i gang med at undersøge deres far lidt nærmere. 

”Lars, det er ikke forsvarligt af dig at lade dine børn stå med det her ansvar, at skulle passe på dig i din tilstand. Jeg vil meget gerne have lov til at hjælpe dig. Derfor spørger jeg dig nu, om du vil gå med til at lade dig indlægge på Viborg sygehus?” 

”Nej, jeg skal ingen steder!” deres far svarer med det samme og ryster stille på hovedet med lukkede øjne. 

”Jeg vil bare gerne sove." "Lars? Forstår du konsekvensen af de ord, du siger lige nu? Ved du, hvad der er ved at ske?” Deres far kigger med et tomt blik på vagtlægen og sukker. 

”Du er ved at dø, Lars. Dine børn vil miste deres far og du livet. Men jeg vil gerne hjælpe dig, så du kan få det bedre – det skylder du dine børn og ikke mindst dig selv.” Vagtlægen kigger op på Saga, da deres far ikke svarer, men har lukket sine øjne og igen er faldet hen i søvnen. Vagtlægen rejser sig fra sengekanten og kigger opgivende ned på deres far i sengen. 

”Jeg kan ikke hjælpe ham, hvis ikke han selv vil.” Med de ord har Saga nået sin grænse den dag. Hendes tårer, angsten, bekymringerne og presset får hende til at bryde sammen. Hun gemmer sit ansigt i sine hænder og går ud af soveværelset. Hun kan ikke se på sin far uden at føle, at hele hendes verden er ved at briste under hende. Hun lader det hele komme ud og glemmer alt om at skjule sin hulken og sin selvkontrol. Der er ikke mere at komme efter. Hun er færdig. Hun falder sammen på kanten af sofaen med ansigtet skjult i sine hænder. Martin går ind i stuen og sætter sig ved siden af hende. Han tager den ene arm rundt om hende. Ingen af dem siger noget.

Da vagtlægen kommer ind til dem, har de ingen anelse om, hvor lang tid, der er gået. Vagtlægen rømmer sig og kigger på dem begge med et alvorligt udtryk. 

”Jeg har snakket med et akutcenter i Viborg, der er gået med til at tage imod jeres far. Det, jeg hjælper jer med lige nu er ulovligt, og vi indlægger jeres far mod sin egen vilje. Men det står på min regning. Jeg kan ikke leve med, at lade jer stå med ansvaret for ham. Jeg må vide, at jeg har gjort, hvad jeg kan.” 

”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.” Saga tørrer tårerne væk fra hendes kinder og kigger taknemmelig på vagtlægen, der nu har pakket sin taske og er klar til at tage af sted igen. Inde i sengen er deres far stadig væk i en dyb søvn. 

”Hvornår kommer ambulancen?” Martin stiller det sidste spørgsmål, mens han trykker lægens hånd.

”Det er svært at sige, men de kommer, så hurtigt det kan lade sig gøre.” Martin nikker og takker lægen endnu en gang. 

Martin og Saga sidder i soveværelset og holder øje med ham. Han sover stadig tungt. ”Hvad skal vi gøre, hvis ikke han vil tage med, når ambulancen kommer?” spørger Martin. 

”Om jeg så selv skal bære ham derud, så kommer han afsted.” Saga kigger på sin bror med et blik, der ikke er til at tage fejl af – det er sådan, det bliver. Ind i mellem tænker Saga på, hvad hun mon skulle have gjort, hvis ikke Martin var der sammen med hende. Hun ved godt, at Martin ret tideligt i sit liv har valgt deres far fra, og at han ofte tager med for hendes skyld. Men hun aner alligevel en vis omsorg i hans måde at være på over for deres far. Det er nok bare sådan, at lige meget hvad, så er børn loyale og har kærlighed til deres forældre. Hun er taknemmelig for sin bror. 

... fortsættes...