Er der noget galt med mig?

brevkassespørgsmål

Er der noget galt med mig?

brevkassespørgsmål af
laura
16 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Hey Cyberhus. Jeg er kommet lidt i tvivl, om der er noget galt med mig. Jeg håber virkelig, at i kan hjælpe mig. Vi starter fra bunden: Det hele startede da jeg var 3 år. I børnehaven blev jeg drillet af de andre børn, og blev forrådt af mine venner. Sådan fortsatte det til jeg kom i skole. Da jeg startede i 0. kl. var der ikke så meget, indtil der var gået en måned eller noget. Hvor en af mine 0. klasselærere begyndte at mobbe mig, men min væremåde og mit udseende. I 1 kl. begyndte min klassekammerater at mobbe mig. De lavede sjov med mine navne, mit fornavn og efternavn. I 2 kl. gik det bare for sig. Det blev så slemt at jeg var nød il at skifte skole. I den sidste uge af 2 kl. startede jeg på en anden skole. Det virkede som om de var søde. Så i 3 kl. gik det også ned af bakke. (jeg har hele mit liv været undervægtig og haft et højt stofskifte) De kaldte mig tyk og grim. De gav mig øgenavne, og sådan noget. De prøvede engang at kvæle mig i en bunke sne, jeg besvimede og lå der i 2 timer. Ingen kom… det blev bare være og være. De band mit hår fast til en kost og slyngede mig rundt. I 5 klasse stoppede jeg. Jeg var på prøve i 3 forskellige skoler før jeg startede officielt. Jeg startede på en privatskole i 6 kl. men efter 1 ½ måned gik jeg ned i 5 kl. på samme skole. Indtil vinterferien gik det okay. Jeg blev ikke dissideret mobbet, men heller ikke behandlet pænt. Men så begyndte de også… min bedste veninde begyndte også. Alle, selv lærende. De gav mig de samme øgenavne som jeg havde før. Samme drilleri.

Min dansk/klasselærer kunne virkelig ikke lide mig. Og det gik selvfølgelig ud over mine karakterer. Hun gav mig 02 i alt, lige meget hvad. Mit liv var noget lort. Men jeg havde en veninde der ikke forlod min side på noget tidspunkt. Det var helt mærkeligt. Hun blev hos mig og støttede mig. Men de andre gjorde jo ikke og i 7 kl. blev det så slemt at ikke kunne være der mere. Mine forældre prøvede at finde noget, men jeg havde gået på alle kommunens skoler. Så de måtte finde noget andet. Så havde min mor hørt noget om efterskoler, og hun kiggede lidt på det. Og fortalte mig at jeg kunne starte på efterskole i 9 kl. så jeg måtte overleve 8 kl. det gjorde jeg. Lige nu går jeg på en efterskole i 9 kl. på Vestfyn. Her går det bedre, men det er ikke det bedste. Hver gang jeg siger noget, måske lidt dumt. Så laver de grim med det. Ingen gider at være sammen med mig. Ikke engang min roomie… eller mit hus… alle er ligeglade med mig. (Jeg har haft anorexia nervosa. Jeg har haft/har depression. Haft selvmords tanker (en af dem var, at hvis min bedste veninde og jeg ikke var venner mer, vil jeg ikke kunne leve. Jeg kan ikke leve uden hende.) jeg har cuttet og mange andre ting.) Så jeg har i løbet af mine 16 år, har jeg haft mange venner. Men de har alle forrådt mig på den ene eller en anden måde. De har alle sagt det samme ”vi er ved at vokse fra hinanden” ”jeg kan ikke helt se mig vores venskab mere” ”jeg syndes ikke vi skal ses mere”. Alle mine venner har gjort det.

De forrådte mig… da jeg var venner med dem, udnyttede de mig groft! Det var altid mig der skulle betale regningen for alt. En tur på McDonalds. Jeg betaler. Afsted på café. Jeg betaler. Det var ret meget et helvede, men det var jo det jeg var vandt til… så jeg troede det var sådan det var. ”man kan ikke have en ven mere end 3-4 år. De udnytter en. De forråder en, det er bare det der står med småt i kontrakten. Men så fandt jeg en som jeg troede vil blive hus mig forevig. Hun var fantastisk. Hun støttede alle mine idéer, også alle de skører. Hun var den jeg havde ventet på. Men… jeg går jo i skole på Vestfyn og jeg bor på N. Så der er lidt langt frem og tilbage. Jeg kommer ikke så meget hjem, da koster sygt meget. I hvert fald, jeg har min bedste veninde der hjemme, vi har været venner lige siden vinterferien i 5 kl. ca. 3,5 år. Vi havde lavet fremtidsplaner, vi skulle rejse hele verden rundt sammen og sådan noget… Men så her for to dage siden, lørdag den 09-06-2018. skrev hun, at ”hun ikke rigtig kunne se sig i vores venskab mere” ”vi er vokset far hinanden”. Hun sagde det samme som alle de andre gjorde. Jeg var overbevist om, at hun var den rette, den jeg havde ventet på… men… hun var jo bare en af de andre. Det var den værste dag hun kunne ha’ valgt. Det var min farfars begravelses dag, så jeg var meget følelsesmæssig påvirket. 21 dage før jeg stopper på min skole. Det var også 10 dage før min fødselsdag. Som jeg nu ikke glæder mig til mere.

Jeg har ikke flere venner tilbage, fra før jeg startede på efterskole. Og jeg tror ikke jeg kommer til at holde kontakten med nogen her fra. Jeg er den eneste der bor på Nordsjælland. Og jeg er forfærdelig dårlig til at holde kontakten med folk, der er langt væk. Jeg kunne ikke engang holde kontakten med min bedste ven… Og her kommer mine spørgsmål… Er der noget galt med mig?… hvorfor er det, at alle forlader mig?… hvad er det gør forkert??! Jeg føler ikke jeg kan snakke med nogen om det. De fortæller mig alle sammen det samme ”jamen… man har jo også lov til at sige fra, når man ikke gider mere” og det er jeg helt med på. Men sådan noget går man da ikke over besked, og overhoved ikke, når man ikke vil svare mig når jeg ringer. Det ligner heller ikke hende at gøre sådan noget… ikke på den måde… Jeg kan ikke leve uden hende… hvad skal jeg gøre??…

Svar: 

Kæreste dig,

Hvor lyder det bare frygtelig svært alt det, du har været igennem. Det er slet ikke rimeligt, at du har oplevet så meget svigt og modstand i dit liv. Det lyder som om, du virkelig har manglet stabilitet i dine venskaber, og så er det virkelig svært at bevare tillid og tro på andre og sig selv. Du beskriver at have oplevet gang på gang at blive forladt og forrådt, og sådan noget kan virkelig give nogle ar på sjælen. Det kan blive helt umuligt at genoprette sig selv efter den slags oplevelser, og det kan være helt enormt svært at få tiltro til andre og venskaber igen. Dog må jeg sige, at det lyder som om, dine forældre har været gode til at prøve at hjælpe dig og støtte dig. Det er vigtigt, og dem kan du helt sikkert altid støtte dig ved.

Når man over længere tid udsættes for mobning eller drillerier, kan det ændre den måde man tænker på - ligesom du også skriver. Fordi det sker gradvist over tid, lægger man måske ikke mærke til, hvor meget det egentlig påvirker én. Men mobning kan nedbryde én og kan føre til, at man i rigtig lang tid har det rigtig skidt. Det kan også føre til, at man får en depression, som du også beskriver, du har/har haft. Det er desværre ikke helt unormalt, og det er enormt vigtigt, at man får hjælp, så man kan komme videre i sit liv. Når man er deprimeret, sidder man ligesom fast i negative tankemønstre og negative fortolkningsmønstre for verden og sig selv. Det betyder, at man, når man er deprimeret, har en tendens til at tolke ting negativt og derfor tænke meget negativt. Det kan for eksempel komme til udtryk ved, at man tolker sin venindes dårlige humør, som noget, man har været skyld i. For eksempel kan man tænke, at man må have gjort noget, og at hun må være sur på én. Den slags fortolkninger kan føre til konklusionen: "hun hader mig, hun vil ikke være venner med mig, hun forlader mig". Og så bliver man rigtig ked af det og usikker på sig selv. Når først man har tænkt sådan én gang, kommer tankerne hurtigt igen. Der er ikke langt fra "hun kan ikke lide mig" til "ingen kan lide mig" og "der er noget galt med mig".  Disse tanker ryster virkelig ens selvværd helt ud af kurs, og pludselig kan helt små ting gøre en enormt usikker og ked af det. Man når til et punkt, hvor standard tænkningen er, at andre ikke kan lide én. Hvis man altid tænker sådan, så har man lettere ved at tolke andres adfærd som negativ og fjendtlig. Den slags tolkninger og tanker kan gøre det ret svært at være i et venskab - for begge parter. Hvis den ene aldrig føler sig helt værdig nok og altid tænker, at den anden ikke rigtig vil eller holder af én, så er det svært at holde venskabet ved lige. Det kan være svært at række ud og holde kontakten, vise man er interesseret, hvis man regner med, at den anden forlader én, for det er nemlig ret sårbart sådan at række ud. Og det kan være endnu sværere, hvis man i mange år har oplevet at blive mobbet og ikke at kunne stole på sine venner. Alle mennesker er sårbare, og de fleste mennesker er faktisk generelt gode. De fleste mennesker vil én det bedste. Har man oplevet meget svigt, kan man godt komme til at have den modsatte antagelse - at andre generelt vil én det ondt. Denne tanke gør, at man tolker det, andre gør som ondt, og dermed bekræftes antagelsen. Mange oplever, at sådan nogle falske antagelser virkelig kan påvirke ens liv, og derfor er det enormt vigtigt at arbejde med dem og ændre dem.

Jeg synes, det lyder som om, meget af din tænkning er fanget i nogle negative antagelser om dig selv og dem omkring dig, hvilket er helt helt naturligt, for du har været igennem nogle meget hårde ting. Jeg tænker også, at dine venner måske kan have en lidt anden opfattelse af det hele end du? Måske føler din veninde også, at I har haft en rigtig godt venskab og været rigtig gode sammen. Men måske har hun tolket din adfærd, som et tegn på, at I var ved at vokse fra hinanden? Måske har hun også været usikker på, om du vil venskabet? Der opstår så mange misforståelser i tætte relationer, netop fordi man er sårbar. Ingen kan lide at blive forladt, og derfor har man også forskellige metoder til at undgå dette. En metode kan for eksempel være, at man skubber andre væk eller ikke lukker dem helt ind. På den måde forlader man dem, før de forlader én. Hvis man har en antagelse om, at andre generelt vil én det ondt og ikke kan lide én, så bliver man meget følsom overfor andres adfærd. De mindste ting, og ting, der måske er ment kærligt, kan tolkes som modstand og kan være med til at man trækker sig fra relationen. Dette påvirker venskabet og kan være med til, at det ikke holder. Jeg tænker, om dette kan være én af grundene til, at du oplever, at dine venskaber ikke holder?

Alt dette er ikke noget, der bare sådan lige ændrer sig over natten. Det er sådan noget, der kræver en masse arbejde indefra, og måske også støtte og hjælp udefra. Det er lige præcis sådan noget her, en psykolog kan hjælpe dig med - altså at udfordre og ændre den måde, du tænker på. En psykolog kan hjælpe dig med at se nogle andre sider af det hele, som måske kan være med til, at du ikke er så ked af det. Det at gå til psykolog er bestemt ikke det samme som at sige, at der er noget galt med dig, for det er der overhovedet ikke. Den måde, du tænker på, er helt naturlig, givet det du har været igennem. Du skal vide, at du klarer det flot, og det at du har skrevet her er første skridt på vejen. Der er forskellige måder at få kontakt til en psykolog på, du kan både selv finde én - måske dine forældre kan hjælpe? - eller snakke med din læge og bede hende henvise dig til én. Derudover tror jeg, det kunne være rigtig rart for dig at prøve at snakke med din veninde om alt det her? Måske høre hende, hvordan det kan være, hun føler som hun gør? Du kan nærmest stille hende de samme spørgsmål, som du har stillet mig?

Jeg håber virkelig, du kan bruge mit svar, og at det hele løser sig for dig. Du fortjener alverdens glæde og lykke, og du er god, lige som du er!

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program