Spiseforstyrrelse.

brevkassespørgsmål

Spiseforstyrrelse.

Hej, jeg er en pige på 14. Jeg har anoreksi-bulimi. Jeg spiser højest 350 kalorier om dagen, og jeg tvangsoverspiser og kaster op dagligt. Jeg hader mit liv. Jeg er fanget i det her helvede, og jeg vil VÆK. Mine forældre ved ikke noget. Det er bestemt ikke fordi de er dårlige forældre, men fordi jeg gør ALT fir at skjule det. Også selv om jeg gerne have de vidste det, men spiseforstyrrelsen siger, at de ville hade mig, at jeg ville påvirke dem og at de fortjener en bedre datter, og ikke mindst, ville de jo også tvinge mig til at spise igen, og så ville helvede bryde løs.. Hvilket jeg kun kan give den ret i. Lige nu er de glade- de tror jeg er glad, de tror jeg er normal og de skammer sig ikke over mig, og jeg bliver ikke tvunget til at spise. Så hvorfor skulle noget så sølle som mine følelser ødelægge det? Jeg ville jo også få det 100 gange værre, hvis jeg skulle spise. Og jeg vil heller ikke være den person, der ødelægger det. Derfor bliver jeg nødt til at leve med at skulle have selvmordstanker, at lade som om jeg er glad, osv. Men jer er ved at blive sindssyg af det. Jeg vil bare gerne have en pause fra mine tanker. Jeg har ingen venner, og min familie kender mig ikke. Mit liv er et kaos, og føler bare at jeg står på sidelinjen og ser på, imens spiseforstyrrelsen æder mig indenfra, indtil jeg er væk. Indtil jeg slet ikke kan genkende migselv. Enten det, eller selvmord, er det den siger. Jeg har brug for hjælp. Men jeg kan ikke. Tanken om at skulle sige det er tortur. Jeg skammer mig så utroligt meget, at du ikke ville kunne forstå det. Det her er MIN skyld, så hvorfor skulle jeg bede om hjælp? Unddskyld for at give jer byrden af at prøve at hjælpe mig, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Svar:

Hej med dig.

Du skal vide, at du er absolut ikke en byrde og alle fortjener hjælp! Selvom det føles som om du er helt alene i det her og du er helt uduelig, så er spiseforstyrrelser et stort problem blandt mange unge piger. Det er ikke nogens skyld. Men det er noget, man skal have hjælp til at komme videre fra. En hjælp som mange der holder af dig er villige til at give, men de har brug for at vide, hvordan du har det, for at de kan hjælpe dig. Jeg håber, at mit svar på dit brev kan støtte dig mod en beslutning om at passe på dig selv og tage imod en hjælp fra din familie.

Jeg kan forstå, at der er flere ting, der gør sig gældende hos dig lige nu. Du har problemer med mad og du skriver, at du ikke vil skulle ødelægge noget, så du lader som om du er glad, men indeni er der selvmordstanker og en fornemmelse af, at dine følelser er ligegyldige. Du skal vide, at dine følelser slet ikke er ligegyldige! Du skriver, at dine forældre ikke er dårlige forældre, men at du lader som om du er glad, så de ikke opdager noget. Jeg er sikker på, at de vil sætte stor pris på, at du fortalte dem, hvordan du i virkeligheden har det. Det vil de, for ingen forældre vil have, at deres barn ikke har det godt og hvis du selv fortæller det, vil de være lykkelige for at kunne hjælpe, før de selv opdager, hvordan du har det. Selvfølgelig vil det ikke være let for dem, men de vil før eller siden opdage det og det er langt bedre, at du selv fortæller det og de kan på den måde trøstes ved, at du er klar på at få hjælp fra dem.

Jeg kan også forstå, at tankerne om at skulle spise også går dig meget på. At hjælpen nærmest ville være som at blive tvangsfodret. Jeg kan fortælle dig, at det er ikke sådan, det foregår. Det vil være en proces at få det bedre og det løses ikke ved at blive tvunget til at spise. Derimod vil det være rigtig fint, hvis du fik en at snakke med, som kan hjælpe dig med at få det bedre og selv få lysten til at spise. Det er selvfølgelig helt i orden, hvis du ikke helt er klar til at fortælle dine forældre om dine tanker, men jeg synes, at du skal opsøge nogle, du kan snakke med. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade har en online chat, hvor du anonymt kan snakke med en rådgiver online. Chatten finder du her. Og så kunne det være rigtig fint, hvis du ville snakke med dine forældre. Jeg ved, at de vil sætte pris på at vide, hvordan du har det. Hvis det er for svært at snakke med dem, fordi det er for hårdt, kan du også opsøge en lærer på skolen eller måske en studievejleder. De kan være gode at snakke med og de kan hjælpe med at få sagt de ting, du gerne vil sige til dine forældre. Du er også altså velkommen i 1-1-chatten her på Cyberhus.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar og jeg ønsker dig alt held og lykke med på vejen. Husk på at du er ikke ligegyldig og dine nærmeste vil dig det bedste. Det er muligt at få det godt igen!

Med venlig hilsen Signe M