For hurtigt vægttab

brevkassespørgsmål

For hurtigt vægttab

brevkassespørgsmål af
M
19 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Hejsa, siden jul er jeg stoppet med at spise kød fra dyr der går på 4 ben og jeg har generelt levet mere sundt hvor jeg har prøvet at skrue ned på mængden af sukker. Jeg har nu tabt mig 7 kg. I starten var det fedt at se tallene på vægten, men nu vejer jeg kun et kilo mere end jeg gjorde da jeg var 15 og jeg er 19. jeg vil meget gerne have, at vægttabet stopper (bare fra i går til i dag tabte jeg mig 300 gram). Jeg er ikke i et kritisk stadie da min BMI er 19,6. Jeg ved godt at jeg skal begynde at træne igen, men jeg har lige nogle eksamener der skal overstås. Har du nogle gode råd til at holde sin vægt når man kun spiser kylling og fisk og gerne vil have kødfri dage? Har du nogle råd til at opreholde muskelmasse når man ikke har lyst til at træne så hårdt så man bliver øm, for det kan jeg ikke magte men jeg er også ked af at de muskler jeg havde er forsvundet så hurtigt.

Svar: 

Hej med dig

Godt du skriver! Du har gjort en stor indsats for at tabe dig - og med et rigtig flot resultat. Nu har du nået en vægt, hvor det vil være hensigtmæssigt at stoppe med kuren, så du ikke taber dig mere. Du kan fint fortsætte med at spise efter de sunde vaner, som du har gjort siden jul, men nu er det en god idé at sørge for at spise en del af de sunde fedtstoffer såsom mandler og avocado. Ost og frugt er også godt at spise. Kroppen skal bruge fedt, men vi skal bare forsøge at få fedtstoffer fra de sunde kilder i stedet for hvidt brød og pålægschokolade. 

Du skriver, at du er midt i eksamener, og det derfor kan være svært at finde tid til at træne. Det er forståeligt. Man mister lynhurtigt muskelmasse, og det er desværre kun muskeltræning, der kan opretholde muskelmassen. Det gode er, at så snart du er ovre dine eksamener og måske genoptager træningen, så kommer de lynhurtigt igen. Så det skal du bestemt ikke være bekymret for. 

Du skriver, at du over en nat har tabt 300g. Det er meget normalt, at vægten (især hos kvinder) svinger lidt fra dag til dag, og endda time til time, fordi vi binder væsken i kroppen alt efter hvor i cyklus vi er. Et rigtig godt råd til dig er, at lægge vægten væk nu og ikke fokusere på den del længere. Du har nået dit mål, og nu skal du bare holde fast i de sunde vaner og øge mængden af det sunde fedt. Så undgår du at tabe dig yderligere. Og når du får overskud til styrketræningen øges vægten også, idet muskler vejer mere. 

Du er rigtig sej - og pøj pøj med eksamenerne!

Kh. Louise 

LouiseUs billede
Louise fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program