Kapitel 8: Du dør af det her, far! (Fjerde del)

blogindlæg

Kapitel 8: Du dør af det her, far! (Fjerde del)

Skrevet af
Carina
Oprettet 5 år 8 måneder siden

Saga sidder på gulvet og synger sammen med en gruppe børn, da hendes telefon ringer. Hun er efterhånden så vant til opringningerne, at hun har vænnet sig til at være i konstant alarmberedskab. Hun ved, de kommer, så hun kan lige så godt være forberedt. Det hjælper hendes krop hende med. Indeni føles det som en konstant sitren i alle muskler. Klumpen fra maven sidder nu i halsen og er svær at synke. Hun giver sangbogen til et af børnene og beder barnet om at vælge en sang. Hun rejser sig og tager sin telefon. 

”Hej, Saga. Det er Klas.” Han siger ikke mere, og hun ved allerede, at der er noget galt. 

”Saga... Din far er rigtig dårlig. Faktisk er han så dårlig, at Viborghøj ikke længere kan stå inde for hans tilstand.” Saga mærker med det samme, hvordan indholdet i maven vælter op i hende. Hun holder sig for munden og synker. 

”Kan I ikke indlægge ham igen? Hvad kan vi ellers gøre? Han kan jo ikke komme hjem til sig selv. Det overlever han ikke.” Hun taler hurtigt, nærmest i vildelse. Det er panikken og angsten, der presser på. 

”Han vil ikke.” Klas afbryder hendes tanker. ”Hvad vil han ikke?” Hun kender allerede svaret. 

”Han vil ikke lade sig indlægge, og vi kan ikke tvinge ham, Saga. Jeg har ikke andre muligheder end at lade ham komme hjem til sig selv. Det er det, han ønsker.” 

”Nej, det må I ikke.” Sagas mave vender sig. 

”I kan ikke sende ham hjem. Hvis I ikke tør have ham i jeres varetægt, hvordan skal jeg så kunne turde det?” Hun kan mærke tårerne løbe på sine kinder. Men hun er ligeglad. Intet betyder noget længere. 

”Jeg er ked af det, Saga. Men jeg kan ikke gøre mere for din far.” Klas bliver stille i den anden ende. Og for en tid er der stille over alt. Hele hendes verden går i stå. Selv hendes hjerte står stille – sådan føles det. Alt bliver sløret, og kun en sart lyd af børnestemmer når ind til hende. 

Der er stille i lejligheden. Hun har skyndt sig – de har skyndt sig. I toget var hun ved at eksplodere af utålmodighed. Angsten er ved at fortære hende op indvendigt. Det eneste, der betyder noget er, at hun er hos ham. Der lyder en rumsteren inde fra soveværelset. På sengekanten sidder Hanne sammen med deres far. Han har kastet op i sengen og ud over gulvet. Han kigger op på Saga med savlen dryppende fra mundvigene. 

”Det er under al kritik det her.” Hanne kigger også op på dem begge to. Hun ryster på hovedet og lægger deres far ned på madrassen igen. Putter dynen op om ham. Så rejser hun sig og tager dem med ind i stuen. 

”Hvis ikke vi gør noget nu, så dør han. Det her er simpelthen under al kritik. At man sender en så syg mand hjem for at passe sig selv, det er umenneskeligt – de har sendt ham direkte hjem i døden.” Hun hvisker og kigger på dem med borende øjne.  

Saga sidder på sengekanten hos hendes far. Han sover og er langt væk. Hun aer hans hånd, der er gul og rynken, imens hun tænker på, om han mon ved, hvad der foregår – om han er klar over, at han er ved at forlade dem? Hele eftermiddagen har været et mareridt. Saga har panisk snakket med tre forskellige vagtlæger, hvoraf den sidste besluttede sig for at hjælpe dem. De første to gav hende blot den besked, at man i Danmark har retten til at drikke sig selv ihjel, så de kunne intet stille op. Hanne tog hjem, da en hjemmesygeplejerske kom for at se til deres far. Hjemmesygeplejersken har hjulpet dem i løbet af eftermiddagen. Hun har givet ham medicin og fortalt Martin og Saga, hvordan de skal forholde sig, når vagtlægen dukker op. Hun har gjort alt, hvad hun kan for at hjælpe dem og Saga er hende taknemmelig. 

”Tror du, at han overlever?” Matin rejser sig op og går og kigger ned på sin far, der ligger krympet sammen i sengen. Martin kører hånden gennem sit hår og kigger over mod vinduet. 

”Nu må vagtlægen for fanden da også snart være her! Vi kan jo ikke gøre noget, hvis han bliver dårlig.” Martin slår ud med armene i frustration mod sengen og sætter sig ned igen. 

”Jeg ved snart ikke, Martin.” Saga kigger på sin bror fra sengekanten. 

”Jeg ved ikke længere noget som helst.” Hun vender sig mod sin far igen og aer ham over kinden. Han reagerer ikke.

... Fortsættes...

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program