Barn af alkoholiker

brevkassespørgsmål

Barn af alkoholiker

brevkassespørgsmål af
Fillip
22 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Hej! Jeg er en ung fyr i 20'erne. Jeg bor hjemme ved mine forældre Ingen venner og ingen kæreste i over 5 år. Jeg har altid været deprimeret og har haft et hårdt liv socialt og på arbejde Jeg blev mobbed i folkeskolen og jeg har aldrig følt at jeg passede ind nogle steder Vi har aldrig talt om følelser i min familie Min Far er alkoholiker og han har altid været meget mærkelig hele mit liv. Narcissistisk og drikker hver dag. Han skjuler hans alkoholmisbrug men vi ved godt at han drikker. Jeg har set ham flere gange liste ud til genbrugskontianeren med hans tomme øl-dåser Han sniger sig derud med sine tomme øl-dåser og åbner låget forsigtigt hvorefter han stikker hele overkroppen ned i kontianeren for at placere de tomme-øldåser forsigtigt uden at lave en lyd. Hvorefter han lister tilbage til huset. Jeg har kigger nogle gange i kontianeren for at se hvor meget han har drukket. Det ser ud til at det er omkring 2 øl hver dag. Det er sikkert meget mere da vi har meget stærkt spiritus nede i kælderen hvor han tilbringer det meste af dagen Jeg har kigget nede i kælderen nogle dage hvor han ikke har været hjemme. Der er flere steder hvor han har gemt øl og vin i kasser som er dækket til med tæpper (Typisk alkoholiker adfærd) Han taler meget monotomt og uden følelse. Nærmest som en robot. Han taler ned til folk og han tror at han er smartere end alle andre. Han har ingen sympati med andre (Han prøver at fake det). Han vil have alt opmærksomheden fra alle omkring ham. Han fylder rigtig meget. Når vi spiser sammen er der altid meget stile. Der er ingen som siger noget. Hvis jeg taler med min mor om noget, så bryder han ind i samtalen og begynder at tale ned til os (For os til at se dumme ud) Han ødelægger den gode stemning med alt hans negative ævl. Jeg får det helt dårligt hver gang vi skal spise sammen. Jeg nyder slet ikke maden. Det skal bare overstås så jeg kan komme væk fra ham igen. Jeg forsøger at undgå ham så meget som muligt. Jeg kan ikke ignorere ham! Jeg hader ham! Jeg vil have ham ud af mit liv! Min mor er ikke påvirket af situationen på samme måde som jeg. Dog bliver hun også irriteret på ham fra tid til anden Hun kan ikke gå fra ham pga økonomiske årsager og hun har det generelt fint nok med som tingene er. Jeg forsøger ikke at få hende til at gå fra ham. Jeg har talt med min læge og han fortæller mig at jeg er et barn af en alkoholiker og har lidt af omsorgsvigt. Jeg skal bare flytte ud og komme væk fra ham. Det er ikke godt at gå og indånde den samme luft. Min mor er den eneste person jeg virklig har elsket og stadig elsker. Hun har givet mig så meget i livet. Støtte og sympati Min far har altid hadet børn. Han siger at de ødelægger hans frihed. Han har 2 børn fra et tidligere forhold. De vil ikke tale med min far længere. Jeg forstår dem godt. Jeg skulle have flyttet for længst! Jeg skal flytte så hurtigt som muligt. Så jeg kan komme væk fra min far Jeg kan selvfølgelig ikke undgå ham resten af livet da han er min far og han vil være der til fødselsdage og alt det. Jeg føler at mit liv er ødelagt pga ham.

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan forstå på dit brev, at det der især fylder er din far, som drikker for meget og generelt ikke er rar at være sammen med. Det kan jeg godt forstå, at du ikke er tilfreds med og det må være utrolig svært at bo sammen med en, der ikke opfører sig pænt. Jeg håber, at mit brev kan give dig en smule afklaring til, hvordan du kan komme videre herfra.

Jeg kan godt forstå, at det må være utrolig svært at være søn af en alkoholiker. Selvom du er over 18, bliver det ikke nødvendigvis lettere, da det jo er din far, der gennem din mor også er i dit liv. Som du selv skriver, så synes jeg, at det er en super god idé at flytte ud. I forhold til penge og støtte, så kan du tage kontakt til din kommune, der kan fortælle dig lidt om dine muligheder for at få økonomisk hjælp til at flytte ud. I lejligheden kan din mor stadig komme på besøg og I kan være sammen uden din fars negativitet. Egentlig lyder det til, at du godt selv ved, hvordan du skal komme videre og du skriver, at du skal flytte ud og komme væk fra din far. Du skriver også, at du har set en læge, der også fortæller, at der har været omsorgssvigt. På den måde tænker jeg også, at kommunen gerne vil være hjælpsom i forhold til at flytte selv. Det betyder selvfølgelig ikke, at dine problemer vil forsvinde så snart du flytter ud. Det lyder til, at du har nogle ting at kæmpe med, som nok også hænger sammen med det omsorgssvigt, der har været på grund af din fars druk. Jeg vil anbefale dig at få snakket om din far, så det ikke er noget, der kommer til at blive ignoreret og fylde meget senere i dit liv. Hos TUBA er de eksperter i rådgivning af unge og voksne, der er vokset op i familier, der har problemer med alkohol. Det kan være rigtig rart at få snakket med en rådgiver, så du kan komme ud med dine følelser omkring din far. Selvom du er voksen, vil han altid fylde noget, fordi han har været der gennem barndommen og har svigtet dig som forælder. Der kan det være rigtig fint at få snakket om de her følelser i den forbindelse, så det ikke er noget, der bliver holdt inde og så du kan komme videre i et liv, hvor han ikke er en ligeså stor del af det. TUBAs rådgivning kan du finde her. I forhold til dit sociale liv og dit arbejdsliv kan det igen være godt at gå til kommunen. Måske er der en uddannelse, du gerne vil læse? Eller et job du gerne vil søge? De kan fortælle dig lidt om de muligheder, du har eller henvise til en studievejleder, så du kan finde ud af, hvad du gerne vil.

Jeg synes helt klart, at det lyder til, at du allerede er på det rette spor! Når du flytter ud, er der selvfølgelig stadig udfordringer, men det kan tage en belastning af din ryg og du kan komme i gang med jagten på det liv, du ønsker for dig selv. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Med venlig hilsen Signe M

 

 

 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program